12. oktober 2016

Film: Mobningens mekanismer fra Alliancen mod mobning

En kort animationsfilm skal forklare voksne, hvorfor mobning opstår blandt børn. 

Mobning er et komplekst problem, der udspringer af en utryg kultur i de fællesskaber, som børn er en del af. Men det er også forbundet med mange myter og misforståelser. Fx er der blandt mange stadigvæk en tendens til at opfatte mobning primært som en konsekvens af børns opdragelse, udseende eller personlighed.

Alliancen mod mobning offentliggør i dag en ny animationsfilm, der kort og lettilgængeligt forklarer, hvorfor mobning opstår. Filmen er baseret på den nyeste viden om mobning i skolen, der viser, at mobning er et gruppefænomen, som ikke udelukkende kan tillægges enkeltindivider.

Mobning handler altså ikke om onde børn, men om onde mønstre, der kan brydes. Ambitionen er at udbrede kendskabet til denne måde at se mobning på i den bredere befolkning – og i særdeleshed blandt de voksne i børns liv. Voksne – hvad enten de er forældre, fagpersoner eller har med børn at gøre i deres fritid – spiller en afgørende rolle i forebyggelsen af mobning, og de voksnes reaktioner på mobning, når den er opstået, kan også være afgørende.

Filmen er indtalt af Ellen Hillingsø, illustreret af Gabriel Diaz og produceret af Motor Agency.

Om Alliancen mod mobning

Mary Fonden, Red Barnet og Børns Vilkår indgik i forsommeren Alliancen mod mobning for at styrke indsatsen mod mobning. De tre organisationer ønsker med Alliancen at gøre det let at sætte målrettet ind over for mobning og at fremme mobbefri skolemiljøer i hele Danmark. Filmen er det første tiltag, som de tre organisationer i fællesskab står bag.

Af:

Timian Bille Bach Landgraff

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …