Go to English version

Aktuelt


28.04.2017

Kronprinsessen spiste med i Værket

Stemningen var helt i top, da Kronprinsessen besøgte Værket på Nørrebro sammen med direktør Helle Østergaard, og der var både øvelser, mad og masser af snak på menuen.

"Hvad er du god til?" og "Hvad kan du ikke lide?" var nogle af spørgsmålene, som alle fremmødte svarede på under en af ryste sammen-øvelserne fra Værket. Rammen var Hovedstadens Røde Kors, hvor Værket er et tilbud til 30-60-årige voksne, der føler sig ensomme og ønsker at styrke deres netværk.

Svarene på, hvad gæsterne kunne lide var alt fra "tal og matematik" til "dyr og natur" til Kronprinsessens "Sudoku". "Uretfærdighed" blev nævnt flere gange på andet spørgsmål, hvor Kronprinsessen svarede "fordomme eller for hurtige domme".

Øvelsen er en af de øvelser, som gennemføres som noget af det første i Værket. Målet er, at deltagerne lærer hinanden at kende, og at de opbygger et tillidsfuldt rum. For Værket handler ikke kun om at lindre ensomheden ved at mødes, men også om at støtte deltagerne gennem øvelserne, så deres evne til at bevare og etablere relationer styrkes.

Gårsdagens besøg skete i anledning af Danmark Spiser Sammen, og langbordet var derfor dækket op og buffetten klar, da øvelsen var gennemført. Det var tydeligt, at måltidet fungerede som en fin ramme for samtale og hyggelig samvær.

Ordstrømmen stoppede først, da bestyrelsesformand for Røde Kors Hovedstaden Keld Scharling rejste sig og takkede Kronprinsessen og alle de fremmødte, som gør det muligt at tilbyde så efterspurgt og vigtigt et projekt som Værket.

 

Værket findes i dag i 21 byer.

Læs mere om Værket.

En ny evaluering af Værket viser, at ...:

  • Flere end halvdelen af deltagerne føler sig mindre ensomme efter at have deltaget i Værket
  • To af tre er blevet bedre til at håndtere deres ensomhed
  • To af tre har fået styrket deres sociale netværk
  • Alle vil anbefale Værket til andre voksne, der føler sig ensomme

 

Ensomhed

Vi føler os alle ensomme en gang imellem – det er en naturlig del af livet. Men når ensomheden går fra at være kortvarig og situationsbestemt til at være vedvarende, så bliver ensomheden skadelig for vores helbred og for vores sociale liv. Langvarig ensomhed er skadelig for vores krop og kan helt ødelægge vores sociale kompetencer. Trods de store menneskelige omkostninger er ensomhed stadig et overset problem.

Se mere om Mary Fondens indsatsområde Ensomhed