For 12. år i træk stod Mary Fonden og Red Barnet med støtte fra Ole Kirk’s Fond i spidsen for Fri for Mobberi Børnestafetten i Aarhus og København.
542 børn løb i Aarhus den 25. maj, mens 2.006 børn løb den 22. juni i København 2019. I København deltog også H.K.H. Kronprinsessen og Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.
Formålet med Fri for Mobberi Børnestafetten er at sætte gode børnefællesskaber – og kampen mod mobning – på dagsorden på en sjov, aktiv og fællesskabende måde. Løbet en festlig markering af det alvorlige budskab: Det er aldrig i orden at mobbe, og alle har ret til en plads i fællesskabet.
Fri for Mobberi Børnestafetten fandt sted i Mindeparken i Aarhus og i Fælledparken i København, hvor de blev afviklet i samarbejde med Aarhus 1900 Atletik/Motion og Sparta. DHL og WHEAT er sponsorer for Fri for Mobberi Børnestafetten.