> English

Seneste nyt


19.12.2018

Nu er det gratis at tale om følelser

Tonen kan være hård, når man træder ind i en 8. eller 9. klasse. Og nogle elever er ikke opmærksomme på, hvordan deres ord og handlinger påvirker klassekammeraterne. Med undervisningsforløbet Kærlig Talt arbejder de ældste elever med grænser, svære følelser, konflikthåndtering og trygge relationer. Nu er undervisningsmaterialet gratis og frit tilgængeligt for alle skoler.

Svære følelser som afmagt, jalousi og vrede er en naturlig del af det at være menneske – og af at være ung. De kan opstå i forbindelse med mobning, skænderier med kæresten, forældres skilsmisse eller oplevelsen af at blive udelukket fra fællesskabet.

Svære følelser er ikke farlige og skal derfor ikke gemmes væk eller undertrykkes. Netop det tager undervisningsforløbet Kærlig Talt fat i, og nu er materialet blevet gratis. Kærlig Talt handler om at skærpe elevernes evne til at reagere på de svære følelser med respekt for egne og andres grænser.
Eleverne skal lære deres egne automatpiloter at kende, så de bedre kan se effekten af den måde, de kommunikerer og opfører sig. Det fortæller Frej Prahl, som er psykolog i Center for Familieudvikling og underviser på kurser i Kærlig Talt.

Med Kærlig Talt vil vi gerne hjælpe unge til at udvikle trygge sociale relationer. Det gælder nu og her i forhold til deres kammerater, deres familie og deres kærester. Det er vigtigt, fordi oplevelsen af tryghed i nære relationer er afgørende for at trives som menneske. Men det gælder også på den lange bane, fordi jo bedre vi er til at håndtere de følelser, som vi oplever som svære, jo lettere er det at holde hovedet koldt, og undgå at slå på andre eller på os selv, når vi bliver vrede, triste eller føler afmagt,” siger Frej Prahl.

Bliver bedre til at lytte

Mary Fonden og Center for Familieudvikling udviklede Kærlig Talt for et par år siden med et ønske om at sætte blandt andet respektfuld kommunikation, grænsesætning og svære følelser på skoleskemaet.
Både lærere og elever har været glade for undervisningsforløbet. I en evaluering siger 60 % af eleverne, at de tænker mere over, hvordan de er over for andre, efter de har haft Kærlig Talt. Og 96 % af lærerne vil anbefale andre lærere at bruge Kærlig Talt.

Vi gør Kærlig Talt gratis nu, fordi vi gerne vil nå endnu flere unge, og vejen til det er at gøre materialet lettere tilgængeligt for lærerne. Vores erfaring er, at lærerne efterspørger redskaber til at skabe et rum, hvor eleverne har mulighed for at dele og tale om ting, som ellers kan være svære at finde tid til. Samtidig vil de gerne støtte eleverne i at blive bedre til at lytte og sætte ord på deres følelser. Også når situationen bliver intens eller koger,” fortæller Dorte Fredskilde Braad, seniorprojektleder i Mary Fonden.  

Alle undervisningsmaterialer i Kærlig Talt er frit tilgængelige på projektkaerligtalt.dk. Her ligger både lærermanual, øvelser, handouts til elever og videoer med det talkshow, som er omdrejningspunktet i Kærlig Talt. TV-værten Mikkel Kryger sætter fra skærmen gang i øvelser og diskussioner i klassen. På den måde arbejder eleverne med forskellige kommunikationsstile, følelser og reaktionsmønstre.

