I oktober mødte Kith Kronprinsessen, der besøgte Værket i Næstved. Under besøget blev der både talt om ensomheden og afprøvet øvelser fra projektet.
Kith har i mange år gået rundt med en følelse af tomhed. En følelse af afsavn. For selv om hun altid har været vellidt og haft et stort netværk, så er følelsen af, at noget manglede, ikke forsvundet.
”Jeg er en af de heldige. Jeg har en stor familie og et stort netværk. Jeg er vellidt, og det kan måske lyde underligt; men jeg kan ikke rigtig mærke det. Jeg kan godt høre, at folk gerne vil mig, men jeg føler mig stadig ikke god nok.”
For fem år siden flyttede Kith til Næstved Kommune, og som ny i byen var det en udfordring at finde ind i nye fællesskaber.
For at gøre noget, skrev Kith en besked på et lokalt socialt forum. Beskeden var mest af alt en påmindelse til sine omgivelser om, hvor dejligt det er, når nogen smiler til en eller stopper op og tager en snak. Responsen på beskeden var en lidt anden, end Kith havde forventet.
”Den gamle aktivitetsleder i Værket, Karina, svarede på min besked og spurgte ind til min tomhedsfølelse. Hun spurgte mig, om tomheden måske var ensomhed. Jeg havde ikke kunnet sætte ord på det før. Det ord, jeg manglede, var ensomhed. Det blev klart for mig, at det var den følelse, der havde siddet i mig.”
En ny identitet
Med erkendelsen begyndte Kith i Værket – Mary Fonden og Røde Kors’ tilbud til 30-60-årige, der kæmper med ensomhed. Og Værket har haft stor betydning for Kith.
”Ensomhed har været en følelse mere end en mangel på kontakt for mig. Jeg kan godt se, at der er mange, der mangler mennesker i deres liv, men for mig er ensomheden værst, når jeg er til store arrangementer. Jeg føler, at jeg ikke passer ind. At jeg ikke har noget at bidrage med,”
fortæller Kith.
I starten af året blev Kith førtidspensionist. Ikke med sin gode vilje, men fordi en bækkenløsning i forbindelse med hendes anden graviditet resulterede i vedvarende smerter. Tabet af arbejdsevne er en stor sorg for Kith, men hun har ikke opgivet håbet om at bruge sin socialrådgiveruddannelse fagligt igen.
”Jeg var virkelig glad for mit arbejde. Jeg brændte for det, jeg lavede. Jeg følte, jeg gjorde en forskel, og at jeg var landet på den rigtige hylde. Og jeg giver ikke op, jeg træner og forsøger at leve sundt, så jeg kan få det så godt som muligt. Arbejde fylder meget. Vi spørger jo tit ”Hvad laver du?”, når vi møder nye mennesker, og det er, som om jeg har mistet noget af min identitet.”
Tabet af identitet er blevet forstærket af pludselig at være mor til to teenagedrenge.
”Jeg har altid elsket at være mor. Men børnene har jo ikke brug for en på samme måde mere. Så jeg føler, at jeg skal bygge min identitet op på ny. Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge min tid på, nu jeg ikke skal bruge den på mit arbejde og på at være mor. For mig hænger ensomhed sammen med indhold i livet. Og jeg er ved at finde ud af, hvad det indhold skal være, så ensomheden ikke får plads.”
Vi skal være gode ved os selv
Og Værket har haft stor betydning for den udvikling, som Kith har haft brug for.
”Værket har givet mig nogle gode redskaber og skubbet mig i den rigtige retning. Jeg har lært, at jeg skal blive bedre til at tage imod. Jeg skal gøre noget mere socialt, og jeg skal huske, at jeg har noget at byde på. De fleste af os har lettere ved at sige 10 dårlige ting om os selv end 10 gode. I Værket øver vi os på at tale om det positive.”
I det hele taget har Værket udgjort en tryg ramme, hvor Kith sammen med de øvrige deltagere og de frivillige har kunnet åbne op for de tanker og følelser, som har fyldt. Så meget, at hun nu kan give gode råd videre til andre, der måske står i samme situation.
”Mit bedste råd er at sætte ord på det, man føler. Jeg troede, at hele mit netværk vidste, hvordan jeg havde det, men det gjorde de selvfølgelig ikke. Og det kan lyde lidt banalt, men det at sige to-tre gode ting om sig selv hver aften, inden man går i seng, det virker for mig. Og husk at smile til andre. Man lægger virkelig mærke til, hvor mange smil man får. Det positive kropssprog fylder en op.”
Kith har det faktisk allerbedst, når hun giver frem for at tage imod. Og måske er det det bedste værn mod ensomheden; at få lov til at være noget for nogen.
”Det at give fem minutter af sin tid til et andet menneske er vigtigt. Det giver mig mere end at få. Min ensomhed bliver mindre, når jeg giver.”
Og måske er det netop vejen til et stærkere fællesskab med mindre ensomhed; at give. Hermed er Kiths råd i hvert fald givet videre.
