> English

Spis samtalen i gang på dit lokale bibliotek

Sådan lyder opfordringen, når landets biblioteker i uge 17 åbner dørene til veldækkede borde, samtalemenuer og fællesspisninger for mennesker, der måske nok kender biblioteket, men ikke hinanden. Invitationen kommer fra Folkebevægelsen mod Ensomhed, DR og Bibliotekerne, der er gået sammen om at styrke det lokale fællesskab og bekæmpe ensomhed gennem fællesspisninger på biblioteker rundt om i landet.

De fleste forbinder nok mere biblioteket med bøger end med mad, men i uge 17 vil litteraturen få følgeskab af en god omgang madkultur, når danskerne kan spise sig til nye relationer til en række fællesspisninger.

Fællesspisningerne er en del af den nationale Danmark Spiser Sammen-uge, som Folkebevægelsen mod Ensomhed står bag for fjerde år i træk, og temasamarbejdet ”Maden mellem os”, som DR og Bibliotekerne har kørt siden uge 11. I et samarbejde mellem de to initiativer vil gæsterne til udvalgte fællesspisninger få mulighed for at møde deltagerne fra det DR-aktuelle program Maddysten, der er en del af DR’s fokus på maden som bindeled mellem mennesker. 

Selv om maden er anledningen, så er målet med at samle folk ikke blot at fylde deres maver, men et ønske om at opfylde sociale behov.

”Fællesspisninger kan noget særligt. Vi har alle brug for mad, og vi har alle brug for selskab. Når vi spiser sammen, har vi mulighed for at få opfyldt begge dele. Med fællesspisningerne på bibliotekerne håber vi, at nogle af de mennesker, som ofte sidder alene ved middagsbordet, dukker op og får en god aften og måske endda taget hul på en relation, der kan blive til mere end det ene måltid,” udtaler Majken Lundberg, koordinator i Folkebevægelsen mod Ensomhed.

350.000 voksne danskere er ensomme i en grad, så det skader deres livskvalitet og deres helbred. Det skal der gøres noget ved, og selv om fællesspisningerne ikke løser problemet alene, så udgør de en reel mulighed for at møde andre mennesker, samtidig med at de skaber opmærksomhed på problemet.

”Bibliotekerne er et oplagt sted at afholde spisningerne, da der her er adgang til et stort og varieret udsnit af befolkningen”, siger Tina Bang Jakobsen (Aalborg Bibliotekerne), ansvarlig for Bibliotekernes Temasamarbejde. ”I de sidste mange uger har vi igennem aktiviteter, udstillinger og materiale sat spot på det skjulte, sociale og indforståede, der foregår i og omkring måltidet. Med fællesspisningerne bringer vi det hele i spil og lægger op til, at det personlige møde får grobund ude på bibliotekerne”.

Folkebevægelsen mod Ensomhed har eksisteret siden 2014 og tæller i dag godt 80 organisationer, der arbejder for den fælles vision, at ingen i Danmark skal rammes af alvorlig ensomhed. I DR’s og Bibliotekernes samarbejde omkring ”Maden mellem os” var det oplagt at tage fat i Folkebevægelsen for yderligere at forankre temaet ude i virkeligheden.

”Mad kan noget særligt, og da vi planlagde teamet ”Maden mellem os”, var det vores klare ambition også at komme ud at spise med danskerne. Mad har et stort socialt potentiale, det ser vi også i fx Maddysten, hvor familiers samvær i høj grad drejer sig om mad. Så for os går det op i en højere enhed, når deltagerne fra Maddysten får mulighed for at tale om madens betydning sammen med en masse danskere rundt om i Danmark. Derfor er vi naturligvis også meget glade for, at Folkebevægelsen og Bibliotekerne vil samarbejde med os om at løfte dette projekt,” udtaler Nikolaj Vitting Hermann, tværgående redaktør i DR Medier.

Biblioteker med fællesspisningerne (opdateres løbende)

Aalborg Bibliotekerne *
Ballerup Bibliotek
Biblioteket Frederiksberg *
Brønderslev Bibliotek
Gentofte Bibliotek *
Herning Bibliotekerne
Herlev Bibliotek
Holstebro Bibliotek
Hørsholm Bibliotek
Københavns Biblioteker
Langeland Bibliotek
Roskilde Bibliotekerne *
Skive Bibliotek
Svendborg Bibliotek *
Taastrup Bibliotek *
Thisted Bibliotek *
* Her er Maddysten-deltagerne en del af fællesspisningen
Priser varierer fra gratis til godt 50 kr. pr. person.

Find dit måltid.

Bibliotekerne og frivillige i Folkebevægelsen mod Ensomheds mange medlemsorganisationer står for at arrangere og afholde fællesspisningerne.

Om Danmark Spiser Sammen
I uge 17 arrangeres flere hundrede fællesspisninger i hele landet som en del af Danmark Spiser Sammen. Målet er at sætte fokus på de 350.000 danskere, der oplever alvorlig ensomhed, og samtidig opfordre hele Danmark til at invitere eller mødes med nye mennesker over et måltid mad. Vi mennesker har både brug for fysisk og social næring for at trives, og måske kan den første bid blive starten på den relation, man går og savner. 

Bag Danmark Spiser Sammen står Folkebevægelsen mod Ensomhed, som består af flere end 80 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder i hele Danmark. Bevægelsen arbejder ud fra en vision om, at ingen danskere skal opleve alvorlig ensomhed.

På danmarkspisersammen.dk kan man få overblik over de mange fællesspisninger, man kan arrangere en fællesspisning samt få vejledning og inspiration til, hvordan man går til det at invitere og spise sammen med nogen, man ikke kender.

Om Maden mellem os
Med temaet Maden mellem os fokuserer DR på al det samvær, vi har omkring mad. Hvilken rolle spiller mad mellem os mennesker – i familier, i parforholdet, blandt forskellige kulturer og ude i de danske landskaber?
Følg temaet på DR's flader i april måned og på DRTV, hvor tv-programmerne samles.

Link til DRTV.

DR og Bibliotekernes Temasamarbejde
DR og bibliotekerne arbejder løbende sammen om fælles kampagner, hvor DR’s platforme og landets folkebiblioteker spiller hinanden stærke i formidlingen af et fælles emne. ’Maden mellem os’ er et eksempel på en sådan kampagne, hvor en tværgående indsats giver liv, nuance og folkelig forankring til et fælles tema. 

Læs mere.
 

Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden "Det er vigtigt for mig at få fortalt, at jeg kommer fra en helt almindelig familie med varme, tryghed, gode værdier og masser af humor. At jeg overhovedet kunne havne på et krisecenter og være så langt nede, det havde jeg aldrig nogensinde troet." Sådan startede Jette sin fortælling om et liv med vold, da vi for nylig samlede vores præsidium til det årlige præsidiemøde. "Jeg er her i dag, fordi jeg har mødt rigtig mange fordomme. Der er mange fordomme om, hvem der bor på krisecenter. Jeg håber, at jeg med mit indlæg kan skabe fokus på den ensomhed, jeg har oplevet, på det her med at gå rundt med en ødelæggende angst for sin partner og et fuldstændigt smadret selvværd. At man kan ende der, selv om man som jeg har været velfungerende med et godt job." Jettes fortælling om volden gjorde indtryk. Det er barskt at høre et menneske fortælle om, hvordan volden bliver hverdag, hvordan den langsomt nedbryder et menneske, og hvordan den voldsudsatte bebrejder sig selv undervejs. Men Jettes historie var også en fortælling om alle os, der står uden om den voldsudsatte. Jette følte sig isoleret og set ned på, da hun endelig fandt modet til at bede om hjælp. Vold kan ramme alle. Og uanset hvem volden rammer, så har man brug for et netværk, der stiller sig fordomsfrit og støttende til rådighed. Tusind tak til Jette for at fortælle sin personlige historie. Og til Bodil for at sidde ved hendes side på dagen. Bodil var Jettes rådgiver på krisecenteret. Foto: Steen Brogaard
mary_fonden Så er der kun en uge til @friformobberi #børnestafetten2019 i Aarhus. Den 25. maj løber vi 1 km mod mobning - og for det gode kammeratskab - i Mindeparken. Alle børn fra 0-13 år kan løbe med, og der er medaljer til alle 🏅🏃🏾‍♂️. Skal I med? Læs mere og køb billet via link i bio 👆🏼 #alleharrettilathøretil #friformobberi #forebyggelseerbedst
mary_fonden I sidste uge rundede vi 25.000 rygsække, da vi sammen med pensionerede LEGO-medarbejdere pakkede drikkedunke, tandbørster, dagbøger, bamser og meget andet i rygsække til alle børn, der må flytte på krisecenter med deres mødre i Danmark, Grønland og på Færøerne. Rygsækken er meget mere end en praktisk hjælp til de børn, som er kommet afsted uden deres yndlingsbamse eller tandbørste. Rygsækken spiller også en stor rolle i det pædagogiske arbejde med børnene på krisecentrene. Her fortæller Henrik Schjørmann, der er pædagog på Røntofte Krisecenter, hvordan han bruger rygsækken i sit arbejde med børnene på krisecentret. Projektet Rygsække til børn på krisecentre er et samarbejde med Ole Kirk's Fond og LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre. #voldihjemmet #allebørnharrettiletlivudenvold #sigdettilnogen
mary_fonden Rygsække til 25.000 voldsudsatte børn. Bamser, bøger, håndklæder, klodser og drikkedunke blev i dag lagt sirligt ned i farverige rygsække hos LEGO Charity i Billund. Hvert år pakker vi rygsække til alle børn, der kommer på krisecenter i Danmark, Grønland og på Færøerne. De kommende uger modtager alle landets kvindekrisecentre paller med fyldte rygsække, som krisecentermedarbejderne giver til børnene. Udover at rumme det mest nødvendige, som et barn kan savne, når han eller hun må flytte på krisecenter, bliver rygsækkene også brugt som et pædagogisk værktøj i samtaler med børnene. “Børn, der flytter på krisecenter, har svære oplevelser med sig. Vi ved, at det at være vidne til vold mod en forælder kan være lige så skadeligt som selv at være udsat for volden. Samtidig er børnene utrygge ved den nye situation og uvisheden om, hvad der skal ske, og hvornår de kan komme hjem igen. Rygsækkene er derfor en støtte til de børnefaglige medarbejderes vigtige arbejde med at bearbejde voldsudsatte børns oplevelser og traumer,” sagde Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden, fra et af pakkebordene. I rygsækkene vil børnene også finde en hilsen fra H.K.H. Kronprinsessen til både mor og barn. Hilsenen indeholder blandt andet en opfordring til barnet om at tegne en tegning og sende retur til Mary Fonden sammen med et par ord om, hvad der gør ham eller hende glad. Rygsækkene pakker vi hvert år sammen med pensionerede LEGO-medarbejdere. I dag pakkede de frivillige kræfter 2.100 rygsække. Siden 2008 har vi pakket rygsække til flere end 25.000 voldudsatte børn. Projektet er et samarbejde mellem Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK - Landsorganisation af Kvindekrisecentre #allebørnharrettilenbarndomudenvold #sigdettilnogen #voldihjemmet
mary_fonden “I Mary Fonden er vi så heldige, at vi ofte møder de mange mennesker, som vi arbejder for. Og nogle gange dukker de også op helt uventet.” Sådan fortalte Kronprinsessen i dag på vores årlige præsidiemøde. Det uventede møde skete, da vi for nylig lancerede hiphopnummeret “Liker” på Vibenshus Fritidshjem. Her kom en lille pige op til Kronprinsessen midt i det festlige arrangement med 200 dansende børn. Hun ville bare takke for den rygsæk, hun havde modtaget, da hun var på krisecenter med sin mor. ”Den lille pige er en rollemodel for os alle sammen. For hvis vi tør være åbne også om de svære ting, så hjælper vi hinanden med at overkomme dem.” Afsluttede Kronprinsessen sit indlæg. Præsidiemødet er en mulighed for os i Mary Fonden for at give vores præsidium indblik i vores arbejde og samtidig takke for deres store opbakning, tillid og tro på det, vi gør. Foto: Steen Brogaard #alleharrettilathøretil #friformobberi