Fakta: Kærlig Talt…:

  • Er udviklet af Mary Fonden og Center for Familieudvikling med finansiel støtte fra Ole Kirk’s Fond.
  • Blev lanceret i 2015 med formålet at forebygge kærestevold blandt unge. Evnen til at håndtere svære følelser og afmagtsoplevelser er helt central for at kunne udvikle trygge relationer og forebygge kærestevold.
  • Kræver meget lidt forberedelse. Undervisningsforløbet indeholder i alt 16 lektioner, og det er muligt at plukke i materialet og tilpasse et kortere forløb, som passer til fx en temadag.
  • Tilbyder kurser, oplæg og foredrag med udgangspunkt i tematikkerne i materialet. Undervisningen foretages af fagfolk med lærer- og psykologfaglig baggrund, som har været med til at udvikle undervisningsforløbet. Se mere her.
  • Findes på Kærlig Talts hjemmeside: projektkaerligtalt.dk

 

Vold i hjemmet

Hvert år udsættes 38.000 kvinder og 19.000 mænd for fysisk partnervold i Danmark, og knap hvert 6. barn vokser op i et hjem med vold. Vold i familien kan være svært at erkende og er ofte forbundet med skyld og skam. Mary Fonden ønsker at give de tavse ofre for vold i hjemmet en stemme og at støtte dem på vejen til et liv uden vold.

Se mere om Mary Fondens indsatsområde Vold i Hjemmet
Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden Ensomhed er et stigende problem blandt unge. Det vigtigste, vi kan gøre, er at tale om det, række ud og bryde tabuet. Vi skal forstå ensomhed for at kunne bekæmpe den. Mary Fondens vision er, at alle mennesker skal have adgang til nære og respektfulde relationer, hvor andre er noget for dem, og hvor de kan være noget for andre. #alleharrettilathøretil
mary_fonden Hvordan styrker vi unges sociale trivsel? Vores projekt Me&We handler om at styrke efterskoleelevers sociale kompetencer og relationer. I dag lander dette materialekatalog sammen med vandflasker og kopper på de 31 efterskoler, der er del af næste fase af projektet i det kommende skoleår. Kataloget består af viden og aktiviteter, der skal støtte elevernes forståelse af sig selv og hinanden. Læs mere via link i bio. Me&We er er samarbejde mellem Mary Fonden, @justhuman.dk, @efterskolerne og @tuborgfondet.
mary_fonden Er mobning blevet til isolering af nogle børn? Det spørgsmål stiller mobbeforsker Helle Rabøl Hansen i fagbladet Folkeskolen på baggrund af stigende ensomhed blandt børn og unge. "Nogle børn og unge oplever at være luft for de andre. Derfor vælger de at være tavse i løbet af skoledagen, for det er da bedre end aktivt at blive chikaneret af de andre i klassen. Så kommer lærerne og siger: 'Du byder ikke nok ind i undervisningen' eller 'Du skal ikke være så tilbageholdende'. Men Eva på 13 år har ikke lyst til at byde ind og dermed gøre opmærksom på sig selv. Så er det bedre slet ikke at blive set." Hun opfordrer skolerne til at tænke trivsel og deres indsats mod mobning bredere - og fx medtænke ensomhed i indsatsen. Læs mere i artiklen fra fagbladet Folkeskolen. Link i bio 👆🏼 #alleharrettilathøretil #ensomhed #mobning
mary_fonden Nu begynder forskellige sports og fritidsaktiviteter for børn så småt at starte op igen. Når aktiviteterne begynder igen, er det vigtigt at huske at arbejde for den gode klubkultur. Mary Fondens projekt Antibulli er et antimobberedskab til børnehåndboldtrænere. Det består af konkrete råd og øvelser til træningen af 6-12-årige. Målet er at skabe en hold- og klubkultur med høj tolerance, hvor alle respekterer hinanden, taler ordentligt og hjælper hinanden, så klubben er et rart sted at være, uanset hvor god man er til håndbold. Grundtanken er, at et stærkt sammenhold og gode børnefællesskaber forebygger eksklusion og mobning. Link til Antibulli.dk i bio.
mary_fonden I dag optager vi til en film om noget, der rammer ned i kernen af vores arbejde. At alle har ret til at høre til og føle sig som en del af noget større end sig selv. Det budskab og det arbejde er kun blevet endnu mere aktuelt under Corona-krisen. Stay tuned, når vi offentliggør filmen om nogle uger.