> English

"Vi har alle en rolle at spille"

Hvorfor valgte Kronprinsessen at stifte Mary Fonden?

I anledning af Kronprinsens og mit bryllup modtog jeg en gave fra befolkningen i Danmark og Grønland – en million kroner, der skulle gå til en fond. Folkegaven gav liv til min vision om at skabe en anderledes fond, der gav noget tilbage til befolkningen – som gjorde noget for den udsatte gruppe af mennesker, som står alene. Med stiftelsen af Mary Fonden har jeg fået en unik mulighed for at synliggøre vigtige og oversete problemstillinger og samle de rette personer om nye, innovative løsninger. Jeg valgte at stifte Mary Fonden for at etablere en platform for socialt engagement og arbejde.

Hvorfor har Kronprinsessen valgt netop bekæmpelse af social isolation som formål for Mary Fonden?

Jeg har altid haft svært ved at se mennesker stå alene. Det har altid berørt mig dybt, når et menneske står uden for fællesskabet og kigger ind – uden at kunne forstå, hvorfor han eller hun ikke er med. Og jeg tror, at det ligger naturligt i os at frygte ikke at høre til. Vi har alle – børn som voksne – et behov for at føle os accepteret og at være en del af fællesskabet. Derfor er bekæmpelsen af social isolation vores mission i Mary Fonden – en mission, der er relevant for alle.

Gennem mit virke og mit arbejde med mine protektioner har jeg desuden oplevet, hvordan social isolation ofte er forbundet med andre problemstillinger – både som årsag og som virkning. Man kan sige, at social isolation bliver en del af en ond cirkel – og i Mary Fonden arbejder vi på at bryde den onde cirkel ud fra grundtanken om, at alle har ret til at høre til.

Hvordan udvælger Mary Fonden sine indsatsområder og projekter?

I etableringsfasen fik vi udført en analyse af det sociale område for at skabe overblik over, hvor der var et særligt behov for en indsats. På baggrund af den afdækning og min personlige interesse i områderne har vi udpeget de tre indsatsområder – Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed. Inden for hvert indsatsområde afdækker vi løbende, hvor der er ”huller” i indsatserne – hvor der er et særligt uopfyldt behov for en indsats, der passer til den måde, vi arbejder på i Mary Fonden. Og det er så dér, vi sætter ind.

Hvordan arbejder I i Mary Fonden?

Vi udfører som nævnt altid en grundig analyse af et område – for at finde ud af, hvor behovet er størst og vores indsats kan gøre mest gavn. På det grundlag – og i samarbejde med eksperter på området – udvikler vi det enkelte projekt. Og så engagerer vi relevante personer, organisationer og virksomheder i projektet. I Mary Fonden er vi dybt involveret i projekterne, men vi kan ikke løfte dem alene – derfor indgår vi typisk strategiske partnerskaber i forbindelse med hvert projekt. Vores grundide er, at vi i fællesskab kan gøre mere for flere.

Hvad håber Kronprinsessen på at opnå med Mary Fonden?

Det er vigtigt for mig, at vi i Mary Fonden er med til at bryde tabuer. At vi giver de socialt udsatte en stemme og et håb. At vi i samarbejde med andre igangsætter initiativer, der forebygger og afhjælper social isolation – og at vi i sidste ende støtter op om et samfund med plads til alle. Vi har alle en rolle at spille – ved at være mere åbne og tolerante kan vi hver især gøre en forskel for de mange, der står alene. Og hvis vi kan hjælpe bare en enkelt person til at forblive i eller træde tilbage ind i fællesskabet, så har vi opnået meget.

Læs mere om Kronprinsessen på Kongehusets hjemmeside.

 

Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden ”Mange af jer her er lærere. Jeg er sikker på, at I oplever de unges afmagt jævnligt ude i klasseværelserne. Det kan være, når deres venskaber udfordres, når de taber ansigt i klassen, når de ikke føler, at de kan leve op til egne eller andres krav og så videre. Skolelivet, ungdomslivet, ja, livet som sådan er fuld af fantastiske oplevelser med andre mennesker, men det indebærer også svære følelser og situationer – det hverken kan eller skal vi lave om på, men vi kan ændre på måden, vi håndterer dem, og på hvilke konsekvenser vi lader dem få for vores og andres liv.” Sådan sagde Kronprinsessen til deltagerne, da vi i 2016 holdt en konference med udgangspunkt i vores gratis undervisningsmateriale Kærlig Talt. Tematikkerne er stadig helt aktuelle, og de unge har stadig brug for redskaber til at håndtere svære følelser, sætte grænser og blive bevidst om og måske bryde med reaktioner, der kører på autopilot. Alle øvelser, videoer, handouts til elever og lærermanualen i Kærlig Talt er frit tilgængelige på www.projektkaerligtalt.dk Du skal blot logge ind. Find også link i bio. Kærlig Talt er et samarbejde mellem Mary Fonden, @cffamilieudvikling og Ole Kirk's Fond. #alleharrettilathøretil #kærligtalt #forebyggelseerbedst
mary_fonden Hvad tror du andre gør, og hvad tror du, andre mener er rigtigt at gøre? Det er spørgsmålet, når vi taler sociale normer. Og det gjorde vi sammen med udvalgte samarbejdspartnere til en workshop på Amalienborg i dag. Blandt andet med fokus på vold i hjemmet. Med os havde vi professor Ben Cislaghi fra London School of Hygiene and Tropical Medicine. Ben Cislaghi er ekspert i at arbejde med og måle sociale normer. Spændende og udbytterig videndeling og diskussion med mange gode mennesker. #alleharrettilathøretil Foto: Kongehuset
mary_fonden Tilmeldingen til #friformobberi #børnestafetten2019 i #Aarhus og #København er åbnet. Vi løber 1 km mod mobning den 25. maj i Aarhus & den 22. juni i København. Tilmelding på friformobberi.dk - link i bio ☝🏻 Der er børnekoncert fra scenen og sjove aktiviteter på pladsen. Børn fra 0-13 år kan løbe med - og der er T-shirt og medalje til alle. Fri for Mobberi Børnestafetten er Mary Fonden og @redbarnetdk’s årlige børneløb mod mobning, der finder sted i Aarhus og København. Løbet en festlig markering af det alvorlige budskab: Det er aldrig i orden at mobbe, og alle har ret til en plads i fællesskabet.
mary_fonden Vidste du, at 17 % af danskerne ikke mener, at det er psykisk vold, hvis deres partner kontrollerer, hvem de mødes/ses med?* Psykisk vold kan være svær at få øje på. Især hvis man er usikker på, hvad man skal kigge efter. Eller ikke kender tegnene. Men psykisk vold er den mest udbredte voldsform. Og det ER vold, hvis din partner kontrollerer, bestemmer eller på anden måde har magt over, hvem du ses med. Eller om du overhovedet ses med nogen. Er du i tvivl, kan Lev Uden Volds socialfaglige definition af psykisk vold i nære relationer måske være en hjælp: "Psykisk vold i nære relationer er gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer. Handlingerne kan ske i affekt eller være planlagte og have til formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes livsudfoldelse." Se mere på Lev Uden Volds hjemmeside - her finder du også en hotline, hvis du har brug for hjælp. #voldihjemmet #alleharrettiletlivudenvold #sigdettilnogen #psykiskvold *Kilde: Epinion for Lev Uden Vold, 2018
mary_fonden Jacob føler sig som tilskuer til det sociale liv. Han drømmer om at få en ven, men er i tvivl om, hvad han selv har at tilbyde som ven. Det er alle jer, der har mødt Jacob på de sociale medier, til gengæld ikke. I er sikre på, at han er en rigtig god ven. Tak til Jacob for modet til at stå frem. For alle de opløftende reaktioner. Og for at @tv2echo satte fokus på ensomhed blandt unge. Jacob er en af alt for mange unge, der er svært ensomme. 12 % af de 16-24-årige viser vores seneste analyse udarbejdet af Defactum. #tabuerskaltalesihjel #talomdet #sammenmodensomhed #modensomhed