26. august 2019

Tale: Konference om social ekslusion

Der skal empati og forståelse til, hvis vi vil skabe sociale forandringer, mindede Kronprinsessen om i sin åbningstale til Mary Fonden og TrygFondens konference om social eksklusion.
Kronprinsessen talte om vigtigheden af empati og forståelse om i sin åbningstale til Mary Fonden og TrygFondens konference om social eksklusion.

Godmorgen.

Jeg vil starte med noget, som i mine øjne er en forudsætning for al social forandring, og som derfor også er afgørende for det, vi skal tale om i dag:

Forståelse kommer før forandring. Og empati er vejen til fuld forståelse. Når vi sætter os i andres sted, når vi virkelig lytter, så er vi ofte bedre i stand til at forstå.

Hvis vi glemmer at komme helt ind til kernen af en problemstilling. Hvis vores kendskab forbliver overfladisk, eller vi direkte fordømmer de involverede, så er vores chance for at forstå og dermed ændre noget meget lille.

Forståelse er nøglen til forandring.

Det er derfor også en vigtig rapport, vi præsenterer sammen med TrygFonden i dag. Det er en rapport, hvor vi har lyttet.

I 2017 lancerede vi her i GAME ”Fællesskabsmålingen”, som for første gang gav os et overblik over, hvor mange danskere der føler sig helt eller delvist afskåret fra de fællesskaber, som størstedelen af os tager for givet. Vi tegnede med VIVEs hjælp et statistisk billede af, hvor mange danskere der oplever at stå mere eller mindre udenfor.

Hele 22 procent – eller mere end hver femte dansker – placerede sig i gruppen af mennesker på kanten af fællesskabet. 4 procent var allerede socialt udsatte, og 18 procent var i risiko for at blive det. Og vi så, at en kombination af forskellige sociale, psykiske og fysiske problemer tilsammen udgjorde den primære barriere for deltagelse.

Med Fællesskabsmålingen fik vi et udgangspunkt. Fremover kan vi gentage målingen og dokumentere udviklingen inden for social eksklusion i Danmark. Vi har fået et værdifuldt måleredskab. Og vi er i Mary Fonden taknemmelige for, at TrygFonden har budt os med om bord i vidensarbejdet.

Men statistik gør det ikke alene. Tal giver værdifuldt overblik, men har ofte blinde vinkler. Når vi ønsker at forstå vores verden – ikke mindst den sociale – så har vi brug for både kvantitative og kvalitative metoder. Vi har brug for at komme tæt på menneskene bag tallene. Lytte til deres fortællinger. Sætte os i deres sted.

Og det er ambitionen med den nye rapport ”Bag om Fællesskabsmålingen”, hvor vi giver ordet til menneskene bag de 22 procent. Lars Benjaminsen fra VIVE vil præsentere rapporten for os i dag, og jeg kan afsløre, at det har nuanceret og suppleret Fællesskabsmålingen markant.

Selvfølgelig, har jeg lyst til at sige. For bag procenterne gemmer sig en mangfoldighed af livshistorier, ønsker og afsavn.

Vi møder Christine på 24 år, som har haft en svær opvækst med to forældre med psykisk sygdom. Christine lider af angst, har et hashmisbrug og er på kontanthjælp. Christine ser mange mennesker, blandt andet fra det aktiveringstilbud, hun går på og er meget glad for, men hun har samtidig svært ved at ryste følelsen af ensomhed af sig. Hun savner tilbud for unge, der ikke er enten meget dårlige eller altid på toppen. Hun drømmer om en skole, hvor hun kan udfolde sin kreativitet, samtidig med at der bliver passet på hende.

Vi møder Lasse på 36 år, der på grund af blandt andet kronisk træthed og problemer med rygsøjlen er på kontanthjælp og skal genoptræne resten af sit liv. Lasse er i jobprøvning fire timer om dagen, tre dage om ugen. Han føler sig stigmatiseret som kontanthjælpsmodtager og føler sig omvendt værdsat, når han arbejder. Lasses største ønske er et helt almindeligt fuldtidsarbejde, hvis kroppen kunne holde til det.

Vi møder også Bente på 46 år, der er tidligere stofmisbruger, har en kronisk fysisk sygdom og i dag er førtidspensionist. Bente er på eget initiativ begyndt at hjælpe til i en lokal frisør to gange om ugen. Og Bente fortæller, hvordan det fylder hende med glæde at få en anden identitet end den som misbruger, at blive set som et almindeligt menneske, som hun udtrykker det.

Vi møder menneskene bag tallene, og de minder os om, at ikke to historier er ens, uanset om man statistisk tilhører den samme kategori.

Man kan faktisk sige, at de mange stemmer ligefrem opløser kategorierne, fordi individerne ikke lader sig placere, men i højere grad tegner et kontinuum fra lettere til svær social eksklusion. Og jeg ved, at det har voldt Lars Benjaminsen store vanskeligheder i det hele taget at konkludere på så mangesidet et materiale.

En ting går dog igen på tværs af alder, livserfaringer og drømme; ønsket om at bidrage. Om at have en hverdag med et meningsfyldt indhold.
Noget at stå op til.
Nogen, der regner med en.
At blive regnet for noget.

Som mennesker har vi brug for at være en del af noget, som er mere end os selv. At være en værdifuld del af et fællesskab.

Naturligvis har vi også brug for støtte og reel behandling, og den hjælp kan være en forudsætning for overhovedet at kunne andet. Men det giver os livsindhold at kunne bidrage ind i et fællesskab og fortjene at være en del af det frem for udelukkende at blive rummet.

Det efterlader os med to væsentlige pointer.

For det første; alle mennesker har noget at give og et brændende ønske om at få lov.

For det andet; hver og en af os har sine særlige behov og ressourcer og sin personlige forståelse af, hvad der skaber en meningsfuld hverdag.

Jeg tror, at forståelsen starter med de to pointer, for de kræver, at vi har øje for den enkeltes situation. Kategorier alene kan ikke udtømmende beskrive mennesker. Det er mere komplekst end det.

De fleste af jer, der sidder her, ved, at I med stor sandsynlighed også er på arbejde i morgen. Den forudsigelighed er en gave, som skaber stabilitet og social sikkerhed. Men for nogle mennesker er dagsformen helt afhængig af de sociale og helbredsmæssige udfordringer, de kæmper med. De har med andre ord svært ved at sætte deres formåen på formel.

Det betyder, at der ikke er en skabelon for, hvordan vi får flere med i fællesskabet. Men at vi skal lytte til den enkeltes ønsker, behov og ressourcer og skabe så fleksible rammer som muligt for at kunne deltage.

Jeg siger ikke, det er let, men heldigvis er der gode eksempler fra forskellige sektorer på, at det kan lykkes. Dem skal vi møde nogle af i vores paneldebat senere på formiddagen.

Den tredje og sidste pointe, jeg vil fremhæve, handler om værdighed.

Lad mig bruge endnu en stemme fra rapporten til at illustrere. Peter er 32 år, og han siger:

”Jeg har vænnet mig til at se ned på mig selv.”

Hvorfor ser man ned på sig selv?
Hvorfor ser Peter ned på sig selv?
Hans egen forklaring er, at han har vænnet sig til at identificere sig med meget udsatte mennesker. Mennesker, der er socialt stemplede.

Peter sætter ord på den sociale gruppering, som foregår både bevidst og ubevidst i vores samfund. Og han placerer sig i bunden sammen med de med Peters ord ”andre stemplede”.

Peter er ikke alene. Mange af de interviewede sætter ord på den samme følelse af at være mindre værd.

De kæmper med dilemmaet; at være nødt til at tage hensyn til deres særlige behov og samtidig have et brændende ønske om at overskride de selvsamme behov. Tænk, hvis de kunne træde ind i en normal hverdag, være en del af den såkaldte normalitet med plads til den sårbarhed, de bærer med sig.

De sociale normer bærer vi alle et ansvar for. Ligesom vi sammen kan ændre dem. Men det kræver, at vi er nok, der holder på, at alle mennesker er lige meget værd, uanset hvordan deres liv ser du. At vi hverken ser ned på os selv eller andre, men møder hinanden i øjenhøjde.

Uløste sociale problemer er ofte utrolig komplekse. Ellers havde vi formentlig også løst dem. Sådan er det også med social eksklusion. De mennesker, vi møder i rapporten, lever et liv præget af en lang række udfordringer. Vejen ud af den sociale eksklusion må nødvendigvis tage højde for den kompleksitet. Vi skal sætte holistisk ind og tænke tværfagligt og tværsektorielt, når vi møder mennesker, der lever i udsathed.

Og så skal vi stræbe efter at møde dem med større empati, større forståelse og samtidig spørge os selv, hvordan vi udvider normaliteten frem for at fokusere på, hvem der afviger fra den.

Og det ville formentlig få flere til at føle, at de hører til.

Tak.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …