Børn og unges fritidstilbud tager ansvar for digitale medier
Fritidsfællesskabers erfaringer skal være med til at inspirere flere klubber, idrætsforeninger og kulturtilbud målrettet børn og unge til at sætte rammer for brugen af digitale medier.

Digitale medier, især telefoner, fylder i mange børn og unges liv – også uden for skolen, når de mødes i klubben, til tennistræning eller på teaterskolen. Mens debatten ofte har fokus på skolen, er udfordringen lige så relevant i fritidsfællesskaberne, hvor mange børn og unge tilbringer tid efter skole.
Men hvordan sætter man gode rammer for digitale medier i børn og unges organiserede fritidsliv?
Med initiativet Fritid i digital tid har Mary Fonden i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen indsamlet erfaringer fra klubber, idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der har erfaring med at sætte rammer for digitale medier i deres fritidsfællesskab. Alle erfaringerne er samlet i en guide, som skal støtte og hjælpe fritidsfællesskaber til at finde den løsning, der passer til dem.
Vi kommer ikke med en løsning, men ved at dele konkrete erfaringer fra fritidstilbud ønsker vi at inspirere flere fritidsfællesskaber til at finde deres egen vej.
Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden
”Trygge fællesskaber i børn og unges fritidsliv er de voksnes ansvar – uanset om man er træner, pædagog, frivillig eller leder. Og her er digitale medier svære at komme udenom. Derfor opfordrer vi voksne til at forholde sig til, hvilken rolle digitale medier skal spille i børn og unges fritidsfællesskaber. Vi kommer ikke med en løsning, men ved at dele konkrete erfaringer fra fritidstilbud ønsker vi at inspirere flere fritidsfællesskaber til at finde deres egen vej,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
De ti udvalgte cases er nået frem til flere forskellige løsninger. Fra bandlyste mobiltelefoner til skærmcaféer, hvor voksne taler med børn og unge om deres brug af for eksempel sociale medier. Nogle steder vokser en mobilfri kultur frem med hjælp fra unge hjælpetrænerne, andre steder har man udarbejdet en politik efter at have inddraget børn og forældre. Og så er der steder, hvor der er truffet en ledelsesbeslutning efter Trivselskommissionens anbefaling om fritid som skærmfrit frirum.
Fælles for de ti cases, som Fritid i digital tid præsenterer, er, at de alle har observeret ændringer i deres børn og unges fællesskaber som følge af digitale medier. Det kan være, at snakken forstummer, når skærmen tages op af lommen, at børn og unge undgår voksenkontakt i frygt for at få taget deres telefoner, eller at konflikter udefra bliver en del af fritidsfællesskaberne via skærmene. Og alle er enige om, at det er væsentligt at forholde sig aktivt til digitale medier.
”Vores erfaringer fra initiativet viser, at man ikke behøver kende svaret fra starten, men at det vigtigste er at tage ansvar, prøve sig frem og lade børn og unge være en del af processen. Det er deres fritid, det handler om, og derfor skal de også have indflydelse på, hvordan den ser ud. Vi opfordrer flere til at starte samtalen om, hvilke rammer, der giver mening for netop deres fællesskab,” siger Nana Holstein, analysechef i Tænketanken Mandag Morgen.
Lanceringen af Fritid i digital tid
Fritid i digital tid blev lanceret til et fyraftensmøde mandag den 10. november 2025.
På scenen var blandt andre:
- Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen og forstander på Krogerup Højskole
- Sidsel, medlem af Mary Fondens Ungepanel
- Anette Sander Hindsgavl, klubudvikler og padeltræner, ØBG Silkeborg Tennis og Padelklub
- Tine Kofoed Hansen, distriktsklubleder i Klub Toppen, og Kenneth Kay, pædagog i i Klub Toppen
- Heidi Christensen Jørgensen, leder af Klub Nord
- Søren Østergaard, udviklingschef Center for Ungdomsstudier, Jonas Ravn, seniorkonsulent i Center for Digital Pædagogik, Nicola Nyhave, psykolog og medlem af Tech og Trivsel, og Morten Gade, Generalsekretær, Det Danske Spejderkorps
- Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden
Børn, unge og digitale medier
- 63 procent af børn i 4. klasse angiver, at det at være på mobilen er blandt de aktiviteter, de bedst kan lide at lave efter skole (Børns Vilkår, 2024).
- Børn og unge bruger i gennemsnit dagligt cirka 2 timer og 40 minutter på sociale medier (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, 2025).
- 41 procent af 11-19-årige brugte i 2021 over fire timer dagligt på skærme (skole + fritid) (VIVE, 2022).
- Børn og unge, der som et forsøg reducerede deres og familiens skærmtid til maksimalt tre timer om ugen i fritiden, viste tegn på forbedringer i deres mentale sundhed (Syddansk Universitet, 2024).
- Overbrug af skærme kan reducere evnen til øjenkontakt, ansigtslæsning og nærvær i samtaler (VIVE, 2023).
- Fysisk samvær med venner er faldet markant fra 2009 til 2021, især blandt drenge (Trivselskommissionen, 2025, og VIVE, 2022).
- Sundhedsstyrelsens retningslinjer anbefaler maksimalt to timers skærmtid dagligt i fritiden for børn under 17 år (Sundhedsstyrelsen, 2024).

Om Fritid i digital tid
Fritid i digital tid har været i kontakt med 36 fritidstilbud, som på forskellig vis har forholdt sig til digitale mediers rolle i børn og unges fritidsfællesskaber. Af dem er ti cases udvalgt.
Ud fra de ti cases’ praksiserfaringer og perspektiver fra eksperter har Fritid i digital tid udviklet en guide, der indeholder overvejelser, refleksioner, udfordringer og konkrete forslag, som kan inspirere og hjælpe flere fritidstilbud til at finde en vej til at håndtere digitale medier, der passer til lige netop deres fritidsfællesskaber, børn, unge og hverdag.
Guiden findes på hjemmesiden, hvor det også er muligt at dykke ned i hver af de ti cases og blive klogere på deres erfaringer.
Fritid i digital tid er et initiativ af Mary Fonden i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen. Initiativet er finansieret af TrygFonden.
De ti cases er:
- Klub Toppen, Frederikssund
- Fritidscenter Vanløse, København
- Gadegården, Roskilde
- Gladsaxe Tennis og Padel, Gladsaxe
- Klub Nord, Hvidovre
- Langhøj KFUM IF eSport, Struer
- Teaterskolen Kastali’a, Randers
- Varde gymnastikforening, Varde
- ØBG Silkeborg Tennis og Padel, Silkeborg
- URK ferielejre




