Go to English version

Netwerk

I samarbejde med organisationen Ventilen og Lauritzen Fonden har Mary Fonden lanceret projektet Netwerk, som går ud på at mindske og forebygge følelsen af ensomhed blandt unge.

En god start

Ifølge Mary Fondens Unge Tænketank frygter 60% af de unge at blive ensomme. Og for 6% af alle landets gymnasieelever er frygten blevet til virkelighed. Det vil sige, at flere tusinde unge mennesker går rundt og føler sig alene i verden. Det er et alvorligt problem, for hvis følelsen får lov at bide sig fast, kan det have store sociale og sundhedsmæssige konsekvenser. Faktisk er langvarig ensomhed lige så skadeligt for vores helbred som stress.

Men mindst lige så vigtigt er det sociale aspekt. Ensomhed kan med tiden ødelægge evnen til noget så basalt som at føre en samtale med andre mennesker, hvilket i sagens natur har en selvforstærkende effekt. Det handler derfor om at gribe ind tidligt.

Netwerk sætter fokus på emnet allerede på ungdomsuddannelserne, hvor eleverne starter på en ny skole og har et stort behov for at etablere et fællesskab. Netwerk tilbyder materiale til både lærere og elever. Øvelser og værktøjer, som skaber bedre sammenhold i klasserne og forebygger, at nogen føler sig udenfor. Blandt andet ved at indføre klassediskussioner og faste makkere. Endelig bliver lærerne vejledt i at få øje på faresignaler, tage kontakt til eleverne og støtte dem i at komme ud af ensomheden.

Sammenhold er, at alle er åbne over for hinanden, at der ikke bliver dannet grupper. Alle kan tale med hinanden, og takket være projekt Netwerk er der fra mit synspunkt ingen, der bliver holdt udenfor. Netwerk har også givet mig en forståelse for, at man ikke er alene om at have de følelser, som man gennemgår i teenagealderen.

Elev i 1. g (uddrag fra stiløvelse)

Mathias Lasgaard, psykolog og forsker i ensomhed ved Syddansk Universitet, er ansvarlig for projektets følgeforskning. Resultaterne af de to første delrapporter er beskrevet her.

Ensomhed

Vi føler os alle ensomme en gang imellem – det er en naturlig del af livet. Men når ensomheden går fra at være kortvarig og situationsbestemt til at være vedvarende, så bliver ensomheden skadelig for vores helbred og for vores sociale liv. Langvarig ensomhed er skadelig for vores krop og kan helt ødelægge vores sociale kompetencer. Trods de store menneskelige omkostninger er ensomhed stadig et overset problem.

Se mere om Mary Fondens indsatsområde Ensomhed