Solen skiftevis kiggede frem og gemte sig bag skyerne, mens de mange børn og voksne varmede op til dagens løb med først Alberte på scenen og siden med Anders Bøgelund, der sammen med Hr. Skæg fik publikums puls op inden startskuddet. Da det først lød, strømmede de varme løbere ud på den en kilometer lange rute med den lille Bamseven-stafet i hånden – og kort tid efter var første løber i mål og fik overrakt en medalje af Kronprinsessen, der sammen med Hr. Skæg og Bamseven havde nok at se til den gode times tid, det tog at honorere alle løbere for deres indsats. Babyer “løb” i bæreseler med hjælp fra en forælder, mindre børn løb selv eller lånte et par skuldre, og store børn gjorde, hvad de kunne for at tilbagelægge ruten så hurtigt som muligt. Det var som altid en dag, hvor pointen var at være med, at give stafetten videre og huske hinanden på, at vi alle har brug for en god kammerat.
Fri for Mobberi Børnestafetten er en del af Mary Fonden og Red Barnets antimobbeprogram Fri for Mobberi, der forebygger mobning i hver tredje børnehave og hver fjerde skole. Hvert år danner stafetten rammen om en hyggelig og aktiv dag, hvor deltagerne står sammen om at sige nej til mobning. Gentagelsen er en påmindelse om, at det bliver ved med at være vigtigt. Nye børn starter i både børnehave og skole hvert år, og deres behov for et godt og trygt børnefællesskab fri for mobning er lige så stort som for børnene før dem. I år blev Børnestafetten afholdt i samarbejde med Sparta og DHL.
Lørdag den 21. juni rykker stafetten til Botanisk Have i Aarhus. Tilmeld jer Fri for Mobberi Børnestafetten i Aarhus her.
Se billeder fra stafetten i København i billedgalleriet eller på Facebook.