Mary Fonden står sammen med DBU, DR og Østifterne bag initiativet “Fantastiske Fodboldfester”, der med EM-slutrunden som anledning opfordrer danskerne til at mødes og styrke fællesskabet i det område, som de bor i.
Formålet er at give et tiltrængt løft til de lokale fællesskaber – og danskerne har virkelig taget udfordringen op. Over hele landet er der sat gang i “Fantastiske Fodboldfester” på væresteder, villaveje, campingpladser, i fælleshuse og gårdmiljøer.
En af de lokale fester blev i dag holdt på en villavej i Rødovre.
Under pandemien er flere nye flyttet ind på vejen, men de nye naboer har endnu ikke rigtig lært hinanden at kende. Det blev der rådet bod på i dag, hvor beboerne havde besluttet at bruge EM som anledning til at mødes og ryste perioden med social isolation af sig og samtidig lære hinanden bedre at kende.
Kronprinsessen spillede bold i Rødovre
Kronprinsessen besøgte vejfesten og brugte bl.a. tiden på at spille en lille fodboldkamp sammen med både børn og voksne. På det andet hold var fodboldlegenden Henrik Larsen, også kendt som “Store Larsen”, der også var inviteret med til festen.
“Jeg er virkelig glad for, at danskerne har taget vores opfordring til sig. De mange henvendelser, vi har fået fra hele landet, vidner om en stor lyst til at bidrage til de lokale fællesskaber og viser også, hvor meget der er brug for det. Jeg håber, at festerne kan være med til at understøtte fællesskaberne – også når den sidste kamp er fløjtet af,”
siger H.K.H. Kronprinsessen.
For at sætte ekstra skub i festerne havde Mary Fonden, DBU, DR og Østifterne sat 150 festkasser på højkant til de festarrangører, der havde gjort mest ud af at sætte skub i deres lokale fællesskab.
Kasserne er de sidste dage blevet fordelt over hele landet.