Go to English version

Fri for Mobberi Børnestafetten 2017

10.06.2017

For 10. år i træk stod Mary Fonden og Red Barnet i spidsen for Fri for Mobberi Børnestafetten i Aarhus og København.

1.847 børn løb i København den 10. juni, mens 803 løb i Aarhus den 27. maj 2017.

H.K.H. Kronprinsessen var i år med til at skyde løbet i gang i Fælledparken i København og hjalp også med at dele medaljer ud til de mange seje løbere.

Formålet med Fri for Mobberi Børnestafetten er at sætte gode børnefællesskaber - og kampen mod mobning - på dagsorden på en sjov, aktiv og fællesskabende måde. Løbet en festlig markering af det alvorlige budskab: Det er aldrig i orden at mobbe, og alle har ret til en plads i fællesskabet.

Deltagerne løber med Fri for Mobberis maskot - en lille, lilla bamseven - som stafet, og når de kommer i mål, får de en medalje. Dagen byder derudover også på familiehygge, sjove aktiviteter og underholdning fra scenen.

Løbene fandt sted i Mindeparken i Aarhus den 27. maj og den 10. juni i Fælledparken i København, hvor de blev afviklet i samarbejde med Aarhus 1900 Atletik/Motion og Sparta. DHL og WHEAT er sponsorer på dagen.