> English

Hvem er de mange ensomme unge – ny analyse giver svar

Unge mænd er mindre ensomme, hvis de har en kæreste, hvorimod det at bo sammen med andre muligvis er et værn mod ensomhed for unge kvinder. Det viser en ny analyse udarbejdet af DEFACTUM for Mary Fonden.

Vi taler om dem, og mange gode kræfter vil gerne hjælpe dem; det stigende antal unge, der er ensomme og mistrives. Men hvem er de egentlig – det forsøger den ny rapport ”Ensomhed blandt unge” at give et bud på.

Først til udbredelsen. 12 % af de unge i Region Midtjylland er svært ensomme. Det er flere end i nogen anden aldersgruppe. Blandt de 16-19-årige er dobbelt så mange kvinder (16 %) svært ensomme sammenlignet med mændene (8 %). Blandt de 20-24-årige udligner forskellen sig derimod, og der er ingen signifikant forskel på kønnene.

Men analysen viser mere overraskende også en kønsforskel, når det handler om sammenhængen mellem ensomhed og andre sociale forhold. Blandt de unge kvinder ses en mindre forekomst af ensomhed blandt dem, der bor sammen med andre. For unge mænd er derimod det at have en kæreste – uanset om forholdet er nyt eller gammelt – tilsyneladende en beskyttende faktor.

"Det er overraskende, at forekomsten af ensomhed er lav hos unge mænd, der har en kæreste, mens det ikke har betydning for unge kvinder. Så en umiddelbar løsning kunne være mere dating til drengene, men det er nok mere kompliceret end det. En kæreste beskytter formodentligt unge mænd mod ensomhed, men omvendt kan det også være nemmere at finde en kæreste, hvis man ikke føler sig ensom,” udtaler seniorforsker Mathias Lasgaard, der står bag rapporten.

Mindre overraskende viser analysen også en stærk sammenhæng mellem ensomhed og forskellige indikatorer på dårlig mental sundhed og mentale helbredsproblemer. Således er hele 4 ud 10 unge, der er svært ensomme, stressede, og en tredjedel har symptomer på depression og/eller er generet af angst og anspændthed.

Som for de fleste andre aldersgrupper betyder det noget, om de unge er i uddannelse eller arbejde. Hvis man hverken er tilknyttet et studie eller et arbejde, fordobles risikoen for svær ensomhed.
Mere opløftende er det, at de unge ensomme for langt de flestes vedkommende ikke er socialt isoleret. 77 % af de svært ensomme unge er i kontakt med venner dagligt eller 1-2 gange om ugen. Til sammenligning er det samme tal for de ikke-ensomme unge 92 %.

I Mary Fonden er den nye viden værdifuld for arbejdet med at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge:
”Der er mange teser om unges ensomhed, men relativt lidt reel viden. Den nye analyse kan bidrage til, at vi, der arbejder med ensomhed blandt unge, kan målrette vores tilbud yderligere. Og så er analysen et signal til os alle om, at de ensomme unge ofte har kontakt til andre, så vi skal måske være bedre til at tale om ensomhed i det hele taget,” udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

FAKTA
– fra analysen ”Ensomhed blandt unge”

• 12 % af unge 16-24-årige er svært ensomme.
• Ensomhed er mest udbredt i ungegruppen, der er efterfulgt af ældre på 85+. Den mindst ensomme aldersgruppe er de 65-79-årige.
• Flere kvinder end mænd er svært ensomme som unge. 15 % af de 16-24-årige kvinder mod 10 % af mændene. Forskellen udlignes dog, hvis man kun kigger på 20-24-årsalderen, hvor der ikke er en signifikant forskel på kønnene. Dobbelt så mange 16-19-årige kvinder (16 %) er svært ensomme sammenlignet med de unge mænd (8 %).
• Risikoen for at føle sig svært ensom som ung fordobles, hvis man hverken har et arbejde eller er under uddannelse.
• Risikoen for at føle sig svært ensom som ung stiger desuden, hvis man bor alene eller ikke har en kæreste.
• Unge mænd uden en kæreste er i særlig risiko for at være svært ensomme, hvorimod risikoen er større for unge kvinder, hvis de bor alene.
• 92 % af unge, der ikke føler sig ensomme, ser venner hver dag eller 1-2 gange om ugen. For de unge, der føler sig svært ensomme, er tallet 77 %. Selv om man føler sig svært ensom som ung, har man altså ofte kontakt til venner.
• Halvdelen af alle unge, der har et forhøjet stressniveau, føler sig svært ensomme. 1 ud af 4 af de unge, der føler sig svært ensomme, har en længerevarende psykisk lidelse. 1 ud af 3 af de unge, der føler sig svært ensomme, har et forhøjet stressniveau. Cirka 4 ud af 10 unge, der føler sig svært ensomme, har søvnbesvær eller søvnproblemer. 

Metode
Temaanalysen bygger på data fra Region Midtjyllands udgave af sundhedsprofilundersøgelsen Hvordan har du det? fra 2017. Undersøgelsen er baseret på en stikprøveudvælgelse blandt personer, der per 10. januar 2017 havde folkeregisteradresse i Region Midtjylland og var i alderen 16 år og derover. Stikprøven på i alt 52.000 personer blev udtrukket fra CPR-registeret. Personer, der indgår i stikprøven, er tilfældigt udvalgt i forhold til køn, alder, uddannelsesniveau, etnicitet og lignende. Denne temaanalyse bygger på svarene fra 3.790 unge på 16-24 år, som deltog i undersøgelsen. Svarprocenten i denne aldersgruppe var 52.  

Hvordan måles svær ensomhed?
I denne temaanalyse anvendes en forkortet version af den validerede UCLA-skala bestående af tre spørgsmål, som er udviklet til brug i større befolkningsundersøgelser, betegnet 'the Three-Item Loneliness Scale' (T-ILS).
I T-ILS indgår følgende spørgsmål: 1) 'Hvor ofte føler du dig isoleret fra andre?' 2) 'Hvor ofte føler du, at du savner nogen at være sammen med?' og 3) 'Hvor ofte føler du dig udenfor? Svarmulighederne er 1) sjældent, 2) en gang imellem og 3) ofte. Tilsammen danner spørgsmålene en skala rangerende fra 3-9. En høj score indikerer høj grad af ensomhed.
Svær ensomhed defineres ved en score på 7-9.

Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden I dag åbner tilmelding til #børnestafetten2020 i Aarhus og København. Vi løber igen i år mod mobning og for gode børnefællesskaber. Skal dit barn med? Fri for Mobberi Børnestafetten er Mary Fonden og @redbarnetdks årlige børneløb støttet af Ole Kirks Fonden. Læs mere og tilmeld dig her: https://www.friformobberi.dk/article/dig-og-dit-barn/content/fri-mobberi-boernestafetten
mary_fonden I dag har vi fået en fin lille hilsen fra et barn, der har fået en af de rygsække, vi uddeler til børn, der er på krisecenter med deres mor. ❤️ Hver uge lander postkort fra børn på krisecentre i vores postkasse. Postkortene ligger i de rygsække, som vi giver til alle børn, der må flytte på krisecenter med deres mor. På postkortet er der plads til at tegne og skrive og gøre følgende sætning færdig: "Det gør mig glad, når..." Rygsække til børn på krisecentre er et samarbejde med Ole Kirk's Fond og LOKK - Landsorganisation af Kvindekrisecentre Indtil i dag har vi uddelt flere end 25.000 rygsække til børn på krisecentre i Danmark, Grønland og på Færøerne.
mary_fonden Hvis vi for alvor skal bekæmpe mobning og skabe bedre trivsel blandt børn i skolerne, skal vi gøre det sammen! Sådan var rationalet, da Mary Fonden, Red Barnet og Børns Vilkårlkår i 2016 besluttede at gå sammen i Alliancen mod mobning. Inden længe er vi klar til at rulle vores fælles helskole-program Skolestyrken ud i en lang række skoler landet over. Vejen dertil har været lærerig og også lidt svær somme tider. Men vi tror på, at resultatet vil gøre en forskel for mange børn i fremtiden. Og derfor har det været besværet værd. Vi har netop offentliggjort et casestudie om erfaringerne med samarbejdet i Alliancen. Til andres og vores egen læring. For rigtig mange udfordringer løses nu engang bare bedst i fællesskab. Link i bio.
mary_fonden Hvad ønsker du dig for fremtiden? Vi er lige gået ind i et spritnyt årti. Det er en god anledning til at se fremad og definere ønsker for de næste ti år - og måske endnu længere. For ikke så længe siden havde Mary Fonden 10års jubilæum. Her definerede Kronprinsessen sine 10 ønsker for fremtiden. Ønskerne går bl.a. på, at vi skal blive bedre til at acceptere og bede om hjælp, når vi føler os ensomme. Og at alle børn får en god skolestart, hvor de kan følge med både socialt og sporgligt fra første dag.
mary_fonden “I vores del af verden er det naturligt, at unge mennesker får viden om seksualitet og reproduktiv sundhed. Sådan er det bare ikke for rigtig mange unge i andre dele af verden, herunder Indonesien, og det har konsekvenser både for de unges helbred, men også for deres fremtidsudsigter”, siger formand for Kronprinsesse Mary om grunden til at Mary Fonden i år giver sin særlige donation til projektet UNALA i Indonesien. Læs mere i link i bio.