21. marts 2014

Kronprinsessen pakker rygsække til børn på krisecentre

Hvert år pakker pensionerede LEGO ansatte mere end 2.000 rygsække til børn på krisecentre. I år deltager Kronprinsessen ved pakningen.
Ægtepar pakker rygsække

Årligt kommer cirka 2.200 børn med deres mor på krisecenter. 50 % kommer uden at have medbragt noget hjemmefra. Siden 2008 har alle børn på krisecentre i Grønland, Danmark og på Færøerne       fået en rygsæk med praktiske fornødenheder og legetøj. Mary Fonden står bag uddelingen af rygsække i samarbejde med Ole Kirk’s Fond og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre). Det er    indtil videre blevet til udsendelse af over 15.000 rygsække til børn på krisecentre.

Pakningen af rygsækkene sker en gang årligt og foretages af pensionerede LEGO ansatte i Billund. I år deltager Kronprinsessen indledningsvist i pakningen af rygsække torsdag den 27. marts kl. 10.00, hvor hun også får mulighed for at møde de tidligere LEGO ansatte.

Rygsækkene er i samarbejde med Mary Fondens eksperter tilpasset både køn og forskellige alderstrin. Afhængig af aldersgruppe indeholder de fx tandbørste, hårbørste, håndklæde, drikkedunk, farver, bamse, dagbog med lås og en bog.

Udover at rygsækkens indhold dækker praktiske behov her og nu, er den også en anledning for krisecentrenes børnepædagoger til at tale med børnene om deres oplevelser med volden. Endelig er rygsækkene en lille trøst i en svær situation og en påmindelse om, at vold aldrig er acceptabel.

En undersøgelse fra SFI viser, at 83 % af krisecentrene bruger rygsækken og indholdet som udgangspunkt for en samtale om den svære tid, og at 89 % vurderer, at rygsækken i høj grad eller i meget høj grad er en værdifuld markering af, at vold ikke er acceptabel.

Rygsække til børn på krisecentre er et samarbejde mellem Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond. Derudover håndterer LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) logistikken, og Gyldendal donerer bøger til rygsækkene. Royal Arctic Line sponsorerer fragten til de grønlandske krisecentre.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Ensomhed i Danmark

En omfattende befolkningsundersøgelse viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for første gang et dybdegående indblik i danskernes viden og holdninger …