Tak
Jeg tænker, de fleste af jer, der sidder her, har prøvet denne situation, eller kan forestille jer den:
Man henter sit barn i børnehaven eller i skolen. Man er optaget af at finde ud af, om barnet har haft det godt, de timer man har været væk fra hinanden.
Prøv lige at genkalde jer det øjeblik, og forestil jer, hvad I spørger jeres barn om, for at finde ud af om barnet har haft en god dag…
Jeg ved i hvert fald, hvad det var, jeg var optaget af at høre om, da mine børn var mindre. Lige efter spørgsmålet; ’Har du haft en god dag’, spurgte jeg næsten altid; ’Hvem har du leget med i dag?’
Og nogle gange holdt jeg vejret lidt inden svaret kom. Som flokdyr er der nok en del af os, der frygter, at vores børn svarer ’ikke nogen’.
Faktisk stiller jeg stadig mine børn det samme spørgsmål, bare i en lidt anden version – nu hvor de ikke leger mere. ’Hvem har du været sammen med i dag?’ ’Hvem har du talt med i dag?’
Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der stiller de spørgsmål.
Og hvorfor spørger vi lige præcis om det?
Det gør vi, fordi det betyder så utroligt meget for os, at vores barn har en værdig plads i det fællesskab, de er en del af. At de bliver set og hørt, og måske har nogen, de kan kalde deres ven. Og når de bliver ældre – nogen de kan være fortrolige med.
For sådan har vi det også selv. Sådan har stort set alle mennesker det.
Uanset hvem vi er, hvor gamle vi er, og hvor vi kommer fra. Forbindelsen til andre mennesker er et grundlæggende – ja næsten livsvigtigt – behov, som vi alle sammen har.
Mennesker har brug for mennesker. Vi har brug for at være noget for nogen, at have nogen, der er noget for os. Som vi kan dele det lyse og det mørke i livet med.
Og som forældre ønsker vi brændende, at vores børn får gode erfaringer med at indgå i fællesskaber med andre, fra de er helt små.
Vi er her i dag for at fejre pædagogerne – for at fejre BUPLs 50-årsfødselsdag. Og jeg syntes også, at vi skal bruge dagen på at sige tak.
For pædagogerne tager sig af vores børn, fra de er helt små. De passer på det dyrebareste, vi har. De holder hånden under vores fremtid.
Der er meget, man kan takke for. For hvervet som pædagog rummer mange vigtige opgaver. Børn skal have omsorg, føle sig trygge og stimuleres, så de kan udvikle sig. Og alt det er pædagogerne ansvarlige for i de timer, de har vores børn hver eneste dag.
Vi vil i Mary Fonden gerne rette en helt særlig tak til alle pædagoger for at løfte opgaven med at understøtte børns relationer til hinanden og de gode fællesskaber.
Og det er faktisk helt afgørende for vores børns trivsel og deres udvikling som mennesker.
Prøv at forestille jer et lille barn, der ikke har nogen at lege med. Som dag efter dag befinder sig på kanten af børnehavens eller klassens fællesskab. Som måske enten bliver direkte mobbet eller tavst ignoreret.
I sådan et barn opstår tvivlen nemt; Er jeg værd at lege med? Er jeg god nok, som jeg er? Hvor hører jeg til? Hvad er der i vejen med mig, siden jeg ikke kan få en plads i gruppen?
De erfaringer, børn får med fællesskaber og relationer, tager de med sig videre i livet. Oplever barnet at føle sig som en ligeværdig og værdifuld del af et fællesskab, vil oplevelserne styrke barnets selvværd, tilliden til andre og give barnet mod på at træde ind i nye fællesskaber – både i børnelivet og senere i ungdoms- og voksenlivet.
Oplever barnet derimod alt det modsatte – kan det føre til negative følelser og mistillid til omgivelserne. Erfaringerne med at føle sig udenfor eller blive mobbet kan sætte sig i barnet og gøre vejen til nye relationer og fællesskaber sværere.
Der er derfor virkelig meget på spil, når det handler om at understøtte børns relations-dannelse.
Voksne omkring børnene har en stor og afgørende rolle at spille. Pædagoger, lærere, forældre og andre voksne omkring børnene kan arbejde målrettet med at skabe de bedst mulige betingelser for stærke relationer og fællesskaber.
Det gælder ikke kun, når vi taler om små børn. Det gælder også, når børnene bliver ældre og starter i skole, og selv når de er blevet unge mennesker. De gode positive fællesskaber kommer ikke altid af sig selv. De skal hjælpes på vej, og det har voksne omkring børnene et ansvar for.
Opgaven er ikke blevet mindre vigtig. Tværtimod. For mistrivsel og ensomhed blandt børn og unge stiger. Undersøgelse efter undersøgelse tegner det samme billede.
Der er ingen enkle svar på, hvorfor udviklingen går i den retning. Og derfor heller ikke enkle løsninger.
Jeg er klar over, at stærkere fællesskaber ikke løser det hele.
Men jeg er overbevist om, at satser vi endnu mere på at understøtte de positive inkluderende fællesskaber, så er der meget vundet. Går man i en børnegruppe, en klasse, på en ungdomsskole, hvor fællesskabet er stærkt – hvor man netop hver dag føler sig værdsat og set af sine jævnaldrende – så vil mistrivsel og ensomhed have sværere betingelser for at gro.
Voksne har et ansvar for at skabe rammerne for, at fællesskaberne kan blomstre.
I Mary Fonden har vi arbejdet netop med de positive inkluderende fællesskaber, siden fonden blev stiftet for 16 år siden. Sammen med Red Barnet har vi udviklet Fri for Mobberi, der klæder særligt pædagoger og lærere i indskolingen på, til at understøtte de positive inkluderende fællesskaber.
Senere har vi udviklet Skolestyrken i samarbejde med Red Barnet og Børns Vilkår. Med Skolestyrken tager vi ambitionen, om at forebygge mobning og skabe trivsel igennem stærke fællesskaber, et skridt videre til at omfatte børn på hele skolen. Målet på den enkelte skole er at skabe en kultur, hvor alle har en værdig plads i fællesskabet, og hvor alle føler sig respekteret og værdsat.
Da vi i Mary Fonden tilbage i 2007 sendte de første Fri for Mobberi-kufferter ud i landet og underviste de første pædagoger i, hvordan man arbejder med Fri for Mobberi – havde jeg ikke turdet håbe på, at programmet her 16 år senere ville være ude i over halvdelen af alle daginstitutioner i Danmark.
Når jeg har været ude og besøge institutioner, der arbejder med Fri for Mobberi, bliver jeg rørt og glad over at se det engagement, der bliver lagt i arbejdet med programmet. Og hvordan dygtige pædagoger gør ambitionerne med Fri for Mobberi til virkelighed.
Jeg er i det hele taget mange gange blevet imponeret og inspireret af at se og opleve pædagoger udøve deres hverv.
En dygtig pædagog, som kan se børn og møde dem, hvor de er, kan skabe den positive atmosfære, som børn trives i. Og det må være den vigtigste tak, man kan få som pædagog – tænker jeg.
Men der skal også lyde en tak fra os i Mary Fonden: til de pædagoger, der er i salen her i dag – og til jer, der måske får mine ord gengivet; I skal have en helt særlig tak for den måde, I hver dag bidrager til, at vores børn får gode oplevelser med andre børn, venskaber og fællesskaber.
Tak
