Go to English version

H.K.H. Kronprinsesse Mary besøger Grønland i juni og markerer milepæl i indsats mod mobning

Den 19. april 2012

Antimobbeprogrammet Kammagiitta – Fri for Mobberi er nu ude i hele Grønland. Fremover vil de grønlandske børn i både børnehaven og indskolingen arbejde målrettet med at skabe sunde børnefællesskaber, hvor tryghed, tolerance, respekt, omsorg og mod er de bærende værdier. Den 4.-7. juni besøger Kronprinsessen Grønland sammen med Red Barnet og LEGO Fonden for at markere den fælles indsats mod mobning.

Fremover vil grønlandske børn i alderen 3-8 år tale om, hvornår man driller for alvor og for sjov, hvad en god ven er, og hvorfor det af og til kræver mod at være en god ven. Antimobbeprogrammet Kammagiitta – Fri for Mobberi er nu implementeret i alle Grønlands kommuner med det formål at forebygge mobning og fremme trivsel i børnehaver og skoler. Programmet anses af den grønlandske regering som en væsentlig del af den grønlandske indsats for at skabe bedre børneliv.

”En helt central del af arbejdet med Kammagiitta – Fri for Mobberi har været at skabe relevans og ejerskab i Grønland. Derfor er udviklingen og udrulningen også sket i et meget tæt samarbejde med styregruppen i Grønland. Vi er stolte af og glade for, at det er lykkedes at udbrede Kammagiitta – Fri for Mobberi i hele Grønland. Nu glæder vi os til at komme op og markere, at de grønlandske børn får adgang til konkrete redskaber til at forebygge mobning og skabe sunde børnefællesskaber,” udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Bestyrelsesformand i Mary Fonden Kronprinsesse Mary vil under sit besøg i Grønland besøge bl.a. en børnehave i Saqqaq og en skole i Ilulissat – begge steder har erfaringer med at arbejde med Kammagiitta – Fri for Mobberi.

Mary Fonden, LEGO Fonden, Red Barnet, kommunerne, KANUKOKA og Naalakkersuisut har samarbejdet om virkeliggørelsen af Kammagiitta – Fri for Mobberis to kufferter, til henholdsvis børnehaver og skoler, med pædagogisk materiale, der er tilpasset grønlandsk kultur, tradition og ikke mindst sprog. Under tilblivelsen har Mary Fonden, Red Barnet og LEGO Fonden stillet midler, ressourcer og erfaringer til rådighed i tæt samarbejde med grønlandske fagpersoner.

Mary Fonden og Red Barnet lancerede Fri for Mobberi i Danmark i 2007, og programmet har siden været en del af forebyggelsen af mobning i de danske børnehaver og skoler. Evalueringer viser, at 90 % af pædagogerne og lærerne oplever en positiv forskel blandt børnene i forbindelse med anvendelsen af programmet.

Fakta om Kammagiitta – Fri for Mobberi

  • Kammagiitta – Fri for Mobberi er resultatet af et banebrydende og bredt samarbejde mellem Mary Fonden, Red Barnet og offentlige institutioner i Grønland. Det grønlandske rederi Royal Arctic Line har støttet med gratis transport af materialer, og LEGO Fonden har muliggjort projektet ved at bidrage som økonomisk projektpartner.
  • Samarbejdet om antimobbeprogrammet tog sin begyndelse i 2009, da de grønlandske myndigheder (departementet, kommunerne og KANUKOKA) efterspurgte konkrete værktøjer – og fandt interesse for Mary Fondens og Red Barnets antimobbeprogram Fri for Mobberi.
  • Kammagiitta – Fri for Mobberi er tilpasset grønlandsk struktur, kultur og sprog og testet af otte grønlandske institutioner.
  • Antimobbeprogrammet er i løbet af det sidste år udbredt til børnehaver og skoler i hele Grønland.
  • Projektet bygger på værdierne: Tryghed, tolerance, respekt, omsorg og mod.

Fakta om Fri for Mobberi

  • Fri for Mobberi er udviklet på initiativ af bestyrelsesformand for Mary Fonden.
  • H.K.H. Kronprinsesse Mary med inspiration fra Better Buddies-programmet fra den australske organisation The Alannah and Madeline Foundation og blev sammen med Red Barnet lanceret i Danmark i 2007.
  • Forskning og erfaring viser, at jo før man sætter ind over for mobning, jo mindre bliver både de personlige og samfundsmæssige konsekvenser. Derfor retter Fri for Mobberi sig mod de 3-8-årige børn i børnehaver og skoler.
  • I Danmark er eller har godt 100.000 børn været involveret i Fri for Mobberi, der anvendes i mere end 1.300 børnehaver og 480 skoler og SFO’er.
  • I juni 2011 viste en analyse foretaget af McKinsey og Wilke, at 90 % af de adspurgte pædagoger og lærere oplever, at Fri for Mobberi gør en positiv forskel for børnene, og 98% af pædagogerne og lærerne vil anbefale Fri for Mobberi til andre.