Stine Heilmann

Foto: Stine Heilmann

H.M. Dronningens forord

Alle år er særlige. De bringer nye erfaringer og læringer, betydningsfulde begivenheder og dyrebare minder. Hen over årene er det med til at gøre os til dem, vi er.

Sådan er det også for Mary Fonden. I 2024 har vi ligesom i årene siden fondens etablering i 2007 udviklet os og lært nyt.

For mig er 2024 et år, hvor vi i Mary Fonden har fundet en ny, virksom vej til at inddrage dem, meget af vores arbejde handler om, nemlig de unge.

Vi har gennem årene haft stor gavn af indsigterne og perspektiverne fra vores Ungepanel. Med vores nyeste initiativ, AFTRYK, har vi taget inddragelsen af unge til nye højder. Gennem initiativet fik unge mulighed for at komme med konkrete forslag til, hvordan rammer, som voksne sætter for unges liv, kan forbedres. De unges ideer til, hvordan man kan skabe en bedre overgang fra skole til ungdomsuddannelse, præsenterede vi til et event, hvor unges stemmer fyldte både på scenen og blandt publikum. Mange voksne omkring unge – os selv inklusiv – var overvældede over, hvor konkrete og konstruktive de unges ord var, og hvor stor værdi deres bidrag gav. Foran os venter en spændende opfølgning på, om voksne omkring de unge tager forslagene til sig, så flere unge finder plads til forskellighed i åbne, trygge fællesskaber.

I Mary Fonden er samarbejde en grundpille i alt vores arbejde. Og samarbejdet kommer i mange former. Gennem de seneste 18 år har vi set, hvordan samarbejder kan løfte os – personligt, fagligt og på projektniveau. Det gælder fx vores partnerskaber i Sammen uden vold-projekterne, hvor vi blandt andet samarbejder med jordemødre og sundhedsplejersker. Nogen vil måske mene, at det ikke er de typiske samarbejdspartnere for en fond som vores, men det giver rigtig god mening. Det fører nemlig til konkrete forandringer: Flere familier bliver opsporet for partnervold, og færre børn vokser op i familier præget af voldsomme konflikter eller vold. Og det er netop forandringerne, der er vores drivkraft. 

Behovet for forandringer på Mary Fondens tre indsatsområder – Mobning og Trivsel, Vold i Familien og Ensomhed – bliver desværre hverken mindre eller mindre komplekse. Det kræver viden, indsigt, erfaring og ikke mindst mod til at prøve nyt. Det gør vi allerbedst sammen i stærke partnerskaber. For fællesskaber er ikke kun en del af løsningen på mistrivsel, social isolation og ensomhed. I Mary Fonden er vi overbeviste om, at de også er afgørende for at finde vej til løsningen. For mennesker har brug for mennesker. Derfor er partnerskaber og samarbejde grundlæggende i Mary Fondens måde at arbejde på.

I partnerskaber kan vi læne os op ad det, vi gør bedst, ligesom vores samarbejdspartnere kan gøre det, de er dygtigst til. Alle bidrag er værdifulde og centrale for, at vi sammen når nødvendige milepæle, som kan åbne nye døre, bryde fastlåste tabuer og skabe trygge relationer. Derfor giver fællesskaber mig håb for fremtiden. For det er netop i fællesskaber, partnerskaber og samarbejder, at vi kan gøre den største forskel for alle dem, der fortjener det.

Foto: Stine Heilmann

Direktør Helle Østergaards forord

Forandringer er sjældent noget, der bare sker. Nogle kommer snigende, mens andre – selv helt små forandringer – kræver en uoverstigelig stor indsats. Men forandringer er vejen frem for at lykkes med Mary Fondens mission: at skabe et samfund, hvor alle oplever at høre til.

2024 har budt på mange forandringer, som vi har arbejdet for. En forandret og effektfuld tilgang til at opspore voldsomme konflikter og vold, der gør en forskel for den familie, der bliver screenet af en sundhedsplejerske i Sammen uden vold – Småbørnsforældre. En forandret metode, som viser, at blot en halv times læsning om ugen med LæseLegs værktøjer kan styrke 1-2-årige børns sprog og dermed deres mulighed for at indgå i fællesskaber. Og et forandret og mere nuanceret vidensgrundlag om ensomhed med vores befolkningsundersøgelse, der er med til at bryde tabuer og indlede relevante drøftelser om, hvordan vi kan komme ensomhed blandt unge bedre til livs.

Der er også sket forandringer, som vi føler os nødsaget til at reagere på. Det gælder for eksempel forandringer i måden, børn og unge er sammen på som følge af digitale medier. Mobning er ikke kun begrænset til skolegården eller legepladsen. Den udspiller sig også på digitale platforme. Her har vi udviklet en kort film, som giver indsigt i digital mobning, og hvad fagpersoner og forældre kan være opmærksomme på.

Når vi sammen med dygtige og dedikerede samarbejdspartnere har fundet en formel, der lykkes med at skabe forandringen, føler vi os forpligtede til at give flere muligheden. I 2024 eksemplificeres det af blandt andet Sammen uden vold – Gravide, som med flotte opsporingsresultater af voldsomme konflikter og vold blandt kommende vordende forældre på Amager og Hvidovre Hospital står over for en national udbredelse. Også Me&We’s gode erfaringer med at skabe sunde elevfællesskaber i 10. klasse og på efterskoler er ved at blive afprøvet til elever på erhvervsskoler. Og Antibulli tilbyder nu også råd og øvelser til gymnastikinstruktører, så børn og unge nu kan møde Antibullis arbejde med at fremme tolerance og respekt i seks forskellige idrætsgrene i foreningslivet.

Vi skubber også på processer, som vi tror på, skaber bedre forandringer. Et eksempel på dette er AFTRYK. Med AFTRYK arbejder vi i Mary Fonden for at sætte handling bag unges ord. Det gør vi blandt andet ved at invitere unge til at arbejde med konkrete emner, der har betydning for deres hverdag og for, hvordan de har det. Og så forpligter vi os selv og relevante aktører til at lytte og reagere og dermed skabe de nødvendige forandringer i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, som var det konkrete emne i 2024. I de kommende år kommer vi hverken til at give slip eller op på vores mål om at skabe forandringer. For det kræver forandringer at gøre en forskel for dem, der står på kanten af fællesskabet. Og det er dem, vi arbejder for.