Vold i hjemmet

Alle har ret til at høre til. Og alle har ret til et liv uden vold.

Mary Fonden er stiftet med det formål at forebygge og afhjælpe social isolation. Ser vi nærmere på hvilke mennesker, der lever med og i social isolation, er netop voldsramte kvinder og børn en meget udsat gruppe.

Undersøgelser fra blandt andre Dannerhuset, LOKK og Statens Institut for Folkesundhed og Ligestillingsafdelingen under Minister for Ligestilling viser, at 28.000 kvinder årligt udsættes for partnervold i Danmark, og at 24 kvinder årligt dør som følge af partnervold. Samme undersøgelser viser, at volden ikke alene rammer kvinderne selv, men også de 22.000 børn, der vokser op med vold i hjemmet. Heraf lider 31. Pct. af disse børn af alvorlige psykosociale belastninger, som kan få alvorlige konsekvenser langt ind i deres voksenliv – blandt andet siger statistikkerne, at drenge opvokset med vold i hjemmet med 10 gange større sandsynlighed selv vil udøve vold overfor deres partnere – og at piger, der udsættes for vold i hjemmet, med 4-5 gange større sandsynlighed vil være blandt de udsatte for kærestevold i ungdommen.