De fleste børn har det heldigvis godt i deres fritid. Men en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viser, at hvert fjerde barn i 3.-5. klasse har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor af de andre børn til en fritidsaktivitet. For 13,8% af den samlede gruppe af børn har mobningen ført til, at de stoppede til den pågældende fritidsaktivitet. Mere end hvert 8. barn dropper altså en fritidsaktivitet pga. mistrivsel.
”Børn melder sig til fritidsaktiviteter af interesse. Når de melder sig ud, er det i de her tilfælde ikke, fordi interessen er væk, men på grund af social mistrivsel. Det er vigtig viden til fritids- og sportsorganisationerne. Vi har nu i mange år haft fokus på mobning i skolen, og det har nedbragt antallet af børn, der mobbes. Nu er tiden kommet til at sætte fokus på mobning i sports- og fritidssammenhænge,” udtaler mobbeekspert Helle Rabøl Hansen, medlem af Mary Fondens ekspertpanel inden for mobning og trivsel.
Ofte er forældrene uvidende om deres børns oplevelser med mobningen i fritiden. Kun 7,5% af forældrene til de børn, der har droppet fritidsaktiviteten pga. mobning, har haft kendskab til ret alvorlige episoder. 37,5% angiver, at de har haft kendskab til mindre episoder. Og 55% af forældrene har ikke haft kendskab til nogen episoder. Tallene viser, at mere end halvdelen af forældrene til børn, der er blevet mobbet ud af en fritidsaktivitet, er fuldstændig uvidende om, at deres børns oplevelser.
”Undersøgelsen bekræfter, at mobning i fritiden er et stort og overset problem. Mange forældre er slet ikke klar over, at deres barn stopper til en fritidsaktivitet pga. mobning, og det, at man kan vælge fritidsaktiviteten fra, øger risikoen for, at problemet forbliver skjult. Det er grunden til, at vi sammen med Red Barnet nu sætter fokus på mobning og trivsel til fritidsaktiviteter,”
udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Mary Fonden og Red Barnet har siden 2007 samarbejdet om Fri for Mobberi, der har til formål gennem sunde børnefællesskaber at forebygge mobning i børnehaver og indskoling. Den ny undersøgelse vil blive fulgt op med en indsats rettet mod børns fritidsliv i efteråret 2013 i samarbejde med TrygFonden.
Undersøgelsen af børns oplevelse med mobning i fritidslivet er et uddrag af undersøgelsen ”Børneliv version 2.0”, der er udført af Center for Ungdomsstudier og offentliggøres den 21. februar.
Mary Fondens eksperter tilknyttet indsatsområdet Mobning og Trivsel
Professor Jan Kampmann, Roskilde Universitetscenter
Cand.jur., ph.d. stipendiat Helle Rabøl Hansen, DPU, Aarhus Universitet
Professor Dorte Marie Søndergaard, DPU, Aarhus Universitet
Cand. psych., specialist i psykoterapi, Conni Gregersen
CEO Judith Slocombe, The Alannah and Madeline Foundation