Kære alle
2012 er tæt på at være forbi. Det giver anledning til at stoppe op og gøre status. At se tilbage for med årets læring som ballast at se frem. I Mary Fonden har vi haft et spændende og travlt år. Vi har fornyet eksisterende projekter og udrullet nye. Vi har analyseret og arbejdet os endnu dybere ind i vores tre indsatsområder Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed. Og vi er rejst ud og har udvekslet erfaringer med ildsjæle fra andre dele af verden.
Vi er både ude og hjemme blevet bekræftet i, at mobning, vold og ensomhed udgør universelle problemstillinger. Mobning kan ødelægge et barns tro på sit eget værd og efterlade det isoleret, uanset hvor det befinder sig. Vold i hjemmet er komplekst og tabuiseret og udgør en mørk hemmelighed for kvinder af alle nationaliteter. Og ensomhed er et problem på tværs af landegrænser trods et voksende antal kommunikationskanaler.
Det universelle hænger sammen med vores fundamentale behov for at høre til. Og det er netop ud fra grundtanken om, at vi alle har ret til at høre til, at Mary Fonden også i 2012 har bekæmpet social isolation.
Som formand for Mary Fonden har jeg haft mange mindeværdige stunder i årets løb.
Det var en stor oplevelse at møde stærke kvinder fra hele verden i Washington, da konferencen ”2nd World Conference on Women’s Shelters” blev afholdt i februar. Sammen gav vi voldsramte kvinder en stemme, der kunne høres verden rundt. Og vi oplevede, at Mary Fondens projekter, Råd til Livet og Rygsække til børn på krisecentre, og vores måde at samarbejde på interesserede og inspirerede også internationalt.
I juni rejste vi til Grønland for at markere, at Kammagiitta – Fri for Mobberi var ude i hele landet, og for at møde nogle af de mange grønlandske børn og voksne, som arbejder med antimobbeprogrammet. Det gjorde stort indtryk på os alle at komme ud i selv den fjerneste bygd og opleve børnenes glæde ved at arbejde med og ikke mindst høre til i sunde børnefællesskaber.
Versioneringen af Fri for Mobberi til grønlandsk kultur og sprog har inspireret os til at udbrede Fri for Mobberi uden for Danmarks grænser, og i år har vi fået vigtige erfaringer fra vores pilottest i Estland. De erfaringer vil vi det kommende år bruge til at nå ud til børn i flere lande med Fri for Mobberi – et spændende og udfordrende arbejde, som vi ser frem til at komme i gang med.
I Billund pakkede vi sammen med LEGOs tidligere ansatte rygsæk nr. 10.000 til børn på krisecentre. Tallet er skræmmende, fordi det vidner om, at der hver dag dukker børn op på de danske kvindekrisecentre sammen med deres mor. Børnene har ikke nødvendigvis været direkte udsat for volden, men de har oplevet den og levet i et hjem fuld af uforudsigelighed og frygt. Børnene har været i konstant alarmberedskab, og det gør også børnene til ofre for volden. Derfor er det så vigtigt, at vi støtter børnene og taler med dem om deres oplevelser.
Året har også budt på nye tiltag.
Det var en stor glæde for os i Mary Fonden, da LæseLeg i august blev tilgængelig for børnehaver i hele landet. Mangel på ord er et stort problem for mange børn. For at kunne lege og danne venskaber er det vigtigt at kunne sætte ord på sine tanker og følelser. I LæseLeg støtter vi børnenes vej ind i fællesskabet ved at styrke deres kommunikative evner. Og metoden er overraskende simpel – det handler om at læse højt og tale med børnene. Ikke kun om det, der står på siderne, men også om illustrationerne og alle de tanker og fantasier, som bøgerne giver liv. LæseLeg styrker både børnenes kommunikative færdigheder og deres vej ind i fællesskabet – og det er hele pointen.
Netwerk er Ventilens og vores fælles nye projekt, der handler om at forebygge ensomhed og skabe sammenhold på ungdomsuddannelserne. Projektet startede i august og har siden kørt på 17 udvalgte gymnasieskoler. I november fejrede vi sammen med alle 1.g’ere på Falkonergården, at pilotfasen af projektet var vel overstået. Det blev til en rørende og underholdende formiddag, hvor elever gik på scenen og modigt og generøst delte ud af deres tanker om at starte på gymnasiet. Om den umulige kunst at være på hele tiden og om trygheden ved at have en Netwerk-makker fra første dag.
2012 har budt på mange særlige oplevelser, men også i år står det personlige møde stærkest, når jeg ser tilbage. Mødet forbinder os til de mange mennesker og livshistorier, som er hele meningen med Mary Fonden. Og hver gang vi støtter et enkelt menneske til at blive i eller træde tilbage ind i fællesskabet, så har vi gjort en vigtig forskel.
Et af de møder var med to unge kvinder, der begge har levet med følelsen af ensomhed det meste af deres liv, ja, faktisk siden børnehaven. Ensomheden satte sig forskelligt i de to kvinder – den ene opbyggede en facade og isolerede sig ved at gemme sin sande personlighed bag den. Den anden trak sig fra selskabet og ind i sig selv og isolerede sig rent fysisk.
For begge kvinders vedkommende blev kontakten til andre mennesker med tiden en overvindelse – de følte simpelthen, at det sugede al energi ud af dem, når de var i andres selskab. Derfor holdt de sig mere og mere for sig selv. Ensomheden var blevet en ond cirkel.
Ensomhed er ikke nødvendigvis et problem. Vi oplever den alle sammen en gang imellem. Og den minder os om glæden ved at have nogen tæt på. Nogen, som af lyst og interesse følger med i vores liv. Jeg oplevede selv ensomheden i forbindelse med min mors død. Jeg følte mig helt alene med min sorg, fordi ingen kunne sætte sig ind, hvordan jeg havde det. Men det var en kortvarig og situationsbestemt ensomhed – og den gik over, da sorgen lettede.
Men når ensomheden bliver en fast følgesvend, en hverdagsfølelse – som den var det for de to kvinder i årevis – så er det, den bliver skadelig. Den vedvarende ensomhed er lige så sundhedsskadelig som at ryge 15 cigaretter om dagen, og den kan ødelægge vores sociale evner, så selv det at føre en almindelig samtale bliver vanskeligt.
Mennesket er et flokdyr. Vores overlevelse har op gennem historien forudsat, at vi holdt sammen. Derfor reagerer vores krop, når vi føler os ensomme, den går – belært af udviklingshistorien – i alarmberedskab.
I dag er vi ikke længere afhængige af hinanden for at skaffe mad eller være i sikkerhed, men vi bliver stadig syge af at føle os ensomme for længe. Vi har brug for hinanden for at trives. Og vi kan alle komme i en situation, hvor vi har behov for, at en eller anden rækker en hånd ud og trækker os ind i fællesskabet igen.
Den hånd har vi en medmenneskelig forpligtelse til at række ud – ikke mindst i julen, hvor det om noget rammer os, hvis vi står alene.
Jeg vil gerne sende en hjertelig tak til alle, der i det forgangne år har støttet op om Mary Fondens arbejde. Vi kunne ikke have gjort det alene.
Og med opfordringen til at række ud og favne forskelligheden vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.
