> English

Mediekonkurrence vil få unge til at tale om døden

Døden er en uundgåelig del af livet, og død, alvorlig sygdom og sorg bæres lettere, når vi har nogen at dele det med. Så vi skal bryde dødens tabu, og det er tanken bag årets tema ”Døden er da noget, vi taler om”, som elever i 6.-10. klasse kan kaste sig over og udgive aviser eller nyhedssites om til efteråret i Medie-konkurrencen for skoler 2019. JP/Politikens Hus, Mary Fonden, Børn, Unge & Sorg og Østifterne står bag.

Vi kommer ikke igennem livet uden at opleve døden. Og mange oplever at miste et nært familiemedlem allerede som barn eller ung. Alligevel har vi svært ved at tale om tab, sorg, minder og savn. Og det kan føles meget ensomt at skulle bære sin sorg alene, fordi omgivelserne af misforstået hensyn eller berøringsangst ikke får spurgt ind.

”Med temaet ”Døden er da noget, vi taler om” ønsker vi at gøre det lettere at tale om død og alvorlig sygdom. Vi skåner hinanden for død og sygdom, fordi vi tror, det er en måde at passe på hinanden på. Men i virkeligheden er det det modsatte. Døden er en del af livet, og følelserne, der følger med, er naturlige. Dem skal vi kunne dele med hinanden,” forklarer direktør i Mary Fonden Helle Østergaard.

Mediekonkurrencen, der i 2019 finder sted for syvende gang, sætter fokus på vores forhold til død, sorg og alvorlig sygdom. Fra uge 38-46 får elever i 6.-10. klasse landet over mulighed for at dykke ned i de journalistiske genrer og agere nyhedsredaktion med livet og døden som omdrejningspunkt. Eleverne vælger selv, om de vil deltage i konkurrencen med en avis eller et nyhedssite.

Når vi taler om døden, forebygger vi ensomhed
I 2019 er det Mary Fonden, Børn, Unge & Sorg og Østifterne, der er partnere på Mediekonkurrencen. Hos Børn, Unge & Sorg er man glade for at kunne skubbe den vigtige samtale om vores erfaringer med død og alvorlig sygdom i gang ude i klasserne:
”Det er, som om vi har glemt døden. Vi lukker øjnene for den og bilder os ind, at vi lever evigt. Dødens tabu betyder, at vi har svært ved at tale med mennesker, der har alvorlig sygdom og sorg inde på livet, og mange efterladte mødes derfor af tavshed. Sorgen bliver ofte en ensom affære, og sådan skal det ikke være!,” siger direktør i Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt.

Når Mediekonkurrencen løber af stablen, vil elever og lærere blive hjulpet på vej med blandt andet online-værktøjer, elevsite, hotline og undervisningsmateriale. Det hele afsluttes med en event, hvor de bedste aviser og de bedste nyhedssites kåres. Håbet fra afsenderne er, at de unge også selv vil tage temaet til sig og stille spørgsmålstegn ved berøringsangsten.

”Ved at udforske spørgsmål som ’Hvor længe varer sorgen?’, ’Hvorfor er det svært at tale om døden?’ og ’Hvordan hænger kærlighed og sorg sammen?’ får eleverne diskuteret og perspektiveret døden. De får startet en vigtig dialog om et emne, vi ofte tier ihjel. I sidste ende kan det journalistiske arbejde med emnet give dem en større menneskelig indsigt og handlekraft i mødet med sygdom og død,” forklarer direktør for skoleafdelingen i JP/Politikens Hus Louise Abildgaard Grøn.

Se mere og tilmeld klassen på www.newsdesk.dk



FAKTA OM DØD, ALVORLIG SYGDOM OG SORG

Efterladte børn og unge (0-19 år)
• 2.200 børn og unge mistede i 2018 en mor eller far.
• 15.000 børn og unge har på et tidspunkt mistet en mor eller far.
• 600 børn og unge mistede i 2018 en søster eller bror.
• 8.000 børn og unge har på et tidspunkt mistet en søster eller bror.
Pårørende børn og unge (0-19 år)
• 46.000 børn og unge oplever hvert år, at en forælder bliver alvorligt syg.
• 30.000 børn og unge oplever hvert år, at en søster eller bror bliver alvorligt syg.
Kilde: Danmarks Statistik

Sorg og tabu
• To ud af tre børn i sorg taler aldrig eller sjældent med nogen om, hvordan de har det.
• 41 % af pårørende og efterladte børn skjuler deres sorg over for forældrene.
• 47 % af børn og unge i sorg siger, at deres venner ikke forstår, hvordan de har det.
• 37 % af børn og unge i sorg synes ikke, at deres klasselærer har været god til at tale med dem om dødsfaldet eller sygdommen.
Kilde: ”Omsorgsmålingen”, Egmont Fonden og Mandag Morgen, 2013.

FAKTA OM MEDIEKONKURRENCEN

• Årets tema: Døden er da noget, vi taler om.
• Alle 6.-10. klasser kan være med i konkurrencen – og det er gratis.
• Hver klasse laver deres eget online nyhedssite og/eller avis. Alle aviser trykkes på rigtigt avispapir i 500 eksemplarer, som efterfølgende sendes til den pågældende klasse.
• Eleverne kan integrere filmproduktion, artikelskrivning, sociale medier, blogging, research,
reportage og interviews.
• Mediekonkurrencen retter sig mod dansk, engelsk, samfundsfag, historie, geografi, kristendom samt familiekundskab.
• Den trykte avis produceres i ’Newsdesk’ – JP/Politikens Hus’ didaktiske avisværktøj til skoleelever.
• Vinderne kåres og præmieres i forskellige kategorier og aldersgrupper.
• Tilmelding på newsdesk.dk.
• Mediekonkurrencen 2019 er finansieret af Østifterne og Mary Fonden.

Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden Ensomhed er et stigende problem blandt unge. Det vigtigste, vi kan gøre, er at tale om det, række ud og bryde tabuet. Vi skal forstå ensomhed for at kunne bekæmpe den. Mary Fondens vision er, at alle mennesker skal have adgang til nære og respektfulde relationer, hvor andre er noget for dem, og hvor de kan være noget for andre. #alleharrettilathøretil
mary_fonden Hvordan styrker vi unges sociale trivsel? Vores projekt Me&We handler om at styrke efterskoleelevers sociale kompetencer og relationer. I dag lander dette materialekatalog sammen med vandflasker og kopper på de 31 efterskoler, der er del af næste fase af projektet i det kommende skoleår. Kataloget består af viden og aktiviteter, der skal støtte elevernes forståelse af sig selv og hinanden. Læs mere via link i bio. Me&We er er samarbejde mellem Mary Fonden, @justhuman.dk, @efterskolerne og @tuborgfondet.
mary_fonden Er mobning blevet til isolering af nogle børn? Det spørgsmål stiller mobbeforsker Helle Rabøl Hansen i fagbladet Folkeskolen på baggrund af stigende ensomhed blandt børn og unge. "Nogle børn og unge oplever at være luft for de andre. Derfor vælger de at være tavse i løbet af skoledagen, for det er da bedre end aktivt at blive chikaneret af de andre i klassen. Så kommer lærerne og siger: 'Du byder ikke nok ind i undervisningen' eller 'Du skal ikke være så tilbageholdende'. Men Eva på 13 år har ikke lyst til at byde ind og dermed gøre opmærksom på sig selv. Så er det bedre slet ikke at blive set." Hun opfordrer skolerne til at tænke trivsel og deres indsats mod mobning bredere - og fx medtænke ensomhed i indsatsen. Læs mere i artiklen fra fagbladet Folkeskolen. Link i bio 👆🏼 #alleharrettilathøretil #ensomhed #mobning
mary_fonden Nu begynder forskellige sports og fritidsaktiviteter for børn så småt at starte op igen. Når aktiviteterne begynder igen, er det vigtigt at huske at arbejde for den gode klubkultur. Mary Fondens projekt Antibulli er et antimobberedskab til børnehåndboldtrænere. Det består af konkrete råd og øvelser til træningen af 6-12-årige. Målet er at skabe en hold- og klubkultur med høj tolerance, hvor alle respekterer hinanden, taler ordentligt og hjælper hinanden, så klubben er et rart sted at være, uanset hvor god man er til håndbold. Grundtanken er, at et stærkt sammenhold og gode børnefællesskaber forebygger eksklusion og mobning. Link til Antibulli.dk i bio.
mary_fonden I dag optager vi til en film om noget, der rammer ned i kernen af vores arbejde. At alle har ret til at høre til og føle sig som en del af noget større end sig selv. Det budskab og det arbejde er kun blevet endnu mere aktuelt under Corona-krisen. Stay tuned, når vi offentliggør filmen om nogle uger.