Go to English version

Vold i hjemmet – et fælles ansvar

H.K.H. Kronprinsessen åbnede i dag konferencen "Vold i hjemmet – et fælles ansvar" i Nuuk.
Kumoorn [Godmorgen].
 
Nu-an-naa-ru-ti-ngaa-ra   ta-maa-nii-ssi-nnaa-nga-ma [Det er en fornøjelse at være her]
 
Kære minister, samarbejdspartnere og alle deltagere på dagens konference
 
Det er som altid dejligt at være tilbage i Grønland. Grønland betyder noget særligt for min familie, for mig og for os i Mary Fonden. Tilbage i 2009 var Mary Fonden to år gammel, og det var mit første besøg sammen med Mary Fonden her i Nuuk. Dengang var vores dialog og samarbejde om børns trivsel og vold i hjemmet lige begyndt. Og under besøget fik jeg mulighed for at tale åbent om vold i hjemmet, om at vold aldrig kan accepteres og aldrig kan retfærdiggøres. At vi alle – uanset hvor i verden vi vokser op og lever vores liv – har brug for og ret til et liv uden vold. 
 
Det overraskede mig dengang, at det at sætte ord på volden var så nyt. Jeg havde ikke forestillet mig, at vold i hjemmet var så tabuiseret, som det var. Vold var ikke noget, man talte om. Man talte om ”husspektakler” i Grønland, men var den betegnelse og er den betegnelse med til at camouflere volden? 
 
Det er afgørende, at vi taler om volden, fordi den bliver mere virkelig. Den kommer tættere på. Den kigger os i øjnene, så vi ikke kan ignorere den. Det kan være skræmmende, for hvad skal man gøre, og hvad kan man gøre – men det er nødvendigt. Først når vi ser det svære i øjnene og erkender det, kan vi begynde at gøre noget ved det. Og det glæder mig – og sikkert alle jer – at der er kommet større fokus på vold og dens konsekvenser her i Grønland. Flere og flere bryder tavsheden og finder modet til at stå frem og tale om volden. I dag skal vi møde to af dem på en konference, hvor I – 200 af de vigtigste aktører – er samlet. Så der er sket meget siden 2009.
 
Vold mod kvinder er en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne i verden i dag. En ud af tre kvinder har på verdensplan været udsat for fysisk eller seksuel vold – oftest fra sin partner. Vold diskriminerer ikke, men findes i alle samfundslag, i alle kulturer og i alle dele af verden. I Grønland, i Danmark og i resten af verden. 
 
Sidste år blev FNs 17 Sustainable Development Goals vedtaget af 193 lande. Et af de 17 mål – mål nr. 5 – handler om at opnå ligestilling mellem kønnene og empowerment af kvinder og piger i hele verden. For at kunne nå det mål, har FN opstillet en række delmål, et af dem er at stoppe alle former for vold mod kvinder og piger. Verdenssamfundet har med de nye mål understreget, at partnervold ikke er et kvindeproblem, men et samfundsproblem, der vedkommer os alle – piger og drenge, kvinder og mænd. Og verdens lande har forpligtet sig på at nå de 17 verdensmål inden 2030 – ikke kun fordi det er det rigtige at gøre, men fordi en bæredygtig og bedre fremtid afhænger af det.
 
Vold i hjemmet er et globalt problem, der ødelægger mennesker på samme måde, uanset hvor i verden den foregår. Jeg har mødt mange kvinder, der har været udsat for vold fra deres partner – og selv om hver historie er sin egen, så er der nogle fællestræk: 
 
Den stormende forelskelse i starten. De snigende verbale ydmygelser. Den stigende kontrol. Troen på, at det første slag var en fejl. Håbet om forandring, når volden fortsætter. Skyldfølelsen. Skammen. Afmagten. Isolationen. Og følelsen af helt at miste sig selv. 
 
Vi kan ikke komme uden om det. Vold i hjemmet er et stort problem i Grønland. Alt for mange grønlandske familier er voldsramte. For alt for mange grønlandske voksne er nære relationer også voldelige relationer. Og for alt for mange grønlandske børn er hjemmet fuld af uro, utryghed og frygt for, at der sker mor noget, eller at far ikke kommer hjem. Det koster så mange kræfter at skulle bekymre sig om sine forældre som barn – og risikoen for, at barnet selv bliver voldsudøver eller voldsudsat senere i livet, er stor. Vold avler vold, og vold går i arv. Det er vores ansvar at bryde den arv og vise, at der er en anden vej.  
 
Vi ved, at volden findes. Vi ved, at vold er ulovligt. Og vi ved, at vold er forkert. Alligevel finder volden sted. Hvorfor? Der er ikke noget enkelt svar, men en del af svaret ligger i tavsheden. Hvis vi ikke taler om volden, kan den fortsætte uforstyrret. 
 
En anden del af svaret ligger i vores sociale normer. En negativ adfærd kan blive så udbredt, at den normaliseres. Lad mig give jer et eksempel; I Marokko er vold mod kvinder et stort og stærkt tabuiseret problem. Det er ulovligt at udøve vold i landet, men hvis man spørger de marokkanske kvinder om deres holdning til vold i hjemmet, så svarer 39 %, at det kan retfærdiggøres, at en mand slår sin kone, hvis hun fx nægter ham sex, hvis hun ikke passer hjemmet ordentligt eller har brændt aftensmaden på. Jeg besøgte Marokko i 2013 sammen med Mary Fonden, og det var tydeligt, at de sociale normer spiller en stor rolle i forhold til at fastholde kvinder i de voldelige relationer og i forhold til at frikende volden. Vores sociale normer kan til tider legitimere det illegitime. 
 
En tredje del af svaret på, hvorfor vold finder sted, ligger i manglende støtte og sanktioner. Hvis det gang på gang viser sig, at det ikke har konsekvenser at bryde loven og udøve vold mod sin partner eller sine børn, så kan det opleves som samfundets stiltiende accept. Hvis det gang på gang viser sig, at der ikke er hjælp at få, selv om man beder om den, så kan det virke meningsløst at åbne op og bede om hjælp. 
 
Vold er en meget kompleks problemstilling. Der er mange mekanismer i spil. Og det kræver en holistisk og langsigtet indsats, hvis vi skal skabe reel forandring. Lad mig dele et eksempel på kompleksiteten med jer; Mange af de voldsudsatte kvinder, jeg har mødt, drømmer om at holde sammen på deres familie. De ønsker for alt i verden, at volden stopper, men de ønsker samtidig at blive sammen med den mand, som de engang forelskede sig i.  
 
Hvordan kan vi imødekomme det ønske? Og skal vi det? Sikkerheden for de voldsudsatte er naturligvis første prioritet. Det siger sig selv. Men ja, vi skal kigge på hele familien, hvis vi vil styrke indsatsen mod vold i hjemmet. Og der findes nogle programmer, der har vist gode resultater med at arbejde langsigtet med mænd; at lære dem og give dem redskaber til at ændre deres adfærd, kontrollere deres vrede, inden den bliver til vold. Det kræver en kontinuerlig indsats, og det er ikke altid, det lykkes – men når det gør, så har vi ikke bare bremset volden, men ændret hele familiens skæbne. Og vi skal skabe forandring gennem indsigt, dialog og tilbud om hjælp – til alle involverede. 
 
Der findes ikke nogen enkel løsning, men hvis vi skal lykkes, skal vi trække på alle tilgængelige ressourcer og erfaringer. Kvinder og mænd, piger og drenge skal kende deres rettigheder og genkende og sige nej til vold, når de oplever den – uanset om de er vidner, voldsudsatte eller voldsudøvere. 
 
Privatpersoner, fagpersoner og offentlige institutioner skal være med til forebygge, se og reagere på volden. Erfaringer fra Grønland og resten af verden skal inddrages. Partnervold er et problem i hele verden – så lad os bruge hinandens erfaringer i kampen mod vold i hjemmet. Det er et fælles ansvar. 
 
Jeg vil gerne takke alle, der har gjort dagens konference mulig. Vores dedikerede projektansvarlige i Mary Fonden, vores samarbejdspartnere i Kattunneq; Danner, de grønlandske krisecentre, Mælkebøttecenteret, Departementet og OAK Foundation Denmark. Modige Pilutaq Lennert og Akitsinnguaq Olsen, der vil give os vigtig indsigt ved at fortælle deres personlige historie om vold. Og alle jer, der er mødt op for at styrke dialogen og samarbejdet om at stoppe vold i hjemmet. 
 
I 2009 var volden mere skjult. I dag er der heldigvis en voksende åbenhed. Den åbenhed skal vi blive ved med at støtte op om, men vi skal også anerkende, at det forpligter. For når vi opfordrer folk til at åbne op og bede om hjælp, så skal der være hjælp at få. Det er et samfundsansvar. 
 
I dag giver vi de mange, der oplever vold i hjemmet, en stemme. Ved at møde op her i dag viser I, at I har viljen til at samarbejde og styrken til at tage et fælles ansvar. 
 
Tak.