Om lidt bliver 2022 til 2023, og det er tid til at se tilbage på det forgangne år. 2022 blev året, hvor vi næsten kom ud af den skygge, som corona havde kastet på hele verden. Året var dog ikke ret gammelt, da pandemien blev afløst af en krig her i Europa. At være vidne til krigens rædsler er voldsomt og har påvirket os alle på den ene eller anden måde.
Derfor er det også opløftende at se, at så mange har vist deres støtte til det ukrainske folk. I Mary Fonden besluttede vi helt særligt at støtte de ukrainske børn gennem Børns Vilkårs indsamling til børnetelefonerne i Ukraine samt Børns Vilkårs arbejde med at støtte ukrainske børn, der kommer til Danmark og ringer til BørneTelefonen. Vi er glade for, at donationen har bidraget til, at ukrainske børn har et sted at ringe hen, hvor de bliver hørt og kan få nogle konkrete, gode råd i den svære situation, de står i – både i Ukraine og i Danmark.
Vidner til partnervold skal række ud
I starten af 2022 offentliggjorde vi en ny befolkningsundersøgelse udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd med fokus på danskernes kendskab til og erfaringer med partnervold. Undersøgelsen viser bl.a., at når der er voksne vidner til partnervold, er det kun hvert tredje vidne, der handler på vold, hvorfor der ligger et stort potentiale i at få flere vidner til at reagere, når de er vidner til volden. Derfor har vi igangsat kampagnen stoppartnervold.nu, der også rummer en ny hjemmeside af samme navn, hvor vidner til partnervold kan få gode råd til, hvordan de skal reagere og hjælpe.
Fødselsdagsgave til vores inspirationskilde
I anledningen af min runde fødselsdag i år besluttede vi at donere 50.000 AUD til The Alannah & Madeline Foundation – der igennem initiativet Better Buddies har været den vigtigste inspirationskilde til Mary Fondens første og største projekt: Fri for Mobberi. Igennem de sidste 15 år har tusindvis af børn lært om værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod med inspiration fra det australske projekt. Det ville vi gerne sige tak for.
Et dejligt gensyn med Grønland
I august tog vi på en længe ventet rejse til Grønland. Mary Fonden har altid haft et tæt samarbejde med mange aktører i Grønland. Derfor var der også stor gensynsglæde, da vi besøgte Mælkebøtten, der arbejder med udsatte børn og unge, og er en meget værdsat og mangeårig samarbejdspartner. På vores tur besøgte vi bl.a. også UNLEASH Innovation Lab Nuuk, hvor 200 unge fra Norden og Arktis var samlet for at udvikle idéer og konkrete løsninger – til bl.a. at skabe bedre mental sundhed. I Mary Fonden har vi med vores årlige donation for 2022 gjort det muligt for 12 grønlandske unge bosiddende i Danmark at deltage i UNLEASH i Nuuk.
Sammenholdet vinder altid – også i tennis
I 2022 indgik Mary Fonden og Dansk Tennis Forbund et nyt samarbejde om at udbrede Antibulli til børn i de danske tennisklubber. Uanset hvilken fritidsaktivitet børn går til, er det vigtigt, at fællesskabet er rummeligt og inkluderende. Sådan er det desværre ikke altid i dag, og derfor har Mary Fonden for år tilbage udviklet programmet Antibulli, der skal understøtte de positive fællesskaber og sammenholdet blandt børnene. Først var det Antibulli Håndbold, så Svømning og Fodbold – og nu Tennis. Vi glæder os til at se det udfolde sig på de orange baner rundt om i landet.
Trivsel på skoleskemaet – nu også i 10. klasse
Siden 2018 har efterskoler landet over arbejdet kontinuerligt med elevernes trivsel gennem projektet Me&We, der styrker de unges sociale kompetencer, relationer og fællesskaber for at give dem et værn mod mistrivsel. Hvert år er nye efterskoler kommet til, og en ny evaluering af indsatsen viser, at arbejdet gør en forskel. Derfor er vi også virkelig glade for, at vi i år er gået skridtet videre og har igangsat et pilotprojekt i 10. klasser i tre kommuner.
Flere danskere har det svært
Mens hovedparten af danskerne har det godt, er der en voksende gruppe i samfundet, som kæmper med psykisk mistrivsel og ensomhed. Det viser den nye Fællesskabsmåling, som VIVE har udarbejdet for Mary Fonden og TrygFonden. For kort tid siden offentliggjorde vi undersøgelsen som opfølgning på den første Fællesskabsmåling, og vi er stadig i gang med at kommunikere resultaterne bredt ud – i håbet om, at de vil skabe debat og motivation til, at vi alle sammen bidrager til at styrke vores fællesskaber, så flere oplever, at de hører til.
Julen kan samle os
Med fællesskabsmålingen og dens bekymrende resultater i bevidstheden går vi nu ind i de sidste juledage. Og netop juledagene er en god anledning til, at vi hver især kan lukke andre ind i vores fællesskaber.
For vi samles i mange anledninger i den her tid, og på kryds og tværs. Men selvom vi samles, er det ikke sikkert, at alle føler, de er med. For det er muligt at være sammen med andre, og samtidig føle sig ensom.
Derfor bekæmper vi nødvendigvis ikke ensomhed, fordi vi samles. Vi bekæmper ensomhed, når vi samles i trygge og åbne fællesskaber, der bygger på den tillid og omsorg, vi alle har brug for. Fællesskabet er mere værd end nogen julegave, der kan købes for penge. Og det er en gave, vi alle har mulighed for at give.
Tak til alle jer, der møder julen med åbenhed over for mennesker omkring jer.
God jul og godt nytår
H.K.H. Kronprinsessen