8. februar 2019

Helle Østergaard fylder 50

Med syv år i rollen som direktør for Mary Fonden har Helle Østergaard formået at balancere politiske emner og tilknytningen til kongehuset på en værdiskabende og nytænkende måde. Og i dag står hun i spidsen for en markant aktør på det sociale område. I dag fylder hun 50 år.
Helle Østergaard fylder 50.

Fra Mary Fonden blev etableret af Kronprinsessen i 2007 har Helle Østergaard været en central del af det lille, ambitiøse sekretariat. De første fem år som projektchef og fra 2012 som direktør. Sekretariatet holder til hos Hempel Fonden, Mary Fondens driftspartner, i Amaliegade, hvilket giver optimale muligheder for det tætte parløb mellem Helle Østergaard og fondens arbejdende bestyrelsesformand Kronprinsessen.

Helle Østergaard er uddannet cand.merc. i International Virksomhedsøkonomi ved Aalborg Universitet, og siden har hun bl.a. gennemført den danske NGO-lederuddannelse og et Executive Management Programme på INSEAD Business School. Før Mary Fonden var Helle Østergaard ansat i Unilever som Nordic Brand Manager. Og netop krydset mellem forretning og velgørenhed passer godt til Mary Fonden, der ofte er blevet beskrevet som en hybrid mellem en fond og en NGO.

Helle Østergaards indsigt i begge verdener er desuden nyttig, når Mary Fonden bygger bro mellem sektorer og forskellige kompetencer i de utraditionelle partnerskaber, som er fundamentet for fondens arbejde. Senest har Mary Fonden været en afgørende årsag til, at Red Barnet og Børns Vilkår er gået sammen med Mary Fonden i Alliancen mod mobning, der har til formål at stoppe mobning i grundskolen. Ud over Mobning & Trivsel er Vold i Hjemmet og Ensomhed indsatsområder i fonden, der har til formål at bekæmpe social isolation ud fra grundtanken ”alle har ret til at høre til”.

Strategiske partnerskaber og akkumulering af kompetencer er kongstanken i Mary Fonden, og Helle Østergaard har med sin skyhøje integritet og nordjyske charme været en væsentlig årsag til fondens stærke omdømme og flotte resultater.

Privat er Helle Østergaard gift med Simon Østergaard, der er administrerende direktør i Agilent Technologies Denmark, og sammen har de drengene David på 17 år og Jonas på 14 år. Familien holder til i Helsingør.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …