H.M. Dronningen afleverede bolde og gav highfives til LykkeCup
Som formand for Mary Fonden har H.M. Dronningen deltaget i LykkeCup i Herning. LykkeCup er en årlig begivenhed for børn og unge med funktionsnedsættelser, der spiller håndbold i LykkeLiga.

Foto: Mary Fonden
Lørdag den 6. juni 2026 deltog H.M. Dronningen som formand for Mary Fonden i LykkeCup. LykkeCup afslutter håndboldsæsonen for 944 håndboldglade børn og unge, der til daglig spiller i en LykkeLiga-klub.
Ud over at skabe trygge fritidsfællesskaber for børn og unge med funktionsnedsættelser arbejder LykkeLiga for at bekæmpe ensomhed, nedbryde fordomme og fremme sundhed.
I Mary Fonden ved vi, hvor vigtigt det er for vores trivsel at føle, at man hører til og bliver mødt, som den, man er. Derfor er jeg dybt imponeret over LykkeLigas arbejde.
Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden
”Det har været helt fantastisk at få lov til at opleve og bidrage til de energiske og kærlige fællesskaber, som udspiller sig blandt de mange spillere, trænere og familier både på og uden for banen i LykkeLiga. I Mary Fonden ved vi, hvor vigtigt det er for vores trivsel at føle, at man hører til og bliver mødt, som den, man er. Derfor er jeg dybt imponeret over LykkeLigas arbejde for at sikre, at så mange børn, unge og familier oplever at høre til i et trygt og meningsfuldt fællesskab,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Det er helt sikkert årets lykkeligste dag, som H.M. Dronningen har været en del af.
Rikke Nielsen, stifter af LykkeLiga
”LykkeCup er allerede årets højdepunkt for de 944 deltagende LykkeLiga-spillere, og med et besøg fra H.M. Dronningen er dagen kun blevet endnu mere magisk! Spillerne kommer fra 74 forskellige lokale håndboldklubber og har trænet hårdt hele sæsonen. De har glædet sig til at vise, hvor dygtige de er blevet! Det er helt sikkert årets lykkeligste dag, som H.M. Dronningen har været en del af,” siger Rikke Nielsen, stifter af LykkeLiga.
Sådan forløb Dronningens deltagelse
H.M. Dronningen blev modtaget af Rikke Nielsen, stifter og Lykkeleder, Bolette Christensen, bestyrelsesformand i LykkeLiga, Magda og Kaya, LykkeLiga-spillere.

Dagen blev indledt med indløb fra de 74 forskellige lokaler klubber. Her blev der klappet og uddelt highfives.



Efter at de mere end 900 håndboldspillere fandt plads i Boxen, blev de budt velkommen af Rikke Nielsen, stifter af LykkeLiga, vært Tina Müller og H.M. Dronningen.
Også Ane Halsboe-Jørgensen,beskæftigelses- og ligestillingsminister, og Nikolaj Jakobsen, landstræner, gav en peptalk til spillerne, inden alle skød stævnet igang med en fælles nationalsang.


Under sit besøg satte Dronningen en kamp i gang og heppede fra sidelinjen på håndboldspillerne.
H.M. Dronningen talte også med flere LykkeLiga-familier og -spillere – blandt andet en familie fra Færøerne.
Og så deltog Dronningen i en opvisningskamp sammen med Rikke Nielsen, stifter af LykkeLiga, Nikolaj Jakobsen, håndboldlandstræner, Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelses- og ligestillingsminister, Dorte West, borgmester i Herning, og Torben Mouritsen, bestyrelsesformand og medstifter af Normal.
De spillede mod et allstar-hold af LykkeLiga-spillere, som bestod af Johannes (Odder Stjernene), Marius (Aalborg Kidz), Rebekka (Hedensted Håndboldhelte), Rune Snedker (Roskilde Lykkekids), Malthe Sjørberg (HK73 LykkeLiga) og Malthe Madsen (Aabybro HK Lykkeliga).


Undervejs fik flere deltagere mulighed for at hilse på Dronningen, ligesom Dronningen også deltog i silent disco, som var en af de mange aktiviteter, spillerne kunne gøre brug af, når de ikke var på banen med en håndbold.

Hallerne var i løbet af dagen fyldt med mere end 250 håndboldkampe. Efter kampene var der gallafest med spisning, koncert og dansegulv.
Det er 9. gang, LykkeCup – Danmarks lykkeligste sæsonfinale – afholdes, og ligesom de seneste fem år blev det afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning.
LykkeLiga er modtager af Mary Fondens særlige donation
Dronningen har tidligere i år tildelt Mary Fondens særlige donation på 300.000 kr. til LykkeLiga.
Donationen skal bidrage til, at endnu flere børn og unge kan blive en del af et trygt fællesskab på tværs af landegrænser.LykkeCup er LykkeLigas sæsonfinale for alle ligaens håndboldspillere. I 2026 slår stævnet deltagerrekord med hele 944 lykkelige håndboldspillere, som spiller mere end 250 kampe.
Om LykkeLiga
LykkeLiga er startet af Rikke Nielsen, der er tidligere spiller på det danske håndboldlandshold, i 2017. LykkeLiga har mere end 1.500 spillere i alderen 5-25 år fordelt på 66 kommuner. Derudover er der LykkeLiga-klubber i Grønland, Færøerne, Tyskland, Sverige og Norge.
LykkeLiga arbejder ud fra grundtanken “Lykken Først”. Det indebærer blandt andet, at alle børn er velkomne uanset diagnose, og at regler og ambitioner altid må vige for den gode oplevelse.
Om LykkeCup
LykkeCup er LykkeLigas sæsonfinale for alle ligaens håndboldspillere.
I 2026 slår stævnet deltagerrekord med hele 944 lykkelige håndboldspillere, som spiller mere end 250 kampe.
Til årets LykkeCup deltager, foruden danske spillere fra hele landet, også spillere fra Færøerne, Sverige og Tyskland.
LykkeCup er blevet afholdt otte gange – første gang var i 2018 i Gigantium i Aalborg. Det er sjette gang, at LykkeCup afholdes i Jyske Bank Boxen.