Hjem / Nyheder / Antibullis 10-års fødselsdag blev fejret af Dronningen, idrætsglade børn og Antibulli-ambassadører

Antibullis 10-års fødselsdag blev fejret af Dronningen, idrætsglade børn og Antibulli-ambassadører

Mary Fondens trivselsværktøj til fritidsfællesskaber blev fejret med manér. Her var Mary Fondens formand Hendes Majestæt Dronningen, sportsstjerner, repræsentanter – voksne og børn – fra de syv idrætsforbund og foreninger, der arbejder med Antibulli, samlet.

Foto: Mary Fonden

Navnelege, kædetagfat og tusindben fyldte idrætshallen i Østerbrohuset i København, da H.M. Dronningen som formand for Mary Fonden, Antibulli-ambassadørerne Mikkel Hansen, Kasper Schmeichel og Frederik Løchte Nielsen og omkring 80 børn fra de syv Antibulli-idrætsgrene var samlet.

Anledningen var, at det er ti år siden, Mary Fonden lancerede Antibulli. Dengang var det blot udviklet til håndbold sammen med Mikkel Hansens Hej Fonden, men i løbet af de ti år, er Antibulli-fællesskabet vokset til, udover håndbold, at omfavne syv af de mest udbredte idrætsgrene blandt børn: Fodbold, svømning, tennis, gymnastik, ridning og badminton.

Sammenholdet vinder altid

Som for ti år siden er formålet med Antibulli at fremme trivsel, sammenhold og fællesskaber i børns fritidsaktiviteter. Med Antibulli får trænere, foreninger og klubber konkrete og frit tilgængelige råd og øvelser til træningen af 6-12-årige tilpasset den enkelte idræt. Det trivselsfremmende værktøj er udviklet i samarbejde med Hej Fonden, Dansk Boldspil-Union, Dansk Svømmeunion, Dansk Tennis Forbund, GymDanmark, Dansk Ride Forbund og Badminton Danmark.

En ny tværgående sammenfatning af evalueringer af de syv Antibulli-indsatser viser, at det virker at bruge øvelserne. Børn og trænere fortæller både om større deltagelsesglæde og styrkede fællesskaber, når Antibulli bliver en del af træningen. Og flere børn fortæller i kvalitative interviews, at øvelserne hjælper dem til at snakke med andre på holdet end dem, de plejer at snakke med, at de får nye venner, og at de føler sig mere trygge.

“Det kræver et stort engagement fra trænere og foreninger at prioritere trivsel til hver træning. Ti år med Antibulli har vist os, at selv ganske simple greb som at sige hej til sine holdkammerater og kunne deres navne kan hjælpe børnene til at føle sig mere trygge. Det giver dem både mere mod på sporten og, mindst lige så vigtigt, mod på at møde nye venner og udvikle sig socialt,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Trivsel kommer ikke af sig selv

En ny undersøgelse af trivsel og fællesskaber i fritidslivet blandt børn i 3.-6. klasse, som Center for Ungdomsstudier (CUR) har udarbejdet i samarbejde med Mary Fonden, viser, at netop venner betyder meget for børn i deres fritidsliv. Sammenlignet med 2013 er de mindre optagede af at få nye venner. Til gengæld svarer 83 procent, at de helst begynder til noget med en, de kender i forvejen, og 75 procent svarer, at det vigtigste ved en fritidsaktivitet er at være sammen med deres venner. Den tendens kan gøre det sværere for børn, der ikke begynder sammen med en ven, at finde en plads i fritidsfællesskaber. 

Fødselsdagen blev fejret med leg

Både Antibullis resultater og udbredelse til syv idrætter blev fejret torsdag den 24. september i Østerbrohuset i København. Hendes Majestæt Dronningen blev budt velkommen af Mary Fondens direktør Helle Østergaard, Hector Toftgaard Haar Visholm (håndbold), Martha Skat Lundgaard Krøll (fodbold), Eli Sønderholm (svømning), Oskar Wilhelm H. Wolthers (tennis), Sebastian Moreno Hellmers-Kristensen (gymnastik), Anna Agerbo Bech (ridning) og Gustav Stitz Gyrtrup (badminton).

Fødselsdagen blev indledt af Dronningen, der som formand for Mary Fonden bød velkommen til børn og voksne.

Som en del af fejringen deltog H.M. Dronningen sammen med direktør i Mary Fonden Helle Østergaard og tre af Antibullis ambassadører, tidligere professionel håndboldspiller og stifter af Hej Fonden Mikkel Hansen, tidligere professionel fodboldspiller Kasper Schmeichel og tidligere professionel tennisspiller og nu landstræner Frederik Løchte Nielsen i forskellige Antibulli-øvelser sammen med børn fra de syv forskellige idrætter.

Børnene dyrker til daglig deres sport i blandt andet Løve-Høng Håndbold og Hvidovre Svømmeklub.

Flere børn og unge skal være en del af Antibulli-fællesskabet

Selv efter ti år er der stor appetit på at styrke børn og unges trivsel i fritidsfællesskaber. Derfor vil der i den nye projektperiode være fokus på at udbrede Antibulli til flere træningsbaner, sportshaller og svømmehaller og forankre Antibulli solidt, så hilsekultur og high fives bliver en stærk del af flere klubber og foreningers kultur. I perioden vil der også blive arbejdet på at udvide aldersgruppen til både yngre børn og unge idrætsudøvere.

Den nye projektperiode løber fra andet halvår af 2026 til udgangen af 2028. Til det arbejde fortsætter TrygFonden som finansiel partner, og så kommer Grundfos Fonden også med på holdet som ny finansiel partner.

Ambitionerne for den kommende periode blev drøftet på et rundkredsmøde efter leg i hallen.

Til rundkredsmødet bidrog Ayse Kosar Larsen, centerchef i Center for Ungdomsstudier (CUR), med resultater fra tre nye undersøgelser om børn og unges fritidsliv, som CUR og Mary Fonden har udarbejdet.

Og forbund, ambassadører og Dronningen bidrog med deres perspektiv på idrætslivet.

Med til fejringen var også repræsentanter fra de seks forbund, Hej Fonden, Grundfos Fonden og DGI Storkøbenhavn. Tidligere i år er Mary Fonden gået sammen med DGI Storkøbenhavn i en fælles indsats for at hjælpe frivillige bestyrelser med at arbejde målrettet med trivsel i hele foreningen.

Om Antibulli

Antibulli er et trivselsfremmende redskab til trænere. Det består af konkrete og frit tilgængelige råd og øvelser til træningen af 6-12-årige. Målet er at skabe en hold- og klubkultur med høj tolerance og trygge fællesskaber, hvor alle respekterer hinanden, taler ordentligt og hjælper andre. På den måde bliver klubben et rart sted at være, uanset hvor god man er til sin sport.

I 2016 blev Antibulli Håndbold lanceret af Mary Fonden og Hej Fonden, dengang MH24, og da det i år er 10 år siden Antibulli blev lanceret bliver dette markeret ved vores Antibulli-event 24. september. Siden da er Antibulli vokset og blevet udbredt til flere idrætsgrene i tæt samarbejde med idrætsforbund. I dag findes Antibulli i håndbold, svømning, fodbold, tennis, ridning, gymnastik og badminton.

På tværs af idrætsgrenene er målet det samme: at træne gode børnefællesskaber. For vi ved, at et stærkt sammenhold skaber høj trivsel.

Antibulli har været finansielt støttet af TrygFonden siden 2016. Fra medio 2026 til udgangen af 2028 er Grundfos Fonden ny finansiel partner sammen med TrygFonden.

Dronningens tale

Som formand for Mary Fonden bød Dronningen velkommen til eventet.

Mary Fondens Ungepanel
Mary Fondens formål og metode

Seneste nyt

Unge sætter AFTRYK på fritidslivet

Færre unge deltager i fritidsfællesskaber. Derfor har Mary Fonden involveret og engageret over 100 unge for at forstå, hvad der skal til for at styrke...

Mary Fonden 2025 i tekst og billeder

Mary Fondens årsberetning er et sammensurium af det, der har fyldt mest i Mary Fonden i 2025. Det gælder både de enkelte projekter, vores tre...