19. marts 2018

LæseLeg udvider til indskolingen

Nye LæseLeg-materialer til de 6-7-årige skal hjælpe skolepædagoger og lærere med at sætte dialogisk læsning på skemaet i 0. og 1. klasse.
LæseLeg boghæfter til de 6-7-årige

LæseLeg udvider målgruppen og udgiver otte boghæfter til sprogarbejdet i skolens mindste klasser. Målet er at hjælpe skolepædagoger og lærere med at sætte sproglig udfordring på skoleskemaet.

Hidtil har LæseLeg henvendt sig til pædagoger og andre fagfolk i dagpleje, vuggestue og børnehave, men behovet for at arbejde med børns sprog forsvinder ikke, fordi børnene begynder i skole.

”Talesproget, ordforrådet og at kunne kommunikere med andre er en vigtig forudsætning for at komme i dialog med andre børn, at lege og være sammen om hverdagslivets aktiviteter. Og det er samtidig også en vigtig forudsætning for at lære at læse og skrive. Derfor er det en god idé at fortsætte med den dialogiske læsning – også når børnene begynder i skole,”

forklarer LæseLegs sprogvejleder Jette Løntoft, der har været med til at udvikle LæseLeg.

Særligt børn, der ikke møder mange ord eller bøger hjemme, er helt afhængige af den sproglige udfordring, der møder i skolen.

LæseLeg kan fx bruges i den understøttende undervisning, hvor det både kan supplere fag som eksempelvis dansk, billedkunst og natur og teknologi, indgå i tværgående emnearbejder og samtidig bidrage til en alsidig skoledag og arbejdet med børnenes relationer.

Læs mere om de nye materialer på læseleg.dk

Om LæseLeg

LæseLeg er et konkret pædagogisk materiale, som styrker børns sprog og selvtillid ved at inddrage dem aktivt i historieoplæsningen.

Metoden går kort fortalt ud på at læse billedbøger sammen med mindre grupper børn. Den samme billedbog læses tre gange inden for en uge, men bogen læses forskelligt hver gang, og efter læsning er bogens illustrationer og indhold udgangspunkt for samtale og kreative aktiviteter og leg.

Hidtil har LæseLeg været målrettet sprogarbejdet i dagtilbud, men programmets udvider nu med nye materialer målrettet arbejdet med de 6-7-årige i indskolingen.

LæseLeg-materialerne hjælper pædagoger og andre fagfolk med at vælge bøger, der er velegnet til dialog og som passer til børnenes alder, og med forberedelsen af den dialogiske læsning og aktiviteterne omkring den.

Af:

Birgitte Krogh Therkelsen

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …