Jeg har en smerte dybt inde i min hjerte, som ikke kan beskrives med ord.
Hun nedbryder mig og har en kontrol over mit liv – hvilket det jo var mig, der skulle
have i stedet for.
Hvad skal jeg stille op med hende?
Sige: "Jeg elsker dig ikke mere, jeg vil forlade dig".
Nej, det er løgn, for jeg elsker hende over alt på denne jord. Hun er mit ét og alt.
Hun slår mig, men jeg kan ikke gøre modstand.
Hun bander, men mine læber siger intet.
Jeg har næsten ingen kontakt til mine forældre, da jeg skal sørge for, at hun har det godt.
Jeg har kun levet halvdelen af mit liv. Hun har nemlig overtaget resten …
Disse ord er fra en ung mand på 24 år. Han er en af de 40.000 unge mellem 16 og 24 år, for hvem mødet med kærligheden gør ondt.
Alene i Danmark har 12 pct. unge kvinder og 5 pct. unge mænd, som har – eller har haft – et kæresteforhold, inden for det seneste år været udsat for kærestevold. Udsat for vold fra det menneske, de har deres ungdoms måske næreste og nærmeste relation til, og som, de er overbevist om, er ”den eneste ene”.
Det svarer til hver ottende unge kvinde og hver tyvende unge mand. Ligesom det kan svare til, at for hver gang et ungt menneske siger eller tænker ”jeg elsker dig for evigt” om deres nyforelskelse, vækker han eller hun så stærke følelser hos en anden – eller måske hos sig selv – at selve kærligheden slår og rammer hårdt. Så hårdt, at den ender med at gøre ondt.
Tænk – det er en smerte, som 40.000 af Danmarks unge mærker. Dem skal vi prøve at støtte og hjælpe. Men samtidig skal vi huske, at også voldsudøverne bærer på en smerte. Den – og dem – er vi også nødt til at tage hånd om. For vi skal huske på, at der bag volden, er mennesker, som alle har brug for hjælp. Den hjælp, der vokser ud af forståelse.
40.000 er et skræmmende højt tal, der stammer fra den rapport, som sidste år blev udgivet af Statens Institut for Folkesundhed og Ligestillingsministeriet. Et tal, der fortæller, hvor stort – og hvor overset – et problem, kærestevold er. Et tal, der kræver både holdning og handling.
Derfor er kærestevold en naturlig forlængelse af Mary Fondens indsats mod vold i hjemmet. Og derfor er jeg som formand for Mary Fonden meget glad for i dag at kunne byde velkommen til vores konference om – og mod – kærestevold.
Jeg håber, at de næste timer og indlæg vil være en fortsættelse og en styrkelse af det gode arbejde, der i forvejen gøres mod kærestevold. Og at de unges egne meninger og ord vil hjælpe os alle til bedre at forstå problemet, dets omfang og konsekvenser. For fem måneder siden etablerede Mary Fonden en Unge Tænketank, hvortil over 500 unge er blevet rekrutteret på skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser for at deltage med deres oplevelser og opfattelser primært via spørgeskemaundersøgelser og en række fokusgruppeinterviews. Konklusionerne herfra, håber vi, kan skabe yderligere dialog og debat. Så vi sammen kan bryde tabuet og finde nye veje, som kan forebygge og forhindre vold i unges kæresteforhold.
Mange unge vil gøre og ofre alt for at holde fast i deres kæreste og i deres kæresteforhold. Holde fast i deres drøm om at have fundet ”den eneste ene”. Man kan se tydelige fælles træk og ligheder med den drøm, mange voldsramte kvinder lever med, og som er ét element, der gør det svært for dem at bryde ud af deres voldelige forhold. Fordi de også dermed skal bryde ud af et kærlighedsforhold. Et ægteskab. Og – måske – et familieliv. Som voksne skal vi ikke underkende, hvor svært det er – også for unge mennesker – at give slip på drømmen om at have fundet netop ”den eneste ene”.
For nogle unge kan det være svært at se forskel på kærlighed og kontrol – en kontrol, der ind imellem udvikler sig til vold. Kærestevold er ikke et skænderi engang imellem eller dårligt humør efter en dårlig dag eller fest. Kærestevold er voldelige handlinger, som gentager sig. Og kærestevold kan være både psykisk, fysisk og seksuel vold.
Det betyder, at der er flere forskellige typer og grader af kærestevold. Og at der er flere forskellige typer og grader af reaktioner og konsekvenser.
Det er en meget kompleks problemstilling – ikke mindst på grund af den langsomme nedbrydning af selvtillid og selvværd, der sker. Og fordi man som ung er låst fast i uoverensstemmelsen mellem, hvad man drømmer om at have, og hvad man rent faktisk har.
Eller som en pige på 18 år udtrykte det i en af Mary Fondens fokusgrupper: ”Man kan blive helt syg af sorg. Man tør ikke forlade forholdet og kæresten, men det betyder jo ikke, det er godt, dét man er i”. Erkendelsen er der. Mange unge ved inderst inde godt, hvad et sundt kæresteforhold er. Men mange af dem bliver alligevel i et, der er usundt.
Kærestevold er også et meget ensomt problem, fordi det er forbundet med tavshed, skam og skyld, og fordi det derfor er meget tabubelagt – især blandt unge mænd. Udtalelser fra Mary Fondens Unge Tænketank bekræfter det stærke tabu. Unge, som udsættes for kærestevold, søger sjældent hjælp. De tier og oplever volden som skamfuld – som deres egen skyld, fordi de har valgt en forkert kæreste. Og hvis de endelig fortæller om volden, mødes mændene i høj grad med latterliggørelse. Som en ung mand på 18 år udtalte i en af vores fokusgrupper: ”Aldrig nogensinde ville jeg sige, hvis en pige slog mig. Det er da nok den mindste mand, man kan blive”. Som svar sagde en ung kvinde på 20 år: ”Jamen, man tror jo, man er alene. Man har brug for at vide, man ikke er alene”.
Som forældre står vi klar til at støtte vores børn. Men hvordan gør vi det bedst? Beretningen fra den unge mand på 24 år, som jeg indledte min tale med at fortælle om, bekræfter, hvad Unge Tænketanken også fremhæver: Ofte mister de unge, som er udsat for kærestevold, kontakten til os, fordi de ikke tør fortælle nogen om problemerne.
Undersøgelser viser, at vi voksne i mange tilfælde er faretruende uvidende om omfanget af kærestevold i vores børns liv. Faktisk er vores samfund som helhed temmelig uvidende om problemet. Noget, der blot gør det endnu tydeligere, at vi – hvad enten vi er forældre, venner, skolelærere, sportstrænere eller noget helt femte – er nødt til at diskutere og tale om kærestevold. Fordi netop diskussionen og samtalen kan få os til at se – og prøve at forstå – problemet fra de unges eget perspektiv. Kan ruste os til at gribe ind og stille de rigtige spørgsmål. Og kan støtte de unge i at sætte deres egne grænser. Grænser for et godt og sundt kæresteforhold. Uden vold.
Samtidig kan diskussionen og samtalen forebygge voldscirklen. Forebygge de undersøgelseskonklusioner, der siger, at vold går i arv. At vold avler vold. Vi ved for eksempel, at piger opvokset med vold i hjemmet med 4 – 5 gange større sandsynlighed selv vil opleve kærestevold i ungdommen. Og vi ved, at hvis man én gang i livet har oplevet et voldeligt forhold, er der en tendens til, at det udvikler sig til et mønster, og at man dermed ender med at opleve – og leve i – flere voldelige kæresteforhold. Og forhold senere i livet.
Derfor skal vi forebygge og gribe ind tidligt. Vi skal lytte til de unge. Vi skal inddrage dem. Og vi skal lære af dem og støtte dem i at sige fra.
Det er en del af det, konferencen i dag handler om: Vold kan – og skal – stoppes. For vold er aldrig acceptabel, og vold kan aldrig retfærdiggøres. Alle har ret til et liv uden vold.