God formiddag alle sammen
Jeg vil gerne starte med at sige dybfølt tak til de tre modige mennesker, vi lige har hørt fortælle om deres oplevelser med vold.
I har åbnet døren til noget meget barskt og sårbart fra jeres liv – for at vi kan lære og forstå og dermed få et bedre afsæt til at skabe den nødvendige forandring. Det skylder vi jer en kæmpe tak for.
Når jeg hører de her tre fortællinger, er det svært ikke at blive ramt. Det er beretninger om, hvor ydmygende, nedbrydende og ødelæggende vold er for det enkelte menneske.
Samtidig giver de tre fortællinger os et stærkt og rammende indblik i, hvordan fysisk og psykisk vold i parforhold kan udvikle sig, og hvordan volden kan opleves for den, der udsættes for det.
De tre fortællinger er tre unikke beretninger fra tre levede liv med vold.
Tre forskellige liv, tre forskellige familier, der er blevet mærket af volden.
Og de tre fortællinger er langt fra ens – som I kunne høre.
Men samtidig deler fortællingerne fællestræk med rigtig mange andre beretninger om vold.
Fortællingerne viser os, hvor kompleks vold i parforholdet er. Og hvor vanskeligt det kan være at træde ud af et voldeligt forhold.
Hvis man ikke ved noget om vold og voldens dynamikker, kan man, når man møder en voldsudsat måske hurtigt forfalde til at tænke: Jamen hvorfor går du ikke bare? Hvorfor siger du ikke stop?
Men så simpelt er det bare ikke.
Voldelige parforhold har ligesom andre parforhold for det meste sit udspring i forelskelse og kærlighed. En kærlighed og et familieliv som den voldsudsatte – og måske også voldsudøveren – drømmer om at bevare.
Som vi lige har hørt, sker der ofte det, at volden kommer snigende, og langsomt udvikler sig på en måde, så grænserne for, hvad der er normalt i et parforhold rykkes.
Den voldsudsatte oplever samtidig ofte, at troen på sig selv og sin egen formåen langsomt smuldrer – og gør tanken om at forlade forholdet uoverskuelig.
Derudover kan frygten for, hvad der skal ske med børn eller økonomiske forhold spille ind på den voldudsattes muligheder for at træde ud af det voldelige forhold.
Netop på grund af voldens kompleksitet og dynamik, findes der heller ikke enkle svar på, hvordan vi kommer volden til livs. Men der er meget mere, vi kan gøre og det mest åbenlyse er at bryde med tabuet om vold og tale mere åbent om det. Og her spiller I en særlig rolle. Det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Alt for mange mennesker lever med vold i deres nærmeste relationer. Flere end man måske skulle tro.
Den seneste undersøgelse i Danmark viser, at hver 20. kvinde inden for et år har været udsat for mindst en form for partnervold. Tidligere undersøgelse har vurderet at ca. 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år udsættes for fysisk og seksuel partnervold i Danmark. Hvis vi zoomer ind på den psykiske vold, viser en undersøgelse, at 4 % af alle kvinder og 1% af alle mænd inden for et år har været udsat for psykisk vold.
Som vi netop hørte, har volden store konsekvenser for det enkelte menneske, der udsættes for volden. Men det har også store konsekvenser for de mange børn, der vokser op i en familie, hvor vold er en del af hverdagen.
Det er en kæmpe psykisk belastning for børn at vokse op med vold. Og vi ved, at der desværre er en stor risiko for, at børnene tager volden med videre i deres voksen- og ungdomsliv. Vold avler vold og vold går i arv.
Derfor skal vi være bedre til at forhindre, at vold overhovedet opstår, og vi skal gøre en større indsats for at opspore vold så tidligt som muligt, så volden kan stoppes.
Men hvordan kan vi så gøre det?
Et af de vigtigste svar er, at fagfolk som jer bliver klædt bedre på til at opspore vold blandt de mennesker, I møder.
For som vi netop hørte, er den voldsudsatte ofte meget tilbageholdende med at bede om hjælp. Måske vil den voldudsatte slet ikke acceptere, at han eller hun er udsat for vold. Eller måske står skyld og skam i vejen for at række ud efter hjælp.
Hvis vi skal hjælpe flere, kræver det derfor, at der oftere end i dag bliver rakt en hjælpende hånd ud mod de voldsudsatte familier.
I Mary Fonden arbejder vi netop nu på et stort nyt projekt – i samarbejde med Amager og Hvidovre Hospital, Dialog mod Vold og Østifterne – der skal bidrage til, at vi opdager vold blandt familier, der venter sig. Vi ved nemlig, at en familieforøgelse kan udløse eller eskalere vold i et parforhold – allerede under graviditeten. Derfor er vi ved at udvikle en model for, hvordan jordemødre kan opspore vold blandt alle gravide – og vi udvikler en indsats, hvor familier med voldsproblematikker kan få støtte og rådgivning.
Men der er mange andre steder, hvor vi kan blive bedre til at få øje på vold og handle på det. Og derfor er I studerende, der er her i dag også en del af svaret sammen med alle jeres medstuderende.
Mange af de kvinder – og mænd – der er udsatte for vold, vil I møde i jeres fremtidige virke.
Når I kommer til at møde dem, er det ikke sikkert, at I umiddelbart opdager, at de er udsat for vold. Og måske har de andre udfordringer, som skygger for volden.
Det kan også være, at I rent faktisk får en mistanke om vold, men at I vil finde det grænseoverskridende at spørge ind. Og måske vil I være i tvivl om, hvordan I skal handle på det, hvis I først finder ud af, at en familie lever med vold.
Derfor er det afgørende, at I som fagpersoner ved, hvad I skal kigge efter, at I kender tegn og signaler på vold og har en grundlæggende forståelse for voldens kompleksitet. At I har et fælles sprog, fælles definitioner på vold og kan adskille et voldeligt parforhold fra et usundt forhold.
Det er vigtigt, at I tør sætte ord på en bekymring, og at I møder familier, som lever med vold, uden fordomme og med en forståelse for den adfærd og de reaktioner, som volden bærer med sig.
Og det er vigtigt, at I ved hvordan, I kan hjælpe.
Men at kunne se tegn på vold, turde spørge ind og anvise hjælp og løsninger, kræver viden og indsigt.
Det er ikke en viden, I nødvendigvis får med jer på jeres uddannelse.
Og netop det er grunden til, at vi i dag udgiver denne antologi om vold i familien.
Den er den første samling af nyere dansk viden om vold. Og den er skrevet til jer og andre fagprofessionelle.
Undersøgelser viser, at fagpersoners største barrierer for at spørge til vold er manglende tid, manglende viden og manglende handlemuligheder. Det første kan vi ikke ændre på med en bog, men de to sidste forsøger vi nu at gøre noget ved.
Antologien er sammensat på den måde, at den er en blanding af forskningsbaseret viden om vold og beskrivelser af det mere praksisnære arbejde med voldsudsatte familier.
I et forskningsbaseret kapitel finder I f.eks. voldsspiralen, der beskriver den proces der ofte foregår, når vold opstår og udvikler sig i et parforhold.
I et andet kapitel kan I finde viden om, hvordan behandling af voldsudøveren er afgørende i arbejdet med at bekæmpe vold. Her kan I bl.a. læse, at 3/4 dele af voldsudøvere i behandling selv er vokset op med vold. Og at mange af dem har brug for hjælp til at lære at håndtere konflikter, jalousi, afmagt og andre svære følelser uden at ty til vold.
Den her antologi er selvfølgelig ikke det fulde svar på alle de udfordringer, vi skal have overkommet for at komme vold i familien til livs.
Der skal meget andet og mere til.
Men jeg tror også på, at viden kan bane vejen for forståelse og dermed forandring. Og at I, med den ny viden I kan få her, kan gøre en stor forskel.
Mit håb og ønske er, at I vil få et dybere, mere nuanceret og kvalificeret opfattelse af, hvad fysisk og psykisk vold i et parforhold er. Og ikke mindst hvordan I bedst kan komme til at hjælpe mennesker, der lever med vold i familien.
Med en større viden, indsigt og forståelse vil I måske være i stand til at ændre livsbane for mennesker som dem, vi netop har hørt beretninger fra. Og deres børn.
Måske I kan bidrage til, at par rent faktisk kan finde tilbage til den kærlighed, de begge drømmer om – og til, at de sammen kan skabe et familieliv uden vold. I kan måske også bidrage til, at mennesker, der selv er vokset op med vold, ikke tager volden med sig og giver den videre til deres egne børn. Og I de tilfælde hvor det ikke er muligt at standse volden, kan I hjælpe mennesker videre væk fra volden og ind i en ny tilværelse.
I har taget første skridt ved at være her i dag. Det skal I have tak for. Jeg håber, at I vil gå videre her fra og være med til at bryde voldens tabu.
Tak for jeres opmærksomhed.
