Analyser og vidensarbejde i 2024

Hjem / Årsberetning 2024 / Aktiviteter i 2024 / Analyser og vidensarbejde i 2024

Analyse og vidensarbejde

Viden er vigtig del af Mary Fondens projekter og prioriteringer. Og det er et gennemgående grundsyn i vores vidensarbejde, at resultater – uanset hvor flotte de måtte være – først får reel værdi, når de kan omsættes til praktisk handling.

Arbejdet med at gennemføre analyser og tilvejebringe ny viden af høj kvalitet udgør et aktivt og uundværligt grundlag for Mary Fonden. Viden og analyser bygger grundlaget for nye projekter og den videre udvikling og udbredelse af eksisterende. Samtidig udgør viden og analyser et centralt bidrag i Mary Fondens arbejde med at nuancere og kvalificere debatter, nedbryde tabuer og indgyde til håb.

Udvalgte offentliggørelser

På ensomhedsområdet fik vi i 2024 blandt andet udarbejdet en omfattende repræsentativ befolkningsundersøgelse af omfanget, udviklingen og forståelser af ensomhed i Danmark. Resultaterne viser, at andelen af danskere, der oplever ensomhed, er steget voldsomt siden den første nationale måling i 2013. I dag oplever mere end hver tiende dansker svær ensomhed. Særligt slemt står det til hos unge, hvoraf mange oplever ensomhed, uanset om de er alene eller sammen med andre.

Som et led i arbejdet med at bekæmpe den omfattende ensomhed blandt unge har vi støttet udgivelsen af bogen ’Ensom Ungdom’. Bogen samler den nyeste viden om ungdomsensomhed og giver læseren en grundig og lettilgængelig forståelse af ensomhedens årsager, mekanismer og konsekvenser. Bogen går tæt på praksis og beskriver, hvilke tilgange der er effektive, så voksne omkring unge er bedre rustet til at opdage og hjælpe unge, der oplever ensomhed.

I 2024 fik vi også effektevalueret Mary Fondens projekt LæseLeg gennem et stort lodtrækningsforsøg i vuggestuer og dagplejer. Resultaterne viser blandt andet, at deltagelse i LæseLeg i en halv time om ugen har signifikant positive effekter på børns kommunikative kompetencer. Evalueringen konkluderer også, at højere deltagelse i LæseLeg både giver et højere sprogligt udbytte på receptivt og produktivt ordforråd, kommunikative kompetencer og sprogbrug.

Endelig fik vi på området for Vold i Familien gennemført en afsluttende evaluering af projekt Sammen uden vold – Gravide. Evalueringen viser, at det virker, når jordemødre screener systematisk for voldsomme konflikter og vold til jordemoderkonsultationen med den gravide. Resultaterne viser også, at par, der deltager i projektets gruppeforløb for konflikthåndtering, oplever, at deres konfliktniveau falder.

Nye publikationer

I 2024 blev følgende rapporter, bøger og andre publikationer offentliggjort som led i vores vidensarbejde (offentliggørelsesdato i parentes):

  • ”Me&We – Evaluering af versionering til 10. klassecentre” v. Pluss (15. februar)
  • ”Effekter af LæseLeg i vuggestuen og dagplejen, v. TrygFondens Børneforskningscenter (23. februar)
  • ”Skolestyrken – Erfaringer og udbytte på 2 caseskoler”, v. Als Research (1. marts)
  • ”Slutevaluering af Sammen Uden Vold – Gravide”, v. Analytisk Fællesskab (18. marts)
  • ”Fri for Mobberi i daginstitutioner – En kvalitativ analyse af inspirerende pædagogisk praksis – muligheder og udfordringer”, v. lektor på DPU, Lone Svinth (20 marts 2024)
  • ”Sammen Uden Vold – Småbørnsforældre – Notat med erfaringer og læring fra projektets første år”, v. Analytisk Fællesskab (7. juni)
  • ”Ensomhed i Danmark – En afdækning af omfanget og forståelser af ensomhed i befolkningen”, v. Epinion (17. juni)
  • ”Free of Bullying – An Overview of Current Literature and Knowledge”, v. Mary Fonden (15. oktober)
  • ”Ensom ungdom”, bog v. Mathias Lasgaard og Heidi Krumhardt Mortensen (22. november)
  • ”Evaluering af Antibulli Fodbold – Perspektiver på brugervenlighed, brugbarhed og virkning” v. CUR (3. december)
  • ”Evaluering af Antibulli Ridning – En indsats, der kan øge trivselschancer i rideklubbernes fællesskaber” v. CUR (3. december)