Hjem / Projekter / Rygsække til børn på krisecentre

En fyldt rygsæk er en lille hjælp i en svær tid for børn, der kommer på krisecenter med deres mor

Rygsække på krisecenteret Kvindehjemmet i København

Alle børn, der kommer på krisecenter med deres mor, får en rygsæk med bl.a. tøj, bøger og legetøj. Rygsækken er både en praktisk hjælp til børnene, men også et pædagogisk værktøj for medarbejderne på krisecentrene. 

Omkring 2000 børn kommer hvert år på krisecenter med deres mor. Mange af dem kommer på krisecenteret uden meget andet end det tøj, de har på kroppen. Derfor har Mary Fonden i samarbejde med Ole Kirk’s Fond og LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre siden 2008 uddelt rygsække til børn på krisecentre. Rygsækkene indeholder blandt andet toiletsager, tøj, legetøj, en bamse, en bog og en dagbog til de lidt større børn.

Udover at udfylde et basalt behov for fornødenheder, er rygsækken også et pædagogisk værktøj for krisecentermedarbejderne og en symbolsk gestus over for børnene om, at de bliver set og hørt, og at ingen børn skal vokse op i en familie med vold.

Det er lige så skadeligt for et barn at overvære vold mellem de voksne, som hvis barnet selv er udsat for fysisk vold. Volden kan have store konsekvenser, som børnene tager med ind i voksenlivet. Derfor har børnene behov for at få bearbejdet oplevelserne i hjemmet, når de flytter på krisecenter med deres mor.

Tanken med rygsækken og dens indhold er at dække et praktisk behov, men rygsækken fungerer også som en støtte til det afgørende arbejde, krisecentrenes medarbejdere gør for at hjælpe de voldsudsatte børn med at bearbejde deres oplevelser, følelser og traumer.

Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden

Alle børn, der kommer på krisecenter med deres mor, får en rygsæk med bl.a. tøj, bøger og legetøj. Rygsækkene er både en praktisk hjælp til de mange børn, der kommer helt eller næsten uden noget, og et pædagogisk værktøj for personalet på krisecentrene.

Projektet sker i samarbejde med Ole Kirk’s Fond og LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

Projektet er finansieret af Ole Kirk’s Fond og Mary Fonden.

Gyldendal donerer rygsækkenes bøger.

Baggrund & fakta

Siden 2008 har Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK uddelt mere end 35.000 rygsække til børn, der kommer på krisecenter med deres mor.

Rygsækkene er tilpasset barnets køn og alder.

Rygsækkene pakkes en gang årligt af tidligere LEGO-medarbejdere.

67 % af krisecentrene oplever, at børnene ofte eller meget ofte ankommer til krisecenteret uden deres ting.

Projektet sker i samarbejde med:

Relaterede projekter

Sammen uden vold – Gravide

Projekt Sammen uden vold har til formål at opspore vold blandt gravide kvinder og par og hjælpe dem videre til et liv uden vold.