> English

Seneste nyt


21.04.2015

Ny analyse om ensomhed i befolkningen

Langvarig ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for vores livskvalitet og helbred. Trods det eksisterer der kun begrænset viden om, hvor mange og hvem blandt danskerne der føler sig ensomme. En ny omfattende analyse udarbejdet for Mary Fonden kaster nyt lys over emnet.

Knap 5 % af befolkningen (fra 16 år) er alvorligt ensomme, men for mennesker uden tilknytning til arbejdsmarkedet er procenten langt højere. Lektor Mathias Lasgaard fra CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland & Syddansk Universitet har været ansvarlig for udarbejdelsen af analysen og forklarer det således:

”Den høje forekomst af ensomhed blandt førtidspensionister og arbejdsløse er et billede på, at det moderne liv for mange er bundet op på arbejde, og at man lettere kommer til at mangle hverdagens sociale kontakter, når man står uden for arbejdsmarkedet. Samtidig er der i gruppen af førtidspensionister og arbejdsløse en del, der er belastet af sygdom i hverdagen. Begge dele betyder, at det bliver sværere at udvikle og bevare sociale relationer.”

Set over et livsperspektiv er risikoen for at være ensom størst i ungdommen (16-29 år), og når man har rundet de 85 år. De yngste ældre (65-79 år) er derimod den aldersgruppe, hvor ensomheden er mindst udbredt. Køn er ikke en afgørende faktor ud over i ungdomsårene, hvor flere kvinder end mænd er ensomme. Generelt er mennesker, som er gift, mindre ensomme end ugifte og fraskilte. Om man bor på landet eller i byen har ingen betydning for ensomheden ud over blandt de 65-79-årige, som er lidt mere ensomme på landet.

Den nye analyse giver et billede af ensomhedens udbredelse på tværs af demografiske og sociale forhold, hvilket kan bidrage til at målrette bekæmpelsen af ensomheden.

”Vi mangler fortsat viden om og opmærksomhed på ensomhed. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi støtte mennesker, som kæmper med den skadelige langvarige ensomhed. Den ny analyse er et skridt i den rigtige retning, og generelt oplever vi et stigende fokus på ensomhedsproblematikken, bl.a. i Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor en lang række aktører er gået sammen om visionen om at halvere ensomhed frem mod 2020,” udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Ensomhed er en kompleks problemstilling, som gennem tiden er blevet målt på en lang række måder. I analysen ”Ensomhed i befolkningen” er ensomhed målt ud fra en internationalt anerkendt metode, som tager højde for, at man også kan føle sig ensom, når man er omgivet af mennesker.

Analysen er den første af sin art herhjemme og er baseret på den internationalt anerkendte UCLA-skala, der blev medtaget i Sundhedsprofilen ”Hvordan har du det?” i Region Midtjylland i 2013. Flere end 33.000 danskere fra 16 år har medvirket i analysen. Hele analysen ”Ensomhed i befolkningen” kan ses på maryfonden.dk.  

Læs hele analysen her.

 

Ensomhed

Vi føler os alle ensomme en gang imellem – det er en naturlig del af livet. Men når ensomheden går fra at være kortvarig og situationsbestemt til at være vedvarende, så bliver ensomheden skadelig for vores helbred og for vores sociale liv. Langvarig ensomhed er skadelig for vores krop og kan helt ødelægge vores sociale kompetencer. Trods de store menneskelige omkostninger er ensomhed stadig et overset problem.

Se mere om Mary Fondens indsatsområde Ensomhed
Når pædagoger, lærere og forældre sammen sætter fokus på det gode børnefællesskab og på at lære børn og unge, at mobning er uacceptabelt, så virker det...
Kronprinsessen hyldede partnerskabet og brede alliancer i arbejdet med at bekæmpe komplekse sociale...
Vores samarbejde med MH24 - Mikkel Mod Mobning har knopskudt, og vi har netop lanceret Antibulli-prisen...
mary_fonden Jul og nytår betyder hygge og fest for de fleste. Men ikke for alle. For nogle føles højtiderne særligt ensomme. En undersøgelse, som vi udarbejdede sammen med Folkebevægelsen mod Ensomhed tilbage i 2017, viste, at ensomhedsfølelsen topper til nytår. 4 % føler sig ensomme til jul, og hele 7 % føler sig ensomme til nytår. En forklaring kunne være, at de fleste har familie, som de kan holde jul med, men færre har venner, som de kan hoppe ind i det nye år med. Herfra skal derfor lyde en opfordring til at udvide årets nytårsfest og træde ind i det nye år i selskab med mennesker, som måske ikke i første omgang var på listen over inviterede. #alleharrettilathøretil
mary_fonden Nogle følelser, tanker eller bekymringer kan være svære at sætte ord på. Nogle gange er det vanskeligt at sige det højt til hinanden, som fylder indeni. Måske svigter modet, eller øjeblikket med nærvær forpasser. Hver søndag op til jul giver vi i Mary Fonden et forsigtigt bud på, hvad der er den største gave, vi kan give hinanden. Måske er det denne jul, at modet skal findes og øjeblikket skal gribes. Glædelig 2. søndag i advent. #alleharrettilathøretil #advent #2søndagiadvent #talomdet
mary_fonden Alt, hvad vi gør i Mary Fonden, gør vi sammen med andre. Vi tror på, at vi skaber de bedste projekter og den største forskel i partnerskab med andre. Som tak for den fælles indsats inviterede vi vanen tro alle vores samarbejdspartnere på glögg og æbleskiver. #maryfonden #kronprinsessen #kronprinsessemary #alleharrettilathøretil #julehygge Foto: Steen Brogaard
mary_fonden Julen handler om at give og modtage, og mange af os er allerede i fuld gang med gaveindkøbene. Men hvad er egentlig den største gave, vi kan give hinanden? Det har vi tænkt over i Mary Fonden, og det giver vi et forsigtigt bud på hver søndag op til jul. Glædelig 1. søndag i advent. #alleharettilathøretil #advent #1søndagiadvent #julegaver
mary_fonden Kender du det, at du pludseligt hører noget, du har sagt, komme ud af munden på dit barn? Eller at dit barn i sine handlinger kopierer dig fuldstændig? Det sker ret tit, og det er ikke så mærkeligt, for børn er på en vigtig mission. De vil gerne lykkes, og derfor spejler de sig i deres omgivelser – især i os voksne – i forståelsen af, at ”hvis andre gør sådan, så er det sådan man opfører sig”. Voksne er vigtige rollemodeller for børn, og måden, vi er på sammen med dem på, betyder lige så meget – hvis ikke mere – for deres handlinger, som hvad vi taler med dem om. Det gælder pædagogerne og naturligvis børnenes egne forældre, men det gælder faktisk også de andre børns forældre. I dagtilbuddets eller skolens rammer er forældre nemlig mere sammen med hinandens børn, end de måske lige tænker over. Hvis et forældrepar bruger 10-15 minutter på at aflevere om morgenen og det samme ved afhentning, tilbringer de 2-2½ time om ugen i børnehaven. Det er alligevel noget. Og selvom de har travlt med deres eget barn – og med at lede efter vanter, huske madpakken eller orientere sig i dagens aktiviteter – så er de ikke anonyme for de andre børn omkring dem og i børnenes indbyrdes fællesskab. Det skal vi minde os selv om, for med selv en lille indsats kan vi gøre en stor forskel for at skabe og understøtte de trygge rammer, der er forudsætningen for et positivt børnefællesskab. Ikke kun for vores egne børn, men for ALLE børn. #forebyggelseerbedst #friformobberi