Hvordan opstår mobning blandt de mindste? Hvordan danner børnene sociale relationer? Og hvordan kan drama, nærværsøvelser og bevægelseslege bruges som pædagogiske værktøjer til at forebygge mobning? Nyt kursus Fri for Mobberi-kursus kommer til Kolding.
I en hel ny type kursus går Fri for Mobberi i dybden med alle de store spørgsmål om små børns sociale liv.
Dagen byder på en blanding af faglige oplæg og workshops:
Specialist i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller, der også er kendt fra ‘Børnenes hemmelige verden’ på DR1, indvier kursisterne i udviklingen af små børns sociale liv, mens forsker Kit Stender Petersen deler sin viden om mobningens væsen og tilblivelse blandt mindre børn.
I en blanding af teori, legeaktiviteter, refleksion og erfaringsudveksling arbejder bevægelseskonsulent Balder Brøndsted og deltagerne med fælleslegenes muligheder for at styrke glæde, trivsel og sammenhold i børnegruppen, mens dramalærer Charlotte Helbo Lund introducerer den dramapædagogiske metode forumspil, som et redskab til at løse konflikter på en anderledes måde.
Kurset er et heldagskursus. Det koster 720 kroner ekskl. moms.
Læs mere om kurset på Fri for Mobberis hjemmeside.
Tilmelding foregår på Fri for Mobberis webshop.