Go to English version

Ensomheds-symposium

Det er dejligt at se så mange samlet her i dag. Det vidner om, at vi er mange, der er opmærksomme på, at ensomhed er et stort problem i vores samfund, og at vi er mange, der har forstået alvoren af ensomheden og dens konsekvenser.

I Mary Fonden har vi arbejdet med ensomhed, siden vi i november 2011 lancerede ensomhed som vores tredje indsatsområde. Og ensomhed har skilt sig ud fra vores to andre områder, mobning og vold i hjemmet, fordi det i langt højere grad er ubetrådt land. Der var og er fortsat ganske lidt evidensbaseret forskning på området, og derfor ved vi kun lidt om, hvorfor ensomheden bliver et problem for nogle, og hvordan vi kan forebygge og afhjælpe den.

Det er, som om ensomheden først nu har fået den opmærksomhed, den skal og bør have. Og måske hænger det sammen med, at ensomheden også er opfattet som en naturlig del af livet. I Mary Fonden er vi mange gange stødt på spørgsmål som:

”Er ensomhed overhovedet et rigtigt problem?”

Eller:

”Vi føler os jo alle ensomme en gang imellem – og er det ikke en naturlig del af det at være menneske?”

Svaret på begge spørgsmål er bekræftende – uden at være selvmodsigende. Ja, ensomhed er et rigtigt problem, og ja, ensomhed kan være en naturlig del af livet. Skillelinjen går mellem den kortvarige, situationsbestemte ensomhed og den langvarige, ødelæggende ensomhed.

Den flygtige ensomhed kan opstå, fx når vi skifter studie, arbejde eller by. Pludselig kan vi føle os ensomme, fordi vores nærmeste er langt væk. Det kan sagtens være en stærk følelse, men den forsvinder som regel igen. Den langvarige ensomhed er en vedvarende oplevelse af ikke at have den kontakt, man har behov for. At ens behov for samvær og nærhed ikke bliver mødt.

Vi mennesker er sociale af natur – det ligger i vores DNA at søge sammen. Vores behov for at høre til er fundamentalt på linje med vores behov for mad, drikke og tryghed. Behovets størrelse varierer dog fra menneske til menneske. Nogle har et stort behov for samvær, andre har et mindre behov. I princippet kan to mennesker med en identisk omgangskreds have vidt forskellige oplevelser af, om de er ensomme eller ej. Derfor skal vi turde spørge ind til ensomheden, hvis vi vil opdage den.

Men hvorfor rammer ensomheden nogle mennesker mere end andre – det er et af de spørgsmål, vi har ønsket at belyse i Mary Fonden. For kender vi først årsagen til den varige ensomhed, så kan vi også bedre sætte ind over for den – både før og efter den har sat sig fast.

For at finde svar satte vi sidste år et kvalitativt forskningsprojekt i gang i samarbejde med Ensomme Gamles Værn. Målet var gennem 20 interviews med voksne midt i livet at give et kvalitativt billede af, hvordan ensomheden opleves og forklares indefra. Rapporten ”Ensomme midt i livet” udkom i februar i år og indeholder 20 bevægende og indsigtsfulde historier om liv levet i ensomhed.

De 20 livshistorier lærte os, at ensomheden ofte forbindes med en barndom med et lille socialt liv. En opvækst, hvor barnet har stået meget alene. En stor andel af de interviewede beskrev et barndomshjem med få ord og få gæster. En kvinde fortæller, at hendes mor overtalte hende til ikke at holde børnefødselsdag, og at hun først langt senere blev klar over, at hjemmets begrænsede sociale liv havde været med til at isolere hende fra hendes jævnaldrende.

Andre beskriver, hvordan det socialt fattige hjem blev en hindring for at lære de sociale spilleregler at kende. De havde ganske enkelt ikke hjemmet til at øve sig i. Og endelig nævner mange af de interviewede mobning i barndommen. Vi ved, at mobning har store menneskelige omkostninger – både i forhold til ødelagt selvværd, mistillid til andre mennesker og social isolation, så forbindelsen til ensomhed er ikke overraskende.

De 20 livshistorier lærte os også, at ensomheden i høj grad opleves som at være blevet valgt fra. En oplevelse af ikke at have noget at tilbyde andre mennesker. En af interviewpersonerne beskriver det således:

”Ensomheden er forbundet med en følelse af, at man ikke slår til på en eller anden måde. Ikke at være god nok. At folk ikke vil investere den tid og energi, der skal til for at komme tæt på mennesket i én.”

Oplevelsen af ikke at være god nok går hånd i hånd med et lavt selvværd for mange af de interviewede. De dårlige erfaringer med afvisninger eller misforståelser ødelægger selvværdet, og det lave selvværd forhindrer dem i at kaste sig ud i nye forsøg på at opsøge kontakt med andre mennesker. De føler sig ikke bare valgt fra, men ender med også selv at vælge andre fra, fordi de til sidst tror på, at de har det bedst alene. Det bliver en ond spiral, hvor troen på at have noget at byde på svinder ind, og ensomheden bliver et livsvilkår. Ensomheden sætter sig fast.

Rapporten viser også, at de interviewede forsøger at lindre ensomheden på forskellige måder – ved at sætte noget i stedet for den manglende personlige kontakt. En mand beskriver det således:

”Øjenkontakt. Det der sker, når to mennesker sidder og kigger hinanden i øjnene. Et frygteligt afsavn, det var så voldsomt på et tidspunkt, at jeg fandt billeder af øjne på nettet for at sidde og kigge på øjne. For jeg savnede simpelthen øjenkontakt ... Jeg var Palle alene i verden.”

Citatet illustrerer vores grundlæggende behov for at være tæt på andre mennesker. Vi går ganske enkelt i stykker indeni, når vi ikke kan dele vores liv med andre. Forklaringen skal findes i vores udviklingshistorie, hvor vi har været afhængige af hinanden for at overleve. Vi er genetisk kodet til at være et flokdyr.

Vi reagerer både fysisk og psykisk, når vores behov for at være sammen med andre mennesker ikke opfyldes. Vores krop fortæller os, at vi nu gør noget, som gør os sårbare. Den går i alarmberedskab – vi bliver stressede, og vores blodtryk stiger. Kroppen forsøger med andre ord at få os til at ændre adfærd, fordi der er fare på færde. Hvis ikke vi lytter og gør noget ved følelsen, så er det, at ensomheden bliver farlig – lige så farlig som at ryge 15 cigaretter om dagen. Og der er forklaringen på, at mennesker, der oplever varig ensomhed, ikke blot har en forringet livskvalitet, men også har en kortere levetid end gennemsnittet.

Så for at vende tilbage til de spørgsmål, vi har mødt i Mary Fonden – ja, ensomhed er farlig. Og vi skal gøre noget ved den. Men hvad?

I Mary Fonden har vi siden 2012 kørt Netwerk på ungdomsuddannelserne sammen med Ventilen. Skiftet fra folkeskole til ungdomsuddannelse kan være svært for nogle unge, og derfor har vi sat ind med makkerskaber, undervisning og fællesskabende aktiviteter for derigennem at bekæmpe ensomheden ved at skabe stærke klassefællesskaber. I kan høre mere om Netwerk senere i dag i inspirationsgalleriet.

I øjeblikket er vi i gang med at udvikle et nyt projekt sammen med Røde Kors. Projektet har til formål at afhjælpe ensomhed blandt voksne midt i livet gennem netværksgrupper, hvor samvær og styrkelse af sociale kompetencer er omdrejningspunktet. Projektet bliver testet næste år og vil, hvis resultaterne lever op til vores forventninger, blive udrullet i Røde Kors’ lokalafdelinger de kommende år.

Og endelig er det blevet tydeligt for os, at vores og Red Barnets projekt Fri for Mobberi også kan ses som forebyggelse af ensomhed. Ud fra tesen om, at hvis vores børn trives og er en værdifuld del af børnefællesskabet, så mindskes risikoen ikke kun for mobning, men også for ensomhed senere i livet.

Ensomhed er fortsat nyt land. Vi ved, at ensomheden gør ondt, og at ensomhed er farlig, men vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvordan vi bedst forebygger og afhjælper den. Vi skal undersøge ensomheden, afprøve nye indsatser og evaluere deres effekt. På den måde kan vi bid for bid kortlægge ensomheden – dens årsager og dens virkninger.

Og endelig skal vi tale om ensomheden. Vi skal bryde det tabu, det er at være ensom. For hvis ikke vi taler om ensomheden, så er der en fare for, at den vokser og overtager et menneskes liv. Så vi skal gentage igen og igen, at ensomhed er alvorligt, og at vi alle kan gøre noget ved at tale åbent om den.

Det gør vi her i dag til Ældresagens symposium.