
Mary Fonden og Red Barnets fælles løb mod mobning, Fri for Mobberi Børnestafetten, tager for første gang på turné og kommer i år til:
- København: lørdag den 7. august
- Rønne: søndag den 8. august
- Esbjerg: mandag den 9. august
- Odense: tirsdag den 10. august
Fri for Mobberi Børnestafetten er et sjovt og festligt løb, hvor børn løber for det vigtige budskab, at mobning aldrig er i orden, og at alle har ret til en plads i fællesskabet.
”Rigtig mange børn i Danmark kender Fri for Mobberi, og mange børn har ønsket, at de også fik mulighed for at løbe for den gode sag. Derfor er vi glade for, at vi i år kan løbe Børnestafetten i tre nye byer. Det er altid en fantastisk dag med glade børn og fokus på et vigtigt budskab,”
siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Børn mellem 0 og 13 år har siden 2008 tilbagelagt tusindvis af kilometer for det gode budskab i København og Aarhus, og det har længe været et ønske for Mary Fonden og Red Barnet at komme ud til de mange børn landet over, der kender det fælles antimobbeprogram Fri for Mobberi fra deres hverdag i vuggestue, dagpleje, børnehave, skole eller SFO.
”Børns trivsel er et fælles ansvar. Der er stadig alt for mange børn, som bliver mobbet eller som føler sig udenfor. Særligt i år, hvor mange børn har lidt store sociale afsavn, er det vigtigt at have ekstra fokus på trygge og positive børnefællesskaber,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Fri for Mobberi Børnestafetten kunne ikke afvikles på normal vis i 2020 pga. corona, men mange børn løb i stedet sammen med deres forældre og søskende i parker, haver og på villaveje.
I år løber Bamseven igen med børnene – og alle løb bliver afholdt efter myndighedernes gældende retningslinjer for at forhindre corona-smitte.