”Voldsudsatte kvinder har ofte et medansvar, hvis de udsættes for vold.” På trods af at vold aldrig kan retfærdiggøres, er næsten 6 ud af 10 af de adspurgte fagfolk i en ny spørgeundersøgelse helt eller delvist enige i udsagnet. Undersøgelsen er gennemført blandt fagfolk, som har kontakt til voldsudsatte familier i deres arbejde. 56 % svarer desuden, at både de selv og deres kolleger mangler viden om vold i hjemmet for at kunne hjælpe voldsudsatte familier, og 79 % mener, at de har brug for mere viden om, hvordan de bedst samarbejder med andre instanser om en familie med vold.
Bag undersøgelsen står projekt Kattunneq, som arbejder for at styrke de grønlandske krisecentre. Resultaterne fra spørgeundersøgelsen er en del af den viden og de erfaringer, som Kattunneq vil præsentere, når Departementet for Sociale Anliggender og Justitsområdet sætter fremtidens krisecentre for voldsudsatte på dagsordenen på et dialogmøde den 6. marts i Nuuk. Her samles kommunernes socialdirektører, repræsentanter for socialudvalgene og Socialstyrelsen.
”Krisecentrene spiller en væsentlig rolle i vores samlede indsats mod vold i hjemmet. Erfaringerne i Kattunneq viser, at efteruddannelse af krisecentermedarbejderne har højnet det faglige niveau. Men der er stadig et behov for at styrke krisecentrenes muligheder for at levere et fagligt tilbud. Derfor har jeg inviteret til dialogmødet. Derudover har vi behov for at se på det tværfaglige samarbejde om voldsudsatte familier og kommunernes udfordringer i arbejdet med familierne. Det understreger den nye spørgeundersøgelse også,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet Martha Abelsen.
Departementet for Sociale Anliggender og Justitsområdet står bag Kattunneq sammen med Mary Fonden, Danner, de grønlandske krisecentre, Mælkebøttecentret og Oak Foundation Denmark.
Socialrådgivere skal undervises i vold
Et andet sted, Kattunneq forsøger at skabe større viden om voldsudsatte familier, er gennem det nye undervisningsmateriale ’Vold i hjemmet – et fælles ansvar’, som projektet lancerer i næste uge på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Viden, metoder og øvelser i materialet er oprindelig brugt på Kattunneqs kurser om arbejdet med voldsudsatte kvinder og børn. Nu er materialet tilpasset socialrådgiveruddannelsen.
”Netop den faggruppe spiller en afgørende rolle for opsporing af vold i hjemmet, men opgaven er svær at løfte, hvis de ikke er klædt på med viden om voldens dynamikker og mekanismer. Vores spørgeundersøgelse viser netop, at mange fagfolk selv efterspørger mere viden om vold for at kunne gøre deres arbejde. Derfor håber vi, at praktiserende socialrådgivere og andre faggrupper også vil kigge i materialet,” fortæller Kirsten Ørgaard, direktør i Mælkebøttecentret, som er en del af Kattunneq.
Dialogmødet med kommunerne og lanceringen af undervisningsmaterialet er de sidste to tiltag i Kattunneqs arbejde. Projektet slutter den 31. marts 2019.