Mary Fondens
Årsberetning

2025

Forord af H.M. Dronningen og direktør Helle Østergaard

Når der ikke er nogen at læne sig op ad, er det svært at holde balancen. For mennesker har brug for mennesker.

Derfor er fællesskaber omdrejningspunktet for alt, vi arbejder med og for i Mary Fonden. For det er i fællesskaber, vi kan bryde social isolation, nedbryde tabuer, udbrede viden og skabe varige forandringer.

Mission og vision

I Mary Fonden udvikler og udbreder vi initiativer, der støtter de mange på kanten af fællesskabet til at blive i eller træde ind i fællesskabet. Vi fremmer viden, nedbryder tabuer og skaber opmærksomhed om både de problemstillinger, vi arbejder med og mulige løsninger.

For Mary Fondens formål er at virke til gavn for mennesker, der oplever at stå uden for fællesskaberne.

Virksomhed

Mary Fondens virksomhed består af uddelinger i overensstemmelse med vedtægterne.

I Mary Fonden adskiller vi os på væsentlige punkter fra mange andre fonde, blandt andet fordi vi ofte selv identificerer, udvikler og driver langt størstedelen af vores projekter.

Og så tror vi på, at vores arbejde bliver bedre og stærkere, når vi arbejder sammen med dedikerede og engagerede samarbejdspartnere. Derfor sker langt de fleste af vores projekter i samarbejde med andre.

Aktiviteter i 2025

I Mary Fonden arbejder vi for at bekæmpe social isolation. Det gør vi gennem vores tre indsatsområder: Mobning og trivsel, Ensomhed og Vold i familien.

Indsatsområderne er udvalgt ud fra en afdækning af, hvilke livsomstændigheder der kan være direkte medvirkende til social isolation, og hvor det er muligt for Mary Fonden at bidrage til at forebygge og afhjælpe social isolation.

Mary Fondens aktiviteter – projekter, analyser og kommunikationsindsatser – er primært placeret inden for de tre indsatsområder. Derudover bidrager og deltager Mary Fonden i aktiviteter, der på andre måder er med til at øge viden og skabe opmærksomhed om vores overordnede formål.

Økonomi

Mary Fonden har i regnskabsåret 2025 realiseret et overskud før uddelinger på kr. 23,5 mio.

Overskuddet hidrører primært fra donationer fra bidragsydere på kr. 19,7 mio. og et samlet afkast af investeringer på kr. 4,8 mio., der er indtægtsført i resultatopgørelsen.