4. marts 2019

Hvem er de mange ensomme unge?

Unge mænd er mindre ensomme, hvis de har en kæreste, hvorimod det at bo sammen med andre muligvis er et værn mod ensomhed for unge kvinder. Det viser en ny analyse udarbejdet af DEFACTUM for Mary Fonden.
Ensomhed blandt unge

Unge mænd er mindre ensomme, hvis de har en kæreste, hvorimod det at bo sammen med andre muligvis er et værn mod ensomhed for unge kvinder. Det viser en ny analyse udarbejdet af DEFACTUM for Mary Fonden.

Vi taler om dem, og mange gode kræfter vil gerne hjælpe dem; det stigende antal unge, der er ensomme og mistrives. Men hvem er de egentlig – det forsøger den ny rapport ”Ensomhed blandt unge” at give et bud på.

Først til udbredelsen. 12 % af de unge i Region Midtjylland er svært ensomme. Det er flere end i nogen anden aldersgruppe. Blandt de 16-19-årige er dobbelt så mange kvinder (16 %) svært ensomme sammenlignet med mændene (8 %). Blandt de 20-24-årige udligner forskellen sig derimod, og der er ingen signifikant forskel på kønnene.

Men analysen viser mere overraskende også en kønsforskel, når det handler om sammenhængen mellem ensomhed og andre sociale forhold. Blandt de unge kvinder ses en mindre forekomst af ensomhed blandt dem, der bor sammen med andre. For unge mænd er derimod det at have en kæreste – uanset om forholdet er nyt eller gammelt – tilsyneladende en beskyttende faktor.

“Det er overraskende, at forekomsten af ensomhed er lav hos unge mænd, der har en kæreste, mens det ikke har betydning for unge kvinder. Så en umiddelbar løsning kunne være mere dating til drengene, men det er nok mere kompliceret end det. En kæreste beskytter formodentligt unge mænd mod ensomhed, men omvendt kan det også være nemmere at finde en kæreste, hvis man ikke føler sig ensom,” 

udtaler seniorforsker Mathias Lasgaard, der står bag rapporten.

Mindre overraskende viser analysen også en stærk sammenhæng mellem ensomhed og forskellige indikatorer på dårlig mental sundhed og mentale helbredsproblemer. Således er hele 4 ud 10 unge, der er svært ensomme, stressede, og en tredjedel har symptomer på depression og/eller er generet af angst og anspændthed.

Som for de fleste andre aldersgrupper betyder det noget, om de unge er i uddannelse eller arbejde. Hvis man hverken er tilknyttet et studie eller et arbejde, fordobles risikoen for svær ensomhed.
Mere opløftende er det, at de unge ensomme for langt de flestes vedkommende ikke er socialt isoleret. 77 % af de svært ensomme unge er i kontakt med venner dagligt eller 1-2 gange om ugen. Til sammenligning er det samme tal for de ikke-ensomme unge 92 %.

I Mary Fonden er den nye viden værdifuld for arbejdet med at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge:
”Der er mange teser om unges ensomhed, men relativt lidt reel viden. Den nye analyse kan bidrage til, at vi, der arbejder med ensomhed blandt unge, kan målrette vores tilbud yderligere. Og så er analysen et signal til os alle om, at de ensomme unge ofte har kontakt til andre, så vi skal måske være bedre til at tale om ensomhed i det hele taget,” udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Af:

Simone Bodholt

Relaterede nyheder

Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …