3. april 2019

Kronprinsessen ‘liker’ det gode kammeratskab på nettet

”Jeg er en ’liker’, men jeg ’liker’ ikke alt … ” H.K.H. Kronprinsessen og flere end 220 børn fra Fritidsinstitutionen ved Vibenshus Skole sang med, da Fri for Mobberi og HipSomHap præsenterede en ny sang, Liker, om at være en god kammerat på nettet.
Kronprinsessen til lancering af Liker

Børn færdes tidligt på internettet, og mange har adgang til smartphones, sociale medier og online computerspil allerede i 2. og 3. klasse. Men kommunikation i den virtuelle verden kan være svær, når man er nybegynder, og derfor skal børn have hjælp til at være en god kammerat på nettet.

Det var budskabet, da Fri for Mobberi i samarbejde med rapgruppen HipSomHap i dag præsenterede Liker, en helt ny sang til de ældste klasser i indskolingen.

Nettet er i dag en naturlig del af børns liv – og ligesom de i skolegården kan have brug for hjælp til at afkode de sociale spilleregler, så skal de også lære, hvordan man er en god kammerat i de digitale fællesskaber,”

siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Mange børn oplever, at andre skriver nogle grimme ting på sociale medier, og når de bliver lidt ældre, måske kommer til at dele billeder, de fortryder. Vi skal hjælpe børnene med at tænke sig om og være gode kammerater i det digitale univers, allerede før de bevæger sig ind i det,” siger national chef i Red Barnet, Dorthe Ploug Hansen.

Liker er en del af en række nye Fri for Mobberi-redskaber, som pædagoger og lærere kan bruge til at styrke børns sociale kompetencer og det gode børnefællesskab, når de bevæger sig i den digitale verden. Materialerne henvender sig til de ældste klasser i indskolingen og omfatter også adgang til beatet fra sangen og gode råd til børnene fra HipSomHap om, hvordan de kan skrive deres egen sang.

Sangen blev præsenteret i samarbejde med Fritidsinstitutionen ved Vibenshus Skole, som Kronprinsessen også besøgte i dag. Institutionen har siden 2014 brugt Fri for Mobberi i arbejdet med at styrke børnenes kammeratskab. Børn og voksne er optaget af de fire værdier – tolerance, respekt, omsorg og mod – blandt andet i musikstudiet, hvor børnene selv har rappet om mobning, og gennem computerspillet Minecraft, som pædagogerne bruger til målrettet at arbejde med de ældste børns venskaber og adfærd på nettet.

Minecraft er en fantastisk måde at arbejde med digital dannelse og inkluderende fællesskaber. Børnene får øje på hinanden på tværs af forskelle og har det sjovt samtidig med, at de øver sig i samarbejde og i – gennem et pædagogisk fokus på Fri for Mobberi-værdierne – at træffe gode valg på vegne af dem selv og fællesskabet,” forklarer leder af fritidsinstitutionen Thomas Springer.

Liker og den tilhørende video kan ses på HipSomHaps YouTube-kanal. Håbet er, at det seje beat og budskabet om, at børn skal støttes i at færdes på de digitale medier, når bredt ud til børn og deres forældre.

Fri for Mobberi

Fri for Mobberi er et pædagogisk redskab til fagfolk, der arbejder med børn fra 0-9 år.

Fri for Mobberi er forebyggende og tager udgangspunkt i at arbejde med mobningens modsætning: Et stærkt børnefællesskab.

Programmet danner en ramme om arbejdet med fællesskab og bevidstgør børnene om betydningen af de fire værdier: Tolerance, respekt, omsorg og mod for fællesskabet, og om hvordan man i praksis efterlever dem.

Fri for Mobberi er udviklet på baggrund af forskning, der viser, at mobning er et gruppefænomen, som opstår i børnegrupper med lav tolerance.

Der er en høj grad af frihed i programmet, som lægger op til, at pædagoger og lærere også selv – eller sammen med børnene – kan udvikle Fri for Mobberi-aktiviteter med afsæt i børnefællesskabet og de fire værdier. Ligesom de har gjort på Vibenshus Fritidshjem.

I 2018 udvidede Fri for Mobberi målgruppen til at omfatte hele indskolingen. I den forbindelse er der udviklet nye materialer til 2. og 3. klassetrin, herunder en række redskaber, der arbejder med børns digitale kompetencer og fællesskab.

HipSomHap

HipSomHap er Danmarks første rapgruppen for børn.

Gruppen består af Anna Bukh Jakobsen og Andreas Seebach – eller Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, som de hedder, når de går på scenen. De to rappere er trætte af kedelig børnemusik og har en fælles mission om at give de helt unge musiklyttere en oplevelse af at blive taget seriøst. Derfor opstod ideen om at danne Danmarks første rapgruppe for børn.

Gruppen stormer frem på YouTube og spillede over 100 koncerter i 2018. Fx har nummeret ”Min far” flere end 1,6 millioner views på YouTube.

Læs mere på hipsomhap.nu

Fritidsinstitutionen ved Vibenshus Skole

Fritidsinstitutionen ved Vibenshus Skole har siden 2014 arbejdet med Fri for Mobberi, som er en integreret del af alle pædagogiske aktiviteter fra 0. til 3. årgang. Børnene deltager i ugentlige, planlagte Fri For Mobberi-aktiviteter.

Børnemøder: Fritidshjemmet holder bl.a. et ugentligt børnemøde, hvor børnene debatterer aktuelle emner. Fx kaster med ’Fri for Mobberi-terningen’ – en terning, hvor værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod udgør de fire af siderne. Hvis terningen lander på en værdi, taler børnene i fællesskab om, hvordan de forstår og mærker den i hverdagen.

Fri for Mobberi Minecraft: Sammen med en pædagogmedhjælper har børnene på fritidshjemmet bygget deres helt egen verden, Vibenshusland. Fire børn kan spille ad gangen – og børnene forhandler, aftaler og hjælper hinanden med at bygge videre i den fælles verden. Pædagogmedhjælperen guider og hjælper, når der opstår udfordringer eller konflikter, og taler med børnene om, hvordan de kan udvise tolerance, respekt, omsorg og mod i konkrete situationer i det virtuelle fællesskab.

Musik: Fritidshjemmet arbejder også med børnenes sociale færdigheder og de fire værdier i musikstudiet. Herunder fx:

  • Tolerance over for kammerater med andre færdigheder i musikstudiet end en selv
  • Respekt for hinanden, når man øver sig – og for udstyr og instrumenter
  • Omsorg ved at bakke op og opmuntre hinanden
  • Mod til at turde stille sig op og synge foran andre

Sidste års 3. klasser indspillede fx en sang om mobning.

Videoen kan ses her.

Kronprinsessen til lancering af Liker
Jakob Carlsen
Kronprinsessen til lancering af Liker
Jakob Carlsen
Kronprinsessen til lancering af Liker
Jakob Carlsen
Lancering af Liker
Jakob Carlsen
Kronprinsessen til lancering af Liker
Jakob Carlsen
Kronprinsessen til lancering af Liker
Jakob Carlsen

Børn & sociale medier

  • De fleste sociale medier har en aldersgrænse på 13 år. Men mange yngre børn trodser alligevel alderskravet og har profiler på platforme som Snapchat, YouTube og Instagram
  • De seneste år har der været en tendens til, at børns debut på de sociale medier sker tidligere og tidligere, og mange børn helt ned til otte år har en Snapchat-konto
  • Selvom der er mange positive effekter ved brug af sociale medier, så er de fleste børn ikke forberedt på fx det hårde sprog, der findes mange steder på nettet, og børn kan nemt misforstå hinanden og ende i konflikter på nettet, som også kan videreføres til den virkelige verden
  • Mere end halvdelen af de 761 børn, der har svaret på en undersøgelse på BørneTelefonen.dk (2019), har modtaget grimme kommentarer på sociale medier. Mere end hver tredje har modtaget billeder med seksuelt indhold mod deres vilje, og fire ud af ti har oplevet at blive holdt udenfor på de sociale medier. Børnene var i alderen 6-16 år
    Kilder: Center for Digital Pædagogik & Børns Vilkår

Af:

Simone Bodholt

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …