I dag er en særlig dag for Mary Fonden og Red Barnet. Det er en dag, vi håber, også vil være særlig for Dem. I dag er engagerede og kompetente fagfolk fra skoler og børnehaver i hele Danmark og store dele af Grønland samlet for at diskutere og gensidigt inspirere hinanden til at finde endnu bedre løsninger til at støtte vores børn og sikre dem den bedste start i livet. Det bedste miljø, hvor de kan trives. Kan være glade. Og kan lære.
Som formand for Mary Fonden vil jeg derfor gerne byde hjerteligt velkommen til dagens konference. Det er dejligt at se Deres store fremmøde og interesse, som bekræfter, at vi alle sammen er enige om at sige: Nej til mobning. Og ja til trivsel.
Jeg har altid haft svært ved at se på mennesker, som er ude på kanten. I det hele taget mennesker, som står udenfor og kigger ind. Og en af de ting, der virkelig påvirker mig, er at se et barn, som ikke kan forstå, hvorfor han eller hun ikke må lege med.
Jeg føler meget stærkt for, at alle har ret til at høre til.
Alle har et behov for at være accepteret og føle sig som en værdifuld del af et fællesskab. Dét er kernen i Mary Fonden. En kerne, som mobning går direkte imod. Derfor er det helt naturligt, at Mary Fondens arbejde for at forebygge og afhjælpe social isolation også berører de helt almindelige børn, som bliver mobbet og derfor føler sig på kanten af fællesskabet og – i yderste konsekvens – på kanten af livet.
Men mobning handler ikke alene om dem, der bliver mobbet – og om at give dem mod til at sige fra. Det handler også om dem, der mobber. Om at turde tage fat på de indre problemer, der sidder tungt i deres sind. Samtidig handler det mindst lige så meget om at aktivere de mange passive tilskuere i den samlede børnegruppe, der står og kigger på. Men mest af alt handler det om at skabe en basal forståelse for, at mobning ikke handler om onde børn. Kun om onde mønstre.
Disse mønstre kan brydes, når vi sætter ind tidligt med en forebyggende indsats og inddrager alle de relevante parter, nemlig børnene selv og deres forældre, lærere og pædagoger. På dagens konference vil der blive fremlagt forskning og erfaring, som blandt andet vil vise, at jo før man sætter ind over for mobning, jo mindre bliver både de personlige og samfundsmæssige konsekvenser.
Flere eksperter taler ligefrem om, hvordan vi som samfund – ved indlæring af gensidig respekt og omsorg for hinanden allerede fra barnsben – kan undgå mange dårlige oplevelser og skævheder senere i livet. Basale menneskelige værdier som for eksempel tolerance, respekt, omsorg og mod giver vores børn større selvværd og bringer empati ind i deres fællesskab – og deres liv – og dermed ind i vores samfund som helhed.
Jeg kan naturligvis primært tale ud fra Mary Fondens og Red Barnets eget projekt og dermed vores egne erfaringer. Vores Fri for Mobberi program målrettet de 3- til 8-årige er blot et af mange gode initiativer mod mobning blandt børn. Et program, som retter sig mod at forebygge mobning fra tidlig børnehave og op igennem indskolingstiden. Og som er blevet godt modtaget af både børn, deres forældre, pædagoger og lærere.
Pædagoger og lærere, som jeg har mødt i mange forskellige sammenhænge har fremhævet, hvor glade de er for programmets fokus på fællesskabet og det gode kammeratskab – som de har bemærket som en positiv ændring i stemningen blandt børnene og i måden, de omgås hinanden på. Samtidig har de fremhævet, hvor nemme og fleksible værktøjerne er, og hvordan det derfor er muligt selv at sætte sit præg på dem og gøre dem til sine egne.
Lige så positive tilbagemeldinger har jeg fået fra forældre, som er kommet spontant hen til mig og har udtrykt stor begejstring for Fri for Mobberi – og for, hvad projektet betyder for deres børns udvikling og daglige oplevelser i børnehaven eller skolen. Mange af disse forældre har ligefrem takket mig for at introducere programmet. En tak, som jeg naturligvis hermed videregiver til alle, som dagligt bidrager med at gøre projektet til den succes, det er i dag.
Også mange børn har fortalt mig om deres oplevelser med Fri for Mobberi – senest ved vores Fri for Mobberi børnestafet. Om hvor sjovt det er at arbejde med projektet. Og om hvordan de er blevet bedre til at løse konflikter, lytte til hinanden og respektere hinanden. For også de – børnene selv – ønsker at tage ansvar for at skabe et godt miljø. Også de – som os voksne – vil gerne effektivt og aktivt sige: Nej til mobning. Ja til trivsel.
Også grønlandske fagfolk, som jeg havde den glæde at møde sidst, jeg var i Grønland, har taget godt imod programmet. De har udvist stor interesse for at integrere Fri for Mobberi i det generelle reformarbejde med at skabe ”Den gode Skole” og ”Den gode Daginstitution”.
Endelig har også vores nabolande og andre lande i Europa vist stor interesse for programmet, dets grundlæggende værdier og værktøjer samt klare fokus på inklusion af både børn, forældre, lærere og pædagoger.
Mary Fondens og Red Barnets Fri for Mobberi program er kun ét af mange initiativer fokuseret på at forebygge og bekæmpe mobning. Mange andre gør et stort og kompetent arbejde. Det er spændende at se resultaterne af blandt andet den landsdækkende kampagne ”Sammen mod Mobning”, som viser, at over halvdelen af de kommunale skolechefer og skoleledere samt børn og deres forældre mener, at indsatsen har haft en positiv indflydelse på bekæmpelsen af mobning.
Så det er tydeligt, at vi er nødt til at gøre en tidlig indsats – og at vi er nødt til at gå sammen om den – for at give vores børn de bedste muligheder for at udvikle og udfolde sig.
For alle børn har ret til et trygt og godt skole- og institutionsliv